Arkivaren udfordrer skolebogen

I sit lange otium har den tidligere landsarkivar i Viborg Jens Holmgaard dels forestået udgivelsen af de værdifulde Kancelliets Brevbøger og andre kilder, dels arbejdet med et af de klassiske emner i dansk landbohistorie - stavnsbåndet. Det blev ophævet i 1788, og det var blevet indført i 1733 - sådan står der i skolebøgerne! Men Jens Holm-gaard har i flere artikler stillet det spørgsmål, om der ikke - reelt - var tale om et stavnsbånd allerede i forbindelse med den landmilits, som Frederik IV indførte kort efter år 1700 parallelt med, at vornedskabet - der gjaldt for Sjælland og Lolland-Falster - blev ophævet. Det er resultaterne af disse studier plus meget mere til, Holmgaard nu har samarbejdet til denne afhandling, der blev for nylig blev forsvaret for den filosofiske doktorgrad ved Københavns Universitet. Et af Holmgaards udgangspunkter er en diskussion mellem professor Edvard Holm og godsinspektør Rasmussen, Gisselfeld, der udfoldede sig i Historisk Tidsskrift i 1880' erne. Rasmussen mente, ud fra studier i godsarkiverne, at bønderkarlene qua landmilitsen - som omfattede langt størsteparten af alle unge - var stavnsbundne, mens Holm fastholdt, at da man ikke i love og forordninger nævnte stavnsbindingen, så blev den først indført med loven af 4. februar 1733, hvor stavnsbindingen til godset af det unge, soldaterpligtige mandskab blev udtrykt eksplicit. Edvard Holms opfattelse blev den fremherskende - men Holmgaard fører vægtige argumenter i marken for, at godsinspektør Rasmussen kom nærmere virkeligheden, når han konstaterede, at godsejerne i mange tilfælde faktisk håndhævede et reelt stavnsbånd. Ja, men så var der tale om misbrug af den bestemmelse om udstedelse af pas af 19. februar 1701, som var en del af landmilitsordningen, svarede professor Holm. Jens Holmgaard foretager en meget grundig gennemgang af landmilitsordningens tilblivelse - den blev både etableret, revideret og revideret igen i årene 1701-1707. Han dokumenterer, at landmilitsen var en faktisk betydelig byrde for landbefolkningen i årene både under og efter den store nordiske krig på trods af smukke officielle ord om - som det hedder i bogens titel - at den ikke skulle besvære »landet«, dvs. bondebefolkningen. Med en forordning af 30. oktober 1730 blev landmilitsen så ophævet, men mindre end et halvt år senere kom en ny forordning af 5. marts 1731, der direkte sigtede på »at holde det unge mandskab ved jordegod-set i Danmark«. Den indførte i hvert fald et stavnsbånd i alle henseender med undtagelse af lige netop benævnelsen! Slet året 1733 En af Jens Holmgaard centrale konklusioner er, at man roligt kan slette året 1733 som en skel i bondestandens historie. Og her mener jeg, at han fører gode argumenter i marken. Stavnsbånd eller ikke stavnsbånd - der kan for hele det undersøgte tidsrum tales om en i det mindste påstået ret til for godsejerne at holde på det unge mandskab til godset. Lovene og forordningerne er uklare - Holmgaard har kloge ord om datidens lovsprog - og den administrative praksis lige som domstolenes er ligeledes flimrende. Det er i det hele taget ikke ganske klart, hvad der er regeringens »politik« - og Holmgaard kredser om spørgsmålet, om hvorvidt denne uklarhed kunne være om ikke tilsigtet som accepteret. Han er også i stand til at dokumentere divergerende opfattelser i det centrale embedsværk, hvor renteskriver Mathias Rasmussen fremstår som en skikkelse, der med sine argumenter for lovfæstelse af pligter og rettigheder peger frem mod Stampe og Colbiørnsen. Og hvor den adelige Otto Krabbe modsætningsvis virker for en »godsejervenlig« linje - dvs. at den faktisk retstilstand (måske bevidst) var uklar. Et af de resultater, Holmgaard når frem til at fremsætte, er en afvisning af traditionen om kong Frederik IV som særlig »bondevenlig«. Jens Holmgaards bog er helt overvejende bygget på utrykt kildemateriale fra Rigsarkivet og landsarkiverne - især det nørrejyske i Viborg. Hans skildring af praksis bygger helt overvejende på jysk materiale, men her var jo heller ikke noget tidligere vornedskab at referere til - en sammenstilling af øst- og vestdanske forhold havde dog nok været illustrerende. Det er en skildring, der bogen igennem holder sig meget tæt til, hvad kilderne - lovene, betænkningerne, embedsbre-vene og domstolsafgørelserne - beretter. Holmgaard er en meget forsigtig fortolker af fortidens udsagn, og selv om han i indledningen til sin konklusion erklærer, at han nu vil præsentere sine resultater »i en noget mere kategorisk form« end undervejs, så skal man ikke vente skarpe synspunkter eller de lange udsyn. Hans materiale kunne nok lægge op til en nærmere karakteristik af den »mellemste periode« i den danske enevældes historie fra ca. 1700 til ca. 1750, der netop som Holmgaard nævner det i så mange sammenhænge, fremstår flimrende. Vi har hold på tiden efter 1750-60 - det er også til at forstå, hvad en Griffenfeld ydede i etableringsfasen, men dette tidsrum er vanskeligt at få hold på. Holm-gaards fremstilling er dertilbredt refererende og (måske vel rigeligt ) overvejende, så den stiller sine krav til læseren. Tidligere landsarkivar Jens Holmgaard har med denne afhandling - må man have lov til at formode - afrundet et forskerliv med en redelig sammenfatning af det emne, der har optaget ham i en årrække. Man er på sikker grund med Holm-gaard - man oplever bestræbelsen for at sætte »alt på sin rette plads«, som udgaven af hans artikler fra1990 blev betitlet. Jens Holmgaard: ...uden at landet besværes. Studier over Frederik 4.'s landmilits med særligt henblik på spørgsmålet om stavnsbånd og bønderkarlenes vilkår i øvrigt. 489 s. Udgiverselskabet ved Landsarkivet for Nørrejylland. Kr. 300 (+forsendelse)