Arvesynd og presseetik

I Danmark forældes en mordsag aldrig. Lige så sikkert er det, at man ikke kan blive dømt kollektivt for et mord. I en helt særlig retssag er disse to forhold repræsenteret, nemlig i forbindelse med den berygtede Blekingegadebande, som for 10 år siden blev dømt i Østre Landsret. Bandens medlemmer blev idømt langvarige fængselsstraffe for røveri, våbenbesiddelse m.m. Men drabet på en politimand under bandens røveri mod postkontoret i Købmagergade i København kunne ingen af dem dømmes for, da anklagemyndigheden ikke kunne bevise, hvem der affyrede det dræbende skud. Selv holdt forbryderne tæt - og dermed blev ingen af dem dømt for det forhold. DR 2's magasin »Paparazzi« havde taget problemet op i onsdagens udsendelse og inviteret forsvarsadvokat Thomas Rørdam og journalist Niels Pinborg og redaktør Bent Falbert fra Ekstra Bladet i studiet til diskussion. Emnet var aktuelt, efter at Ekstra Bladet i lørdags bragte en artikel om fire tidligere bandemedlemmer, som bladet havde opsøgt på deres hjemadresse sammen med en fotograf for at konfrontere dem med det uopklarede mord. Ingen af de fire ønskede mærkeligt nok at bryde sammen og tilstå for åben mikrofon og fotolinse. Flere af dem havde efter udstået straf faktisk gjort temmelig meget for at sløre deres identitet og leve anonymt sammen med deres familier. Men Ekstra Bladet valgte så i avisen i en række billeder at afsløre deres nye adresser, deres nye navne og deres aktuelle udseende. Et forhold som Rørdam karakteriserede som en hævnaktion mod sagesløse familier og en alvorlig fredskrænkelse. Detaljeret fik vi beskrevet en af hustruemes grædende reaktion og bøn om at måtte være i fred. Men som Falbert sagde, havde hun selv valgt sin skæbne ved at gifte sig med et tidligere bandemedlem. l øvrigt var avisen kun ude på at hjælpe politiet med at opklare et mord, og henvendelsen til de fire eks-forbrydere havde et mentalhygiejnisk sigte, nemlig at give dem en chance for at få talt ud og få renset samvittigheden, så de endelig kunne få fred. Det er jo altid vanskeligt at argumentere mod så ædle hensigter, selv om Rørdam gjorde sit bedste. Men mon ikke disse fire er uden for Ekstra Bladets terapeutiske rækkevidde? Mord er en alvorlig sag, og selvfølgelig har en fri presse ret og pligt til at være med til at opklare forbrydelser. Problemet er de menneskelige omkostninger for hustruer og børn til de dømte. Selv om Falbert ikke mente, at avisen overtrådte nogen etiske regler, fordi målet her helliger midlet, så står tilbage, at en række uskyldige mennesker alene hænges ud til offentligt spot og spe uden chance for at forsvare sig, fordi de er i familie med tidligere staffede personer. Omvendt er der jo også et hensyn at tage til den myrdede politimands familie. Også de er ofre. Her havde Falbert et motiv og et godt argument for sin »sag« især over for Rørdams forsvar af de tidligere dømte. Som en af dem skulle have sagt: »Jeg bliver aldrig en del af dette samfund og får aldrig en chance«. Nej, men var det ikke også det, der var bandens ideologiske forsvar for deres forbrydelser. At de ville bekæmpe dette samfund og dets demokratiske rettigheder. Er det så ikke klynk bagefter at ville nyde samme samfunds anerkendelse, især når man går rundt med viden om, hvem der skød og dræbte en betjent, som var ude i samfundets tjeneste! »Paparazzi« havde fat i et interessant etisk dilemma, hvis konklusion er svær at drage. Til gengæld er det da interessant, at man også på Ekstra Bladet opererer med et arvesyndsbegreb.