Både dødirriterende og rørende beretning om biernes - og vores - liv

Norske Maja Lunde romandebuterer med en kulturkritisk dystopi

Biernes liv bliver beskrevet nænsomt og poetisk, og de biologiske fakta om parring, bestøvning, larver, dans, sprog, droner og bidronninger bliver rullet ud, skriver anmelder.
Biernes liv bliver beskrevet nænsomt og poetisk, og de biologiske fakta om parring, bestøvning, larver, dans, sprog, droner og bidronninger bliver rullet ud, skriver anmelder. . Foto: Henrik Pyndt Sørensen.

3 stjerner

Norske Maja Lunde ser ligeså let og kernesund ud, som det kan forventes af en nordmand, her på omslaget af sin romandebut ”Biernes historie”; en moppedreng på 450 sider.

Men hun er faktisk en tung dame. Der er blevet researchet her – og der er en mission bag bogen.

På sidste side takker forfatteren både zoologer, biavlere, historikere og litterater, og det giver et meget godt billede af, hvad dette er for en bog: En fakta-baseret, klima-økologisk dystopi, hvor menneskene er lige så dumme som dyr, og dyrene er lige så kloge som mennesker (burde være).

”Biernes historie” flyver højt og griber fat i tematikker, som man normalt mest hører om i nyhedernes klimadebatter.

Bogen begynder der, hvor det ER gået galt, nemlig i år 2098, hvor jorden er i zoologisk fødevare- og teknik-katastrofe, efter noget, der bliver kaldt ”Kollapset”.

I Kina hænger Tao oppe i træerne i en snor og håndbestøver blomsterne, så de kan få frugt og mad, for alle bier er døde. Hendes liv ligner en slaves, ingen frihed, der er fascistisk-kommunistiske tilstande, og som arbejdsbier (!) slæber menneskene sig magre omkring og forsøger at overleve. Kun hendes mand og lille søn gør hende lykkelig.

Så klipper romanen til George i Ohio i 2007, han har en dejlig kone, en søn og en effektiv honningfarm – og derpå klippes endnu længere tilbage til 1852, hvor biavleren William er depressiv, fordi hans bikube-opfindelser bliver ved at mislykkes.

Han er far til otte og orker bare ikke længere at stå op af sengen. De tre fortællinger kommer tættere på hinanden i løbet af romanen, og til slut får læseren en forklaring på, hvorfor vi lige skulle høre om netop de tre livsforløb.

Bogens hovedpersoner er nu mest insekterne!

Biernes liv bliver beskrevet nænsomt og poetisk, og de biologiske fakta om parring, bestøvning, larver, dans, sprog, droner og bidronninger bliver rullet ud.

Har man altså en lille David Attenborough-naturfreak indeni, er det dødspændende med dette kig ind i en verden, der fungerer tavst ved siden af os mennesker – og som i dette dyrs tilfælde er grundlaget for, at vi kan spise, leve og trække vejret.

Ganske umiddelbart går tankerne til et par andre forfattere, der overlegent har leget med både det dystopiske gys og med kriblende biologisk forskning – nemlig britiske A.S. Byatt og canadiske Margaret Atwood, der begge i bøger som ”Angels and Insects” (”Engle og insekter”) og ”Oryx and Crake” (”Oryx og Crake”) har brugt biologiens verden som udgangspunkt for en analyse af menneskets tilstand og dumheder.

Men hvorfor sammenligne? Jo, der er en god grund.

Begge forfatterskaber er gennemsyret af et skarpt, feministisk blik og et kønssyn, hvor (nogle) mænd er destruktive og ubevidste orkaner, der smadrer verden omkring sig.

Således også her hos Maja Lunde, hvor de fleste af mændene er drevet af dunkel selvmedlidenhed, egoisme og begær – mens kvinderne styrer dem eller drager omsorg for dem, som mødre, elskerinder, dominatrixer, bidronninger og livgivere.

Skal man læse den?

Det kommer an på, hvem man er! Under læsningen blev jeg mange gange både dødirriteret og rørt til tårer – irriteret over den lidt patetiske staccato-tone, hvori der fortælles om menneskenes dårskaber, og rørt, fordi beskrivelserne af naturens ufatteligt sindrige mekanismer – og især afsnittene om biernes liv – er virkelig smukt og behændigt skrevet. Det er en alvorsmand, der skriver her, og man fornemmer en mission.

Maja Lundes øko-holistiske idealer er ikke til at tage fejl af , men hun har alligevel en kvik pointe, der gentages nogle gange igennem bogen.

Lunde prøver faktisk ikke at dutte os på, at vi skal tilbage til naturen og være skæggede veganer-hipstere, der lever af det, vi kan finde i skovbunden.

Hun siger tværtimod, at vi skal være kloge. Vi skal ikke leve som dyr, men derimod tænde for vores unikke intelligens: Mennesket kan kun overleve, hvis det netop tæmmer naturen i sig selv, lidenskaberne, egoismen, pengegriskheden, storhedsvanviddet og aggressionerne.

kultur@k.dk