Arne Haugen Sørensen får sit eget museum i Vestjylland

Billedkunstneren Arne Haugen Sørensen og foreningen bag Vestjyllands Kunstpavillion har en fælles idé om at opføre et nyt museum for den 83-årige billedkunstner i Videbæk ved Herning. Planen er, at museet vil kunne indvies i 2017

Grundstammen i det nye museum bliver 74 værker, som Arne Haugen Sørensen har doneret fra sin samling af egne værker.
Grundstammen i det nye museum bliver 74 værker, som Arne Haugen Sørensen har doneret fra sin samling af egne værker. . Foto: Morten Dueholm.

Det har længe været en velbevaret hemmelighed, at billedkunstneren Arne Haugen Sørensen og foreningen bag Vestjyllands Kunstpavillion har haft en fælles idé om at opføre et nyt museum for den 83-årige billedkunstner i Videbæk ved Herning. Men nu er økonomien faldet så meget på plads, at parterne føler sig sikre på, at museet vil kunne indvies i 2017.

Grundstammen i det nye museum bliver 74 værker, som Arne Haugen Sørensen har doneret fra sin samling af egne værker. Når det er sket til netop museet i Videbæk, hænger det sammen med, at han udstillede der i 2014. Arne Haugen Sørensen blev ved den lejlighed meget begejstret for bygningen, der er tegnet af Henning Larsen og indviet i 2012.

Ifølge formanden for Vestjyllands Kunstpavillion Erling Damgaard bliver museet nu udvidet til det dobbelte med en tro kopi af den eksisterende bygning.

”Ringkøbing-Skjern Kommune har vedtaget at give fire millioner til projektet, og den lokale SKAK-fonden giver en million. Vi forventer, at bygningen kommer til at koste omkring 8,5 millioner kroner at opføre, men vi skal nok få resten finansieret via fonde,” siger han og oplyser, at Henning Larsens tegnestue er i fuld gang med tegningerne.

”Med en internationalt anerkendt kunstner som Arne Haugen Sørensen rykker Vestjyllands Kunstpavillion op i en helt ny liga. Det er meget stort,” siger Erling Damgaard.

Arne Haugen Sørensen, der til daglig bor og arbejder i Frigiliana i Sydspanien, har de senere år udsmykket mange kirker i Danmark, blandt andet i Vestjylland, derfor ligner Videbæk et oplagt sted for et museum over hans værker.

”At få et eget museum er ikke mange kunstnere forundt, så jeg er ufatteligt glad og taknemmelig. Det er mit håb, at museet må blive til glæde for mange mennesker og for Videbæk, der har taget initiativ til museet. Det føltes som en åbenbaring første gang, jeg kom forbi den smukke bygning i Videbæk. Her var stedet, hvor vi kunne lave den udstilling, vi altid har drømt om,” sagde Arne Haugen Sørensen, da planerne om det nye museum blev offentliggjort ved et pressemøde for nylig.

Han slog samtidig fast , at grundstammen i museet bliver nogle af hans bedste værker, som han har beholdt for sig selv og ikke solgt til gallerier.

Han håber desuden, at private og museer vil donere og udlåne værker til museet.

Planen er at åbne den nye del af museet i Videbæk med en fælles udstilling af både Arne Haugen Sørensen, hans kone, billedhuggeren Dorthe Krabbe, og to af deres døtre, der også er kunstnere.

Det sker i august 2017, hvor Aarhus og hele Region Midtjylland er Europæisk Kulturhovedstad.