”For ham ville jeg have været en skamplet, en bastard, som kastede smuds på familiens ære. Min bedstefar ville helt sikkert have skudt mig.”
Når man hører titlen på Jennifer Teeges gribende og gruopvækkende bog ”Amon - Min bedstefar ville have skudt mig”, tror man næsten, at der er tale om titlen på en pjattet fortælling for børn. For der er da ingen bedsteforældre, der skyder deres børnebørn. Er der vel?
Svaret kan selv ikke Jennifer Teege levere, for det er og bliver hypotetisk. Men hun føler sig dog overbevist om, at hendes bedstefar, også kendt som Slagteren fra Plaszów, ikke ville have set med nådige øjne på et sort barnebarn, undfanget uden for ægteskab, og som til og med talte hebraisk og havde boet fire år i Israel.
Jennifer Teege er datter af en tysk mor og en nigeriansk far. Hun blev allerede som spæd afleveret på et børnehjem, fordi hendes mor ikke mente sig i stand til at tage sig af hende.
Senere kom hun i en plejefamilie, der endte med at adoptere hende. Hendes kontakt til mor og bedstemor er meget sporadisk, og hun må, som så mange andre børn, der er blevet givet bort, igennem en kamp om identitet og selvværd, hvilket hos hende kommer til udtryk i en række voldsomme depressioner.
Da hun er 38 år, befinder hun sig imidlertid et godt sted i livet. Hun er lykkeligt gift, mor til to drenge og har et inspirerende arbejde. Men forestillingen om det gode liv bliver slået til pindebrænde, da hun en dag falder over en bog på biblioteket. Den handler nemlig om hendes mor. Og ikke mindst om hendes mors forhold til sin far, Jennifers bedstefar, Amon Göth. Bogens titel siger alt: ”Jeg må dog elske min far. En selvbiografi af Monika Göth, datter af kz-kommandanten fra 'Schindlers liste'.”
Sandheden kommer som et chok for Jennifer, selvom hun faktisk allerede kender sin bedstefars historie - uden dog på nogen måde at ane, at den også er hendes. Amon Göth var nemlig Oskar Schindlers onde tvilling i Stephen Spielbergs filmatisering, og særligt en scene har bidt sig fast i Jennifers erindring: Amon Göth, der står på altanen i sin villa og skyder jødiske lejrfanger som sin helt egen morbide form for morgengymnastik.
”Amon - Min bedstefar ville have skudt mig” følger Jennifer Teege på den rejse i bedstefaderens fodspor, som kommer til at skrive hele hendes familiære fortid om: Fra hun opdager den hemmelighed, som hendes familie har holdt skjult for hende, til hun sammen med sin israelske venindes søn og hans skoleklasse taler ved mindesmærket ved Plaszów og fortæller sin historie - og til sin overraskelse oplever de jødiske børns forståelse og tilgivelse.
Der er en lidt besynderlig todeling af fortællestemmen i bogen, som skaber en vis redundans. Jennifer Teeges egen åbenhjertige personlige jeg-fortælling fungerer bedst, mens medforfatterens tredjepersonsfortæling, der dels lægger det strengt historiske og faktuelle spor, dels betragter Jennifer udefra, har en tendens til at blive enten voldsomt faktuel eller alt for damebladsagtig, som for eksempel her:
”Når Jennifer Teege taler om sin bedstemor, bliver hendes stemme blød, hendes øjne stråler. Hun vakler mellem afstandtagen og sympati, mellem angreb og forsvar.”
Det gør bogen, der generelt har et højt klichélag, en kende mere kulørt, end den egentlig er, men det rokker dog ikke ved, at den begavet og indsigtsfuldt tager livtag med et historisk og nationalt traume såvel som med et personligt: Som for så mange andre af nationalsocialisternes børn og børnebørn er der blevet løjet for Jennifer Teege, og for hendes mor, og derfor vakler de begge - på grund af en helt iboende familiær loyalitet - mellem en glorificering af deres ophav og et grænseløst had, hvilket for mange af dem fører en livslang kamp for soning med sig.
Man er altid tvunget til at forholde sig til sin egen slægt og sit eget ophav. Men når efternavnet lyder Goebbels, Göring eller Göth, så er det en næsten umulig opgave. For hvis et begreb som arvesynden vitterlig eksisterer, lever ondskaben og afstumpetheden så videre i en selv? Måske ikke, hvis man evner at tale om det.
Som en af de psykoanalytikere, som Jennifer Teege har frekventeret, formulerer det:
”Vold og forråelse sætter sig dybe spor i de generationer, der følger efter. Det, der gør syg, er imidlertid ikke selve gerningerne, men det, at de bliver fortiet. Denne ulyksalige tavshedskonspiration i gerningsmændenes familie, som ofte strækker sig over generationer.”