Bestsellerforfatter: Min fars selvmord gav mig et forfærdeligt gudsbillede

”Fiktion er et trygt sted at udforske sin egen ondskab og lidelse,” siger David Vann, der har sat punktum ...

”Fiktion er et trygt sted at udforske sin egen ondskab og lidelse,” siger David Vann, der har sat punktum for sine for-tællinger om sin egen mørke barndom med romanen ”Goat Mountain”, som han selv beskriver som en rejse gennem helvede. - Foto: Leif Tuxen

Ved at skrive ud fra min egen families mørke sider, kan jeg nu også begynde at se nogle kvaliteter ved den.
David Vann

Den bogaktuelle amerikanske forfatter David Vanns barske barndom kulminerede med faderens selvmord. Med sine bibelske erindringsromaner har han skrevet sig tilbage til livet

Vinden blæser liv i de nøgne træer, der ellers står som stive skulpturer i Kongens Have i København. Det er på mange måder langt fra Alaska, hvor den amerikanske forfatter David Vann kommer fra.

”Men det er også koldt her,” siger David Vann og ler, inden han forsikrer, at det skam var en god idé at gå en tur i stedet for at snakke inde i varmen hos Gyldendal.

”Det er, som om tankerne kommer nemmere, når man går,” tilføjer amerikaneren med henvisning til Kierkegaard, som også engang gik her i København og tænkte.

Men David Vann er vant til at vandre i vildmarken. Og Kongens Have er som alle parker i verdens større byer dybest set et civiliseret forsøg på at genskabe Paradisets have for at give bymennesker ro til at finde fred.

Her er naturen tæmmet med snorlige stier i den lille stump natur mellem alle de menneskeskabte bygninger, der omgiver os. Den natur, David Vann kommer fra, er farlig.

Og det var først og fremmest dræberinstinktet, der fik familiens skydegale mænd til at søge ud i naturen med ladte geværer og en inderlig trang til at gøre en ende på alt levende.

Det var en mørk natur i dem selv, der ikke kun betød død for dyr, men også for mennesker. Og sådan voksede David Vann op i en voldelig familie med et mord og en lang stribe selvmord, der gjorde hans barndom til ét langt helvede.

For ”det er farligt at have fri adgang til våben, når man er vred eller ked af det,” som David Vann siger. Og det oplevede han selv på den hårde måde, da han som stor dreng mistede sin depressive far.

”Havde min far ikke siddet og været ked af med et ladt gevær, ville han måske også have været i live i dag,” siger David Vann og tilføjer:

”Men min families måde at behandle hans død på var at give mig 'skydeterapi', så jeg arvede alle hans skydevåben. I tre år gik jeg og skød dyr på vores grund, og jeg sigtede også efter vores naboer. På den måde forsøgte min familie at holde mig fast på dens krigertradition, hvor mænd var mænd, fordi de dræbte.”

I sin roman ”Goat Mountain”, der netop er udkommet på dansk, dræber en 11-årig dreng med koldt blod en krybskytte. Det drab sætter romanens tragiske western-agtige handling i gang med en gammeltestamentlig motor, der får jagtdramaet til at kredse om Kain og Abel, Abraham og Isak og en slags mørk treenighed af farfaderen, faderen og sønnen i romanen.

”Det var slet ikke min oprindelige idé, at det skulle med i bogen, men de bibelske historier forgrener sig overalt i min tekst. Og sådan er det også i mine andre bøger. Det er religionen, der er fællesnævneren, selvom jeg aldrig før har stødt på en interviewer eller anmelder, der har set det,” siger han og tilføjer:

”Selvom jeg ikke er troende, forstår jeg simpelthen mit eget liv bedst, når jeg spejler det i de bibelske historier. For så opstår der hurtigt mønstre ud af kaos.”

I romanen beskriver han for eksempel besættelsen efter at dræbe som arven fra Kain, det første menneske født af et menneske, der ifølge romanen ikke dræbte sin bror i et broderoprør, men fordi Abel var den eneste, der var at dræbe. Dræberinstinktet lå i Kain fra begyndelsen.

Mens Gud havde skabt Adam af kærlighed til at skabe, blev Kain til med arvesynden i sig. Og Adams første søn radikaliserede sin iboende ondskab ved at dræbe sin bror, mens Guds søn, Jesus, radikaliserede sin godhed ved at lade sig dræbe.

Men det er det gammeltestamentlige gudsbillede, der gennemsyrer David Vanns roman. Her er Gud en følelsesløs morder, der tager liv, som det passer ham. Det er et kærlighedsløst gudsbillede.

”På en måde blev min far et forfærdeligt gudsbillede for mig, efter han tog sit eget liv. Han var som en fraværende gud, der havde dømt mig til at få samme skæbne. Og i 20 år gik jeg rundt og troede, at jeg selv var dømt til at komme til at begå selvmord, så snart jeg selv ramte bunden. Måske søgte jeg også bunden for at afprøve det, men da det skete, og jeg gik konkurs med min virksomhed, var selvmord ikke en del af mine tanker. Og midt i nulpunktet var det en befrielse,” siger David Vann, der også tidligt forlod arven fra sin familie.

”Jeg var fyldt med vrede, men jeg skammede mig også over min fars selvmord, så jeg gik og løj om hans død og sagde, at han havde haft kræft i de tre år, hvor jeg også forgæves forsøgte at få det bedre ved bogstaveligt talt at skyde problemerne fra mig. Men så begyndte jeg at gå til dramaundervisning, og en dag brød jeg sammen under en time. Hulkende fortalte jeg endelig klassen sandheden. Jeg tillod mig at være det modsatte af det, jeg var blevet opdraget til - skrøbelig. Og det blev et vendepunkt.”

I dag er han ikke i tvivl om, at det også var begyndelsen til at finde ind i både kærligheden og kunsten.

”Kærlighed er det modsatte af viljen til at dræbe, kærlighed er at overgive sig, at turde være skrøbelig. Og sådan er det også at være forfatter, hvor man dybest set er enormt udsat ved at lægge sine historier frem. Det blev min redning. Mine romaner har været en form for katarsis, hvor jeg er blevet nødt til at skrive mig helt ind i mørket for at komme ud af det. For fiktion er et trygt sted at udforske sin egen ondskab og lidelse, og denne roman fører igennem helvede, hvor der kun findes mænd og ingen kærlighed. Men min næste roman kommer til at handle om tilgivelse inspireret af mit forhold til min mor. I mange år kunne vi ikke tilgive hinanden, fordi vi begge følte, at den anden havde svigtet. Men til sidst sendte jeg hende bare en mail, hvor jeg skrev, at jeg savnede hende. Så sendte hun en sød mail tilbage. Og så valgte vi at glemme, hvad der var sket. Det er jo i virkeligheden nåde.”

Er du så også ved at finde troen på en kærlig gud?

”Hvem ved? Som ung var jeg meget optaget af new age. Det var et par lykkelige år, hvor jeg følte, at alle møder med mennesker var lektioner, der førte mig tættere på transcendens. Så begyndte jeg at læse religionsvidenskab og blev ateist. Men det føles, som om jeg har været fem fulde liv igennem. For jeg har flere gange ændret min tankegang så radikalt, at jeg nærmest ikke kunne finde tilbage til de gamle tanker igen. Derfor vil jeg heller ikke afvise, at jeg ender med at tro. For jeg er stadig på en form for erkendelsesmæssig rejse med mig selv.”

Han ser ned og tier et øjeblik, inden han tilføjer:

”For nyligt blev jeg separeret efter 16 år. Det var en stor fiasko, selvom vi stadig er venner. Jeg må erkende, at det nok meget var mig, der ikke troede på det. Måske delvist fordi jeg var vokset op med dårlige rollemodeller, mens hun kom fra et velfungerende hjem. Og nu kan jeg også se, at det var hende, der troede på familien. Vi fik heller ikke børn sammen, men nu vil jeg gerne giftes igen og stifte en familie. Det var aldrig min plan at skulle giftes to gange, men jeg vil tro på, at det kan lykkes at finde kærligheden,” siger han, mens vi forlader Kongens Have, hvor træernes døde blade ligger som maste dyr på stierne.

”Ved at skrive ud fra min egen families mørke sider, kan jeg nu også begynde at se nogle kvaliteter ved den. Min bedstemors tro havde jeg for eksempel helt glemt. Hun havde sit sociale liv i kirken og fandt sin fred der, og i hendes væsen lå også en slags stille protest over for min farfars voldelige side. Måske ender jeg også med sådan en tro. Hvem ved? Min rejse er jo ikke slut endnu. Men jeg tror, at jeg går i den rigtige retning,” siger David Vann, mens vi i hvert fald går i den rigtige retning tilbage mod varmen på forlaget.