Bevægende samtidshistorie fra Sverige

Nu slutter Jonas Gardell sin trilogi om de katastrofale følger for det homoseksuelle miljø i 1980'erne, da en dødbringende virus bredte sig med uhyggelig hast

 Men når det er sagt er det nødvendigt at pointere, hvilket væsentligt værk Jonas Gardell her har skrevet. Om et stykke livshistorie, minoritetshistorie og samtidshistorie, om en kamp og en stigmatisering på kanten af livets ultimative skrøbelighed, som vi i høj grad også i dag kan lære af, skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog af Jonas Gardell.
Men når det er sagt er det nødvendigt at pointere, hvilket væsentligt værk Jonas Gardell her har skrevet. Om et stykke livshistorie, minoritetshistorie og samtidshistorie, om en kamp og en stigmatisering på kanten af livets ultimative skrøbelighed, som vi i høj grad også i dag kan lære af, skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny bog af Jonas Gardell. Foto: Tiderne Skifter.

Tidligere på året fejrede vi 70-året for Danmarks befrielse. Det er godt at mindes. Men det er også godt at huske, at på andre niveauer er der kampe, der går videre.

Netop det er en af de afgørende grunde til, at den svenske forfatter Jonas Gardell har skrevet sin trilogi fra 1980'ernes homoseksuelle miljø i Stockholm: ”Tør aldrig tårer bort uden handsker”. For at huske og for at mindes. Huske alle de unge mænd, der døde af en ukendt virus, vi senere kaldte aids. En dødelig sygdom, der som en sort skygge gik igennem Europa, Afrika, Asien, USA og ramte det ømmeste af alt: seksualiteten, kærligheden, tilliden til kroppen, berøringen.

I begyndelsen var levetiden højst et par år. Og enhver begravelse blev ”en prøve på ens egen”. Internt i miljøet skabte det angst, kynisme og desperation. Man talte åbenlyst om, hvornår det var bedst at begå selvmord. Uden for miljøet krydsede de særeste synspunkter klinger. Man talte om Guds straf og naturens hævn. Og de døde blev puttet direkte i sorte plasticsække, surret sammen og påklistret mærkaten ”smittefare”.

Trilogien er fiktiv, men det er alt sammen sket, skriver Jonas Gardell. For han har selv oplevet det. Og det er det, der gør denne trilogi så bevægende og gennembrydende. At det er sket. I vores levetid. Lige uden for døren. Og at mærket sidder i forfatterens egen krop.

Derfor er det også svært ikke at spejle forfatteren ret direkte i hovedpersonen Benjamin, den unge fyr, der bliver forkastet af sin egen Jehovas Vidner-familie og nu lever i det stockholmske bøssemiljø. Vi har fulgt Benjamin og kæresten Rasmus gennem alle tre bind. Deres kærlighed, deres angst for at springe ud som homoseksuelle. Og mens Benjamin af gode grunde holdt det skjult så længe som muligt, valgte Rasmus tidligt at fortælle forældrene om sin seksualitet, og de får efterhånden et glimrende forhold til den nye kæreste.

Da Rasmus i tredje bind dør af sygdommen i en alder af bare 26 år, vender forældrene imidlertid på et splitsekund. Lige der på hospitalsstuen, få minutter efter sønnens død, afskriver de brutalt Benjamin. De beder ham forsvinde ud af familien, holde sig væk fra begravelsen, kirken, avisens annoncer. Nu er Rasmus ”deres”. Nu skal familiens ære reddes. Det er en voldsomt stærk scene, Gardell her har beskrevet, så voldsom at man ikke er i tvivl om, at den er sand.

Men hvor Jonas Gardell i de forrige bind synes at favne enhver person med en forbavsende og vidtrækkende kærlighed, også den skæve, bange, fordømmende, så er forældrenes reaktion denne gang helt uforklaret. Mørket går ned. Og Benjamin står alene tilbage. Få år senere kommer en ny medicin, der redder hans eget liv. Så tilfældigt, forekommer det.

På den måde er der betydeligt mindre forsoning i dette sidste bind, der bærer undertitlen ”Døden”. Og langt mere eksplicit vrede over de forfølgelser, de homoseksuelle er og har været udsat for gennem hele historien. Om det er sandt, at selv jøderne havde en større prestige i Nazityskland, ved jeg ikke. Om det er sandt, at massedrabene på de homoseksuelle af de allierede blev erklæret lovlige, ved jeg heller ikke.

Men jeg ved, at nuancerne er vigtige. Og at dette tredje bind synes at bevæge sig så tæt på det personlige, at overblikket indimellem forsvinder. Men når det er sagt er det nødvendigt at pointere, hvilket væsentligt værk Jonas Gardell her har skrevet. Om et stykke livshistorie, minoritetshistorie og samtidshistorie, om en kamp og en stigmatisering på kanten af livets ultimative skrøbelighed, som vi i høj grad også i dag kan lære af.