På et tidspunkt i 1960'erne opfordrede den tyske forfatter Peter Weiss sin kollega Hans Magnus Enzensberger til for alvor at vælge side. Midt i de politiske kampe om studenteropgøret undlader Enzensberger ifølge Weiss at tage stilling, han skifter løbende mening uden for alvor at bekende sig til de revolutionære idealer på datidens venstrefløj.
Enzensbergers svar i det dengang toneangivende tidsskrift Kursbuch, som Enzensberger selv havde grundlagt, er sigende. Han skrev blandt andet: ”Jeg har ikke brug for et modsætningsfrit verdenssyn. I tvivlstilfælde afgør virkeligheden.”
Kontroversen med Weiss bliver ikke omtalt i de selvbiografiske optegnelser, som den efterhånden 85-årige Hans Magnus Enzensberger udgav sidste år i Tyskland under titlen Tumult“, og som nu er udkommet på dansk i en fin oversættelse af Per Øhrgaard.
Men udsagnet er typisk for Enzensberger og hans utrættelige forsøg på gennem livet at undgå ideologisk fasttømrede verdenssyn - og at blive sat i bestemte bokse, som påstår at give en entydig forklaring af virkeligheden.
Dermed ikke sagt, at Enzensberger ikke hørte til på den politiske venstrefløj i 1960'erne og 1970'erne. Som hans selvbiografiske optegnelser atter engang tydeliggør, bakker han op omkring den ”udenomsparlamentariske opposition“ dengang, og han havde nære personlige og politiske forbindelser til de fleste af de forskellige aktører i de tumultariske tider:
Studenteroprørets leder Rudi Dutschke brugte hans lejlighed i Berlin til diskussionsrunder med sine venner. Den senere terrorist Ulrike Meinhof kiggede forbi på vej ind i illegaliteten, og i en overgang boede sågar den berømte ”Kommune 1“ - der på provokerende vis sigtede efter et liv uden for de borgerlige konventioner - i Enzenbergers hus.
Enzensberger skænker et interessant og underholdende tilbageblik på disse tiders begivenheder. Eller snarere: på det, som han husker fra dem.
Som han flere gange understreger i de selvbiografiske optegnelser - der delvist er opbygget som en stridig dialog mellem den 85-årige forfatter og hans daværende, yngre selv - er minder fra fortiden nemlig så ustrukturerede og især så upålidelige, at det ville være meningsløst at forsøge at skabe orden i dem.
Det gælder snarere om at gengive de tumultariske erindringer om en uklar tid uden at skabe en falsk enhed i dem, uden at give dem en entydighed, som de netop ikke har for den erindrende selv.
De forskellige kapitler i bogen er derfor også ofte præget af associative hop fra det ene emne til det andet og indeholder især et hav af anekdoter og fortællinger, der handler om såvel store politiske begivenheder som om private, ægteskabelige udviklinger.
Enzensberger har den fantastiske egenskab at illustrere historien i små historier, at fortælle begivenhederne i enkelte episoder, der ofte er mere sigende end de store og generelle overvejelser eller refleksioner.
Dette gælder ikke mindst hvad de mange rejser angår, som skildres i bogen. Den er fyldt med fremragende, underholdende og skarpsindige anekdoter fra det tidligere Sovjetunionen, Cuba, Norge, USA og utallige andre steder i verden, hvortil Enzensberger af internationale kollegaer eller kulturpolitikere blev inviteret.
På underholdende vis fortæller han om store, internationalt kendte forfatteres særegenheder og om møder med eksempelvis Khrusjtjov, Kissinger eller Castro.
Beretningerne er både underholdende og interessante: Enzensberger indtager her rollen som den deltagende iagttager, der hele tiden forbliver utilpasset, men samtidig er tæt nok på begivenhederne til at kunne fortælle om indsigter, der ikke var mange andre i tiden forundt. Det er fremragende læsning.
Enzensbergers bog er blevet rost for de beretninger om hans private liv, som den også indeholder. Men i realiteten skal optegnelserne fra årene 1963 til 1970'erne især læses som et tilbageblik på en politisk tid, der var mere kompleks, end man i de nutidige, ofte meget forsimplede debatter ellers får indtryk af.
Enzensberger er her tro mod sine - og sine venners - overbevisninger fra dengang uden derfor at ville retfærdiggøre alle fejltagelser. Som han skriver et sted i bogen: ”Bagklogskab er ingen kunst. Men så har man for længst glemt, hvordan det hele så ud dengang.”
Sammen med Günter Grass, Heinrich Böll og Siegfried Lenz har Enzensberger præget den tyske efterkrigslitteratur dybt. Med ”Tumult” foreligger nu hans personlige blikke og perspektiver på fortiden, der samtidig viser ham som en ægte kosmopolit, der aldrig helt har kunnet placeres et bestemt sted.
Vil man forstå tiden fra dengang uden forsimplende bagklogskab, er denne bog et glimrende udgangspunkt. Den er hele vejen igennem anbefalelsesværdig.
kultur@k.dk