Over sofaen i Bent Melchiors lejlighed i København hænger et maleri af Maja Lisa Engelhardt, der skildrer Moses' møde med Guds herlighed. Moses ønskede sig stærkt at se Gud, der havde ledt ham og jøderne ud af Egypten, men Gud viser sig ikke. Moses fik besked på at stille sig i en mørk klippespalte, hvor Gud kastede sin hellige stråleglans over ham.
”Det er det tætteste, jeg kommer på noget af det mest forbudte i jødedommen, nemlig afbildning af Vorherre,” siger Bent Melchior med et grin og i sit vanlige gode humør.
Lyset i mørket er også et tema i den jødiske kalender i denne måned, hvor jøder i hele verden har tændt den ottearmede lysestage for at mindes dengang, da grækerne ødelagde det første tempel i Jerusalem. Trods overmagten vandt en lille jødiske milits mod alle odds templet og friheden tilbage - for en stund.
Jødisk historie er præget af forfølgelse og frygt for livet fra vanhelligelsen af det gamle tempel 100 år f.Kr. til mordet på den danske jøde Dan Uzan foran synagogen i København i februar.
Bent Melchior har selv oplevet dødsangsten flere gange. Da han som 15-årig flygtede fra nazisterne over Østersøen med sine forældre og nogle år senere som soldat i den israelske uafhængighedskrig i 1948. Som overrabbiner i Danmark har han gennem tiden modtaget et utal af dødstrusler.
Der er nok at være bange for i afslutningen på et år, hvor jøder er blevet dræbt i Frankrig og Danmark. Men Bent Melchior finder fortsat trøst i sin tro og uudslukkelige, smittende optimisme.
”Jeg mærker ikke længere den frygt, jeg oplevede under flugten til Sverige. Min erfaring har gjort, at jeg har viet meget af mit liv til flygtningesagen, og på den måde er der jo kommet noget positivt ud af situationen,” siger Bent Melchior fra sin lænestol.
Herfra tager han den øgede frygt for terror også herhjemme med ophøjet ro.
”Jeg er ret betænkelig ved de voldsomme reaktioner fra enkeltpersoner og i samfundet, der kommer, hver gang der sker noget dramatisk. Så får skruen en yderligere drejning, og vi er nærmest kommet derhen, hvor jeg føler, vi ødelægger vores frie samfund ved at give os på en række områder og dermed giver terroren den sejr, den søger.”
I juli 1985 blev synagogen i Krystalgade første gang udsat for et terrorangreb, da en bombe blev udløst og ødelagde store dele af bygningen. Mirakuløst var der ingen ofre hverken i synagogen eller i den jødiske ældrebolig i baggården. Dengang var Bent Melchior overrabbiner og insisterede på, at livet hurtigt skulle gå videre.
”Stedet lignede bogstaveligt talt Jerusalems ødelæggelse, og det første, jeg gjorde, var at tilkalde en glarmester. Det undrede politiet sig meget over, for først skulle stedet jo tjekkes for flere bomber, ryddes op og efterses af forsikringsselskabet. Mit svar var, at jeg havde en gudstjeneste om lørdagen.Terroren skal ikke ødelægge min verden.”
I sin prædiken til menigheden sagde Melchior, at de danske jøder havde vundet ved at samles igen så hurtigt, og han henviste til den gamle jødiske sætning: ”Verden er som en smal bro, det afgørende er ikke at blive bange.” Det billede er blevet brugt ved flere lejligheder og igen efter drabet på Dan Uzan.
Det er en fejl at føle mere angst i dag, mener Melchior, der roser Uzans forældre for at svare igen med holdningen, at ondskab skal bekæmpes med godhed.
”Jeg har grædt tårer over, at vores Dan blev skudt. Men vi skal ikke trække fronter op, særligt ikke nu. Situationen er snarere en anledning til at forsøge at finde ud af, hvordan vi kan være her alle sammen,” siger Bent Melchior.
Han mener ikke, at det er særlig jødisk at være evig optimist:
”Det tror jeg ikke. Men jeg er grundlæggende et religiøst menneske og har en tro på livet som en guddommelig gave. Det betyder ikke, at jeg er mere forsikret til at overleve. Det er i strid med min oplevelse af Vorherre. Jeg tror, livet har et formål, og hvornår min del af det er udfyldt, aner jeg ikke. Men jeg er af den klare overbevisning, at intet er tilfældigt, og det er i sig selv beroligende,” siger han og peger alligevel på en optimisme i jødedommen.
”Mange peger på en lang række katastrofer og forfølgelser, når de taler om jødedommen. Men det er en helt forkert måde at se på religionen. Alt det er en konsekvens af udefrakommende hændelser. Grundindholdet er optimistisk, og vi taler eksempelvis ikke om en dommedag. Vi taler derimod om messianske tider, der betyder, at verden altså går frem og ikke tilbage.”
De messianske tider kommer ifølge den tidligere overrabbiner ikke som en frelsende person.
”Det kan være, at når vi når dertil, er der en person, der på en måde går forrest. Men de messianske tider er ikke noget, der sker ved et fingerknips. Det er hårdt arbejde over lang tid og kræver en indsats fra alle mennesker. Vi har alle et ansvar. For mig giver den messianske idé meningen med livet og er et incitament til at forbedre verden. Der er lang vej endnu. Messias er symbolet på fred og tryghed, at det enkelte menneske kan føle sig tryg og møde et andet menneske uden at være bange.”
Han fortæller om profeten Elias, der er knyttet til tanken om de messianske tider og blev sendt til himmels i en ildvogn, hvor han ifølge jødisk tradition venter på at bebude Messias' komme. I sin ensomhed i ørkenen siger han til Vorherre: ”Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre.”
”Den sætning har jeg studset en del over. For hvor indbildsk kan man være at tro, at vi er bedre end vores mor og far. Hvad vil Bibelen fortælle os med det? Jeg tolker det sådan, at vi skal forbedre den verden, vi har fået overdraget af vores forældre med stort og småt. Ellers har livet ingen mening. Det kan være et venligt smil eller en gave til noget positivt,” påpeger Melchior.
De jødiske tekster er ifølge ham fattige på filosofiske betragtninger, hvor der kan søges hjælp til at finde håb og en tro på livet i svære tider. Han trækker hellere på sin livserfaring, når han skal give gode råd.
For Melchior er der virkeligheden, og så er der troen. Og troen får mange til at overleve på trods, det har historien bevist, siger Bent Melchior og fortæller en historie fra Auschwitz, hvor der blev holdt en retssag om Guds eksistens.
”Man forstår, hvorfor mange tvivlede. Lederen af dommertribunalet konkluderede også, at der ikke kunne være en Gud, og sagde så, at det var på høje tid at sige aftenbøn. Når vi i denne måned fejrer hanukkah, lysets fest, så handler det i disse dage om at fejre friheden til at være jøder selv i en håbløs situation. Det samme gælder fejring af udgangen af Egypten. For måske var der ingen israelitter i ørkenen dengang, men jeg vil fastholde at feste med samme intensitet.”