Hollywood-epos er balsam for den hårdtarbejdende hobs sjæle

Som altid hos Joel og Ethan Coen lyser birollerne op. Også i ”Hil Cæsar”, der er en indtagende ...

Som altid hos Joel og Ethan Coen lyser birollerne op. Også i ”Hil Cæsar”, der er en indtagende paradeopvisning af, hvad Hollywood formåede i 1950'erne. Her ses George Clooney som den spejlblanke førsteelsker Baird Whitlock. - Foto: UIP

film
Five stars

”Hil Cæsar” er endnu et humoristisk pletskud fra Joel og Ethan Coen, der forfører med Hollywood-pastiche og betagende bifigurer

Beretninger om misbrug og udenomsægteskabelige affærer i Hollywood er konstant tilgængelige i de traditionelle tabloidmedier, på blogs og tv. Stjernerne er blevet afmystificeret.

Sådan var det ikke i 1950'erne. Dengang var Hollywoods største helte mytiske ikoner på lærredet, og de store filmselskaber kæmpede for at bevare illusionen i virkeligheden.

Skuespillerne havde livstidskontrakter, og selskaberne havde såkaldte ”fixere” ansat, hvis job det var at sløre de mindre glamourøse sider af stjernernes liv. Aborter, homoseksualitet og kommunistiske sympatier blev effektivt holdt skjult for offentligheden for at fastholde filmenes drømmeverden - og tjene penge.

I Joel og Ethan Coens nye Hollywood-epos er det netop en sådan fixer, der er hovedpersonen. Josh Brolin spiller Eddie Mannix, der er plaget af moralske kvababbelser over arbejdets karakter. Han befinder sig konstant i et eksistentielt limbo - spændt ud mellem at være en introvert og troende katolsk familiefar og en kynisk fixer, der ikke viger tilbage for hverken bestikkelse eller lussinger.

Portrættet af Eddie Mannix viser filmens dobbelthed som både en hædrende hyldest og kærlig kritik af Hollywood. Og ”Hil Cæsar” spiller konstant på de to strenge.

For selvom ”Hil Cæsar” delvist er en ideologikritisk undersøgelse af studieforholdene i Hollywoods storhedstid, forbliver den samtidig så vidunderligt oppe på overfladen. Den forfører med ekstravagante indslag, der mimer filmbyens storhedstid og minder om, hvorfor 1950'erne netop bliver kaldt Hollywoods guldalder.

Det sker i flere uforglemmelige sekvenser, hvor kameraet og historien skifter fokus fra at handle om Eddie Mannix til i stedet at lade studiets aktuelle filmoptagelser fylde hele lærredet.

Scarlett Johansson er svømmemusicalstjernen DeeAnna Moran med reference til virkelighedens Esther Williams. Johansson er den perfekte inkarnation af en 1950'er diva, skruet ned i et grønt havfruekostume. Flankeret af synkronsvømmere brillerer hun i en fabulerende fremvisning af Hollywoods virkelighedsfornægtende ekstravagance.

Også en magisk sekvens med Channing Tatum som dansestjernen Burt Gurney lever uovertruffent op til det, filmens fortællerstemme kalder ”balsam for den hårdtarbejdende hobs sjæle”. Sang, dans og step med 30 unge mænd i matrostøj på en bar er et præcist nostalgisk portræt af lignende scener fra Hollywoods bagkatalog med Fred Astaire eller Gene Kelly - her dog med et homoerotisk tvist, der aldrig ville have fundet vejen gennem det puritanske Hollywoods nåleøje.

Josh Brolin er fremragende som den martrede Eddie Mannix, men som det ofte er tilfældet i en Coen-film, er det birollerne, der lyser klarest. Ikke blot allerede nævnte Scarlett Johansson og Channing Tatum glimter i ”Hil Cæsar”.

George Clooney er den spejlblanke stjerne Baird Whitlock, som bliver bortført af kommunister, men aldrig rigtig forstår hverken situationen eller kidnappernes teser om filmselskabernes kapitalistiske bedrag.

Ralph Fiennes er eminent som den affekterede instruktør Laurence Laurentz, der kæmper med en lige så velspillende Alden Ehrenreich som cowboyskuespilleren Hobie Doyle, der skal forsøge at begå sig i Laurentz' salondrama. Også Tilda Swinton stråler som sladderjournalist.

Plottet er - typisk for brødrene Coen - karakterbåret, og selv kidnapningen af Baird Whitlock tjener mest som en undskyldning for at lade karaktererne udfolde sig endnu mere. Bag bortførelsen står en gruppe forsmåede manuskriptforfattere, der under navnet ”The Future” har taget kommunismens idealer til sig, men også her forbliver ”Hil Cæsar” på overfladen. Det gør dog ikke noget, for den er rasende underholdende og medrivende.

Men det er, når pasticherne over de klassiske Hollywoodfilm overtager ”Hil Cæsar”, at magien for alvor træder frem. Fortællerstemmen fortæller, at filmene er ”årets kvote af drømme ud til de trætte masser.”

Og det er herligt at være en del af denne stumme masse. Læne sig tilbage og forføres af en paradeopvisning af, hvad Hollywood formåede i 1950'erne med storladne kulisser, fantastisk scenografi og smagfulde kostumer i klassisk underfundig Coen-versionering med skuespil og dialog i verdensklasse.

Egentlig er filmen ikke meget mere end det. Men når det er Joel og Ethan Coen, der leverer, er det også mere end rigeligt.