Bertelsen på P1

TV/RADIO

radio/tv-anmelder

I tirsdags fik den 35-årige Mikael Bertelsen sit eget radioprogram, »Bertelsen på P1«.For sådan hedder det jo i disse individualistiske tider. Koplev, Risgaard, Friis, Lindsø, Schack, Leth og nu altså Bertelsen, alle har de hver især »fået« et radio- eller tv-program. Det er deres, mere end det er lytternes, må man forstå. Og sådan er vi så blevet vant til, at det skal være. De lægger navn til.

Jeg mener at kunne huske, at det var en manér, der i sin tid blev indledt med »Højlunds Forsamlingshus«. Værten blev hovedpersonen. Hvad det betyder for opfattelsen af programmet, kan man bedst forstå, hvis man foretager følgende tankeeksperiment: Hvordan ville vi reagere, hvis »Folk og kirke« kom til at hedde »Laugesen på P1«, eller hvis »Mennesker og tro« pludselig tog navneforandring til »Hjemme i Tines præstegård« - sådan a la P1-programmet »Hjemme i Nannas køkken«? Mon ikke mange ville reagere med et: »Hov-hov, må vi være her?« - Dette være sagt, fordi der dermed også skal siges et: »Hold nu, lad ikke denne manér tage overhånd.« Bevar f.eks. både »Herreværelset«, »Der var engang«, »Mennesker og medier« samt »Ret og pligt«. For egentlig er det jo hverken Ifversen, Groth, Jensen, Clausen eller Reintoft, der ejer dem! Jeg gør så meget ud af dette for også at pege det spændende emne ud, som Mikael Bertelsen brugte en væsentlig del af den første udgave af »sit« program til at få belyst: forholdet mellem form og indhold. Han tog afsæt i en iagttagelse af, hvor svært socialdemokraten Mogens Lykketoft havde haft ved at give en uforbeholdent rosende karakteristik af den måde, hvorpå venstremanden statsminister Fogh Rasmussen havde håndteret ledelsen af det nyligt overståede EU-topmøde.

Lykketoft skulle have sagt, at ud fra en 10-tals skala ville han give statsministeren karakteren 10. Og så kom tilføjelsen: »Men nu taler jeg altså om indpakningen, ikke om indholdet!« - Til demonstration af, hvor vanskeligt det åbenbart er for en politiker at skulle rose modparten, havde Bertelsen inviteret socialdemokraten Frank Jensen i studiet. Det blev kaldt en leg. Jeg syntes nu snarere det mindede om et meget udspekuleret psykologisk eksperiment. Utroligt, hvad Bertelsen kunne få Jensen til at gå med til at roseog at indrømme! Eksempelvis sagde Bertelsen et sted om statsministeren: »Han har gjort noget, du aldrig nogensinde ville kunne - han er fantastisk!« - Hvortil Jensen med overbevisning i stemmen blot sagde et fuldtonende »Ja!« - Bertelsen: »Det ville være fantastisk, om du sådan med begejstring også kunne sige »waw« i TV-avisen!« Jensen: »Det ville nok bare blive klippet fra!« Og Frank Jensen gav dermed i hvert fald indirekte medierne skylden for, at politikere tit udtaler sig så uforsonligt, som de gør. For det er jo sådan, de vil have det, journalisterne. Og det får de så! Mikael Bertelsen formåede at holde stilen i alle 105 minutter. Og det var i sig selv en præstation. Han og gæsterne balancerede på den smalle sti mellem oprigtig enfoldighed og snu skarpsindighed. Bertelsen er tydeligvis helt bevidst om, at denne form let kan medføre netop dén uforpligtende ironiske distance, han ønsker at fratage i hvert fald andre muligheden for at kunne dække sig ind med.

Ud fra en 10-tals skala vil jeg give »Bertelsen på P1« karakteren 10. - Og så tænker jeg altså mest på indholdet, næsten!

Leif Hjernøe er forfatter

og foredragsholder

www.leifhjernoe.blogspot.com