Astrid Lindgrens datter: Min mor legede mere end os børn

Ligheden med moderen er slående. Astrid Lindgrens 81-årige datter Karin Nyman fortæller om en barndom, der ...

Ligheden med moderen er slående. Astrid Lindgrens 81-årige datter Karin Nyman fortæller om en barndom, der var helt almindelig. Og alligevel helt ualmindelig. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Lindgrensk familieliv anno 1930'erne. Hverdagen var ikke lutter pandekager og abekattestreger som i ...

Lindgrensk familieliv anno 1930'erne. Hverdagen var ikke lutter pandekager og abekattestreger som i Villa Villekulla, men bar alligevel præg af det menneskesyn, som vi møder i Astrid Lindgrens bøger om Pippi og alle de andre. Her er Karin Nyman fotograferet med sine forældre og sin storebror. Foto: Privateje/Saltkråkan

Da hun døde, sørgede stort set hele Sverige sammen med os. Det var fantastisk at få den vældige støtte. Når man mister sine forældre, så er en del af sorgen vel, at de er helt borte, men det er mor ikke på samme måde.

Pippi Langstrømpe fylder 70 år i denne uge. Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman, er måske det menneske, der stod den folkekære forfatter nærmest. Hun fortæller om en barndom, der ikke var ren Villa Villekulla, men alligevel bar præg af moderens fantasi og dybe respekt for børn

I Stockholm på øen Lidingö i den indre skærgård på en villavej, der meget passende ligger for enden af Saga-vägen, bor 81-årige Karin Nyman. Som hun åbner døren, kan man et øjeblik forledes til at tro, at det er hendes mor, Astrid Lindgren, der byder indenfor.

Ligheden er slående. Staturen er slank, og blikket er på én gang venligt og intenst. Hun er klædt i en lys cardigan med guldknapper, der oprindelig tilhørte mama Astrid, som hun siger. Nynnende skænker hun kaffe i et Pippi-krus og tager plads i en rummelig, lys sofa. Hun er omgivet af bogreoler fyldt til bristepunktet, der vidner om en endnu ikke afsluttet karriere som oversætter af både børne- og voksenlitteratur.

Her 70 år efter, at den første Pippi-bog blev udgivet, møder vi Karin Nyman for at blive klogere på, hvordan det var at vokse op, når ens mor hed Astrid Lindgren.

Den folkekære forfatters univers har i en menneske-alder haft en nærmest magnetisk effekt på både store og små og fylder i det svenske gadebillede allerede fra ankomsten i Arlanda Lufthavn. Her hilser et stort portræt af forfatteren de rejsende velkommen til den svenske hovedstad.

Promenerer man ned ad Drottninggatan i det centrale Stockholm frister talrige butikker med Pippi-dukker, Emil-kasketter og Villa Villekulla-dukkehuse. I et stort varehus kan småbørnsforældre købe sig fattige i en tøjkollektion med print af de ikoniske figurer. Drager man længere sydpå i det svenske til Astrid Lindgrens hjemstavn, Vimmerby i Småland, bliver hendes figurer levende i teaterparken Astrid Lindgrens Verden - i børnemunde Pippi-land.

På trods af en interesse, det altså ikke er til at komme uden om, kan Karin Nyman i en alder af 81 år stadig forundres over det store postyr, der omgærder hendes mor. Selvom det også er blevet hverdag.

”Det er blevet så almindeligt. På den ene eller den anden måde bliver jeg næsten mindet om hende hver eneste dag,” siger hun.

Det oplever hun som en gave.

”Da hun døde, sørgede stort set hele Sverige sammen med os. Det var fantastisk at få den vældige støtte. Når man mister sine forældre, så er en del af sorgen vel, at de er helt borte, men det er mor ikke på samme måde. Det er skønt, at hun ikke er blevet glemt,” siger Karin Nyman.

Alligevel skelner hun mellem den officielle og den private Astrid Lindgren.

”Det er to forskellige ting for mig. Når jeg ser hendes portræt i lufthavnen, er det ligesom ikke min mor, men en officiel position, hun indtager. En position, jeg har levet og lever med, men jeg synes ikke, det er sådan, at det går privatlivet for nær. Da hun døde, troede jeg egentlig, at opmærksomheden ville glide ud, og at opstandelsen ville lægge sig, men sådan skulle det ikke blive. Det fortsatte og fortsætter. Det havde jeg ikke troet,” siger hun.

Astrid Lindgren døde som 94-årig i januar 2002, og inden hun blev begravet godt en måned senere, nåede en smålandsk teaterdirektør at melde ud i et interview i Jönköpings-Posten, at man planlagde at opsætte en musical om Astrid Lindgrens unge og svære år, hvor hun som 19-årig fødte en søn uden for ægteskab. Karin Nyman ryster på hovedet og ler overbærende. Katastrofe plus tid er som bekendt lig med humor.

”En musical ligefrem, tænkte jeg. Og hun var ikke engang lagt i jorden endnu. Kunne der ikke være en form for karantænetid?”

Karin Nyman satte sig dengang til tasterne og skrev et undrende brev til teaterdirektøren. Det viste sig, at det blot var en løs tanke, han havde luftet over for avisen. Alligevel blev denne episode et vendepunkt for Karin Nyman. Teaterdirektøren sendte hende et fint svar, fortæller hun. Han skrev til hende, at hun nok måtte berede sig på, at der ville blive skrevet om hendes mor. Også fiktion.

”Dengang tænkte jeg bestyrtet, at man da ikke bare kunne finde på, men langsomt er jeg kommet frem til, at jeg må slippe kontrollen og lade alle fremstille hendes liv og værk, som de ser det,” siger hun.

Det betyder dog ikke, at hun helt overlader sin mors eftermæle til fremmede. Hun følger med og har en holdning til de forskellige bidrag. En tysk biografi kalder hun usand og behæftet med fejl. Omvendt har hun det med den danske forfatter Jens Andersens omfattende og kritikerroste biografi, som hun selv har medvirket til og omtaler som ”mycket bra”.

Dernæst vil hun også gerne fortælle om sin mor og barndommen i lejligheden på Dalagatan nummer 46.

Her boede Astrid Lindgren fra 1941 til sin død, og det var Karin Nymans hjem, indtil hun giftede sig som 24-årig i 1958. Hun så ingen grund til at flytte før.

”Hun var jo blevet alene efter min fars tidlige død, og vi to havde det godt sammen. Derfor var det ganske naturligt for mig at blive boende hjemme.”

Barndomshjemmet står stadig intakt, og på den brune trædør står der stadig ”A. Lindgren” med hvide versaler på et lille sort skilt.

Dalagatan er i dag et lyst, hyggeligt og eftertragtet kvarter i den stockholmske bydel Vasastaden.

Her er små caféer og specialbutikker, og lige på den anden side af vejen fra nummer 46 summer det af liv i Vasaparken. Under de forårsudsprungne trækroner leger børn, mens deres forældre ser til fra bænkene. Ganske som Karin Nyman, hendes storebror, Lasse, og deres mor gjorde det tilbage i 1940'erne. Dengang var kvarteret bare ikke lyst og hipt som i dag.

”Det var meget gråt. Jeg voksede jo op under krigen, og alting var anderledes,” erindrer hun.

Artiklen fortsætter under billedet 

Lindgrensk familieliv anno 1930'erne. Hverdagen var ikke lutter pandekager og abekattestreger som i ...

Lindgrensk familieliv anno 1930'erne. Hverdagen var ikke lutter pandekager og abekattestreger som i Villa Villekulla, men bar alligevel præg af det menneskesyn, som vi møder i Astrid Lindgrens bøger om Pippi og alle de andre. Her er Karin Nyman fotograferet med sine forældre og sin storebror. Foto: Privateje/Saltkråkan

Oftest sad Astrid Lindgren heller ikke på bænken. Hun ville også lege, og det var hun god til som de færreste, husker Karin Nyman.

”Mor syntes, det var sjovt at lege. Hun legede nærmest mere end os børn. Hun levede sig ind i legen på en måde, som ikke var så almindelig,” siger hun.

En leg, der kunne få børn og børnebørn til at hvine af fryd, var, når Astrid Lindgren legede heks. Hun var fæl og farlig og jagtede ungerne rundt i huset og spærrede dem inde steder, hvor de nemt kunne slippe ud. Karin Nyman husker, hvordan hendes mor måtte hidkaldes, når der skulle holdes børnefødselsdag.

”Det var en leg, som alle børn absolut ville lege,” siger hun og beretter om en lille fireårig pige, et barnebarn til Astrid Lindgrens bror Gunnar, der sagde:

”Det er lidt skørt, for vi ved jo godt, at hun ikke er en rigtig heks, men det tror hun selv!”

Selvom leg og højtlæsning fyldte meget i det lindgrenske hjem, var Dalagatan ikke Villa Villekulla.

”Vi var en helt almindelig familie. Far, mor og to børn. Og det var ikke som hjemme hos Pippi. Vi skulle gå i skole, opføre os ordentligt, gå i seng i tide og alt det der,” slår Karin Nyman fast.

Artiklen fortsætter under billedet 

ARKIV 1948 - Bonnierarkivet. Barnboksförfattarinnan Astrid Lindgren. Foto: Bonnier Arkiv Kod: 3001 COPYRIGHT ...

Karin Nyman (th) med sin mor, Astrid Lindgren, i 1948. Foto: Bonnier Arkiv / Scanpix

Selvom hun ikke måtte sove med fødderne på hovedpuden og spise pandekager, som hun lystede, bar hjemmet alligevel præg af det menneskesyn, vi møder i bøgerne om Pippi og alle de andre.

”Mor havde en vældig solidaritet med børn og kunne meget let leve sig ind i, hvordan det var at være barn. Hendes grundindstilling var, at børn er mennesker præcis som voksne. Og det prægede min opvækst. Jeg oplevede at være forstået,” siger hun.

Dengang var det mest almindelige nok, tænker Karin Nyman, at forældre mente, at de vidste bedst, og at børn skulle gøre, som deres forældre ville, uden yderligere diskussion.

Sådan var det ikke hjemme hos jer? Din mor mente ikke, at hun vidste bedst?

”Nej, eller jo, hun syntes måske, hun vidste bedst, men hun mente ikke, at vi børn nødvendigvis skulle gøre, som hun syntes. Hun kunne ligesom se, at man kunne have andre og egne interesser,” ler hun.

Hun mener ikke, at hendes mor opdrog ud fra bestemte pædagogiske principper, men det, der står stærkest tilbage i hendes erindring om moderen, er, at hun overalt bibragte hende en tryghed.

”Jeg vidste, at hun altid ville passe på mig og være der for mig,” siger hun og lader øjnene vandre ud gennem den lyse stues store vindues-parti.

Blikket er på én gang roligt og stærkt og minder igen om den slående lighed med moderen.

Ligner du også din mor af sind?

”Ja, men ikke på alle måder. Hun havde en stærk og intens oplevelse af sin omverden. Krige og menneskeskæbner påvirkede hende i langt højere grad, end de påvirker mig. Hun tog det ind og blev ked af det. Men samtidig havde hun en humoristisk sans og deri en evne til at håndtere livet. Hun rummede en sårbarhed og oplevede jo flere svære ting i livet. Her håber jeg, jeg ligner hende. Jeg har i hvert fald en stor sympati for hendes måde at håndtere livet på,” siger hun.

Karin Nyman mener selv, at hendes liv på mange måder har været lettere end moderens. Hun kan se tilbage på et langt liv, hvor hun siden 1958 har været gift med Carl Olof Nyman, med hvem hun har fire børn og 10 børnebørn.

En af hendes sønner er direktør i familiefonden Saltkråkan, der administrerer rettighederne til Astrid Lindgrens værker. Men hele familien, også de yngste børnebørn, der ikke kendte deres oldemor Astrid, er hver på sin vis en del af en familiefortælling, som har hele verden som tilskuer.

Karin Nyman fortæller en lille anekdote fra dengang, da hendes ældste barnebarn var fire år. Den lille gut var i børnehave, og en pædagog ville læse en af Astrid Lindgrens historier højt. Da sagde han:

”Forfatteren er faktisk en nær slægtning og en god ven af mig.”

”Ligesom jeg kan mine børnebørn have svært ved at forstå, at mor er så berømt,” siger hun.

Men en reol i hjemmets pulterkammer rummer den fysiske årsag til berømmelsen. Karin Nyman tager den ene klassiker ud efter den anden.

De er her alle sammen: ”Kitte Kry”, ”Ronja Røverdatter”, ”Brødrene Løvehjerte”, ”Grynet”, ”Lotte fra Ballademagergade”, ”Mio min Mio” og alle de andre. I originale udgaver.

”Når et af mine børnebørn skulle have læst historie, da han var yngre, lød det ofte: 'Men ikke noget Astrid Lindgren!',” ler hun.