Fem ud af seks stjerner.
Ved mødet med Karen Gabel Madsens billeder ledsages man til stadighed af en udfordrende tvivl: Hvor er vi, og hvad er det, vi ser? Billederne kan indimellem virke som flimrende udsigter fra et tog i høj fart.
Hun er optaget af transport. Men det er en transport af ingen. Menneskene er fraværende. Kun deres omgivelser er tilbage. Tomme banegårde som om resten er op til spøgelserne. De enkelte urskriver, der findes, er uden tal. Uden tid. Køreplaner har ikke en chance.
LÆS OGSÅ: Opgøret med en smertefuld opvækst
Og så er der bilerne, disse tomheder omgivet af blik. En vrimmel af alt for meget blik i en dyster, grå stemning af et regnvejr, der tilsyneladende aldrig holder op. Meningsløsheder på fire travle hjul. Turene er, forekommer det, evindelige pendlinger fra ingenting til ingenting. Hurtigt skal det gå, ellers når de travle uden eksistens ikke mere af dette ingenting, der tilsyneladende er alting.
Også Laila Westergaards skulpturer udfordrer med den spænding, der ofte findes i dem. Spændingen mellem tyngde og lethed. Hun har i anden sammenhæng nævnt sin drøm om at skildre skyernes lethed i en skulptur.
Hun erkender, at det aldrig er lykkedes. Og måske netop derfor er drømmen til stede som en længsel i mange af hendes skulpturer, længselen efter at gøre det tunge let, at kunne fastholde noget flygtigt i et bestandigt materiale.
Et eksempel på dette er et alterbord i blå granit. På overfladen har Laila Westergaard udført et mønster, der virker så realistisk, som er det, hvad det foregiver at være: en enkelt vævet hørdug, der ikke ligger i, hvad der kunne ligne pertentlig, nystrøget orden. Og det er der en pointe i. Med kunstnerens formulering: Kristendommen bringer mennesket trøst og ro, men samtidig en vis grad af uro. Hvis troen bliver for pæn og rigtig, mister den sin kraft.
Alterbordet har ikke fået plads i en kirke, men burde have det.
Det overordnede tema hos Karen Gabel Madsen er forholdet mellem arkitektur, natur og perception. Hun arbejder med flere lag, både med foto og maleri, eller i hvert fald med fragmenter af maleri i form af visse farvestriber: landskabelige abstraktioner. Monumentale bygningsværker rejser sig på billede efter billede. Hvad er nært, og hvad er fjernt? Sammen med det spørgsmål rejser man frem og tilbage mellem lagene uden helt at vide, hvad der er frem og tilbage.
Billederne giver umiddelbart et udbytte, uden at man nødvendigvis er i stand til nærmere at beskrive det. De rummer altid mere end ordene om dem og bør jo også gøre det. Den verden, der åbenbarer sig, virker sært drømmeagtig. Både kendt og fremmed. Som om vi oplever fragmenter af en civilisation indsat til beskuelse på et museum, isoleret i kritisk gennemlysning.
Del af en stor historie hedder et stort og overrumplende billede, der er meget forskelligt fra Gabel Madsens øvrige. Det er så enkelt, som det næsten overhovedet kan være og viser en halvvissen buket på en baggrund, der er hvid som kridt. Et gådefuldt dragende værk, hvis indhold er mindre enkelt end formen.
Kniplingestol ja, det lyder nærmest blødt. Men da det er en skulptur af Laila Westergaard, drejer det sig naturligvis om granitkniplinger. Blød virker stolen alligevel. Og man kunne godt finde på at konfrontere sin bagdel med den. Men det er vel forbudt.
Jeg er en stol, udbryder en anden af hendes skulpturer. Den er fyldt med ord, som man kan læse, hvis man har den fornødne tålmodighed. Laila Westergaard arbejder i det hele taget meget med ord i sten. Hendes mange små relieffer rummer korte udsagn, der minder om digte. Stendigte. Berørt af dit blik, lyder et af dem. Som en hilsen til udstillingens titel. Vores berøring med blikket af værkerne giver os en slags andel i dem. Blikket tager dem med sig ud i den verden, der er medansvarlig for deres eksistens.
Et meget nærværende værk i sort kinesisk granit benævner Westergaard både som sjælehav og som tæppe. Men det opleves først og fremmest som hav. I dets dyb driver mennesker omkring i forskellige grader af fangenskab og frihed. Ganske vist (tror jeg nok) en relativ frihed. Og et sted dernede skænkes der kaffe af ingen til ingen, en kaffe så sort som stilheden.
Hvad er det, der sker? Den, der bliver tilpas længe dernede i sjæledybet, får en slags svar. Men muligvis er det mere tydeligt for sanserne end for intellektet. Det bliver det imidlertid ikke mindre virkeligt af.
Den samlende titel siger det næsten selv: man bliver Berørt og det af begge kunstneres værker. De står fint til hinanden og giver en koncentreret, intens oplevelse. Når man forlader udstillingen, er sindet som en dirrende stemmegaffel.