Billeder kan være stærkere end ord

Billedsproget kan ramme os et sted, som almindelig logik aldrig kan nå. Og som nu i pinsetiden kan få en ørken til at blomstre

"Ord kan blive til billeder, men billeder kan også blive til ord. Samme under, samme elektriske hænder hen over en ukendt grænse. I de senere år har illustratorkunsten i litteraturen fået en renæssance," skriver Liselotte Wiemer.
"Ord kan blive til billeder, men billeder kan også blive til ord. Samme under, samme elektriske hænder hen over en ukendt grænse. I de senere år har illustratorkunsten i litteraturen fået en renæssance," skriver Liselotte Wiemer. .

I særlige, magiske øjeblikke kan ord løfte sig op over sig selv og deres begrænsede liv i logikken og blive til billeder. Billeder, der fylder sproget med nye betydninger på tværs af generationer og folk. Bliver til farver, former, forestillinger, musik. Det er næsten et pinseunder, en beruselse helt uden vin.

Som da den store haikumester Issa (1763-1828) kort efter sin lille datters død skrev følgende fire linjer:

”Denne verden/ en dugdråbeverden/ og dog/ og dog”.

Se, hvordan smerte og trøst samles i de tøvende, dryppende linjer af dråber og tårer til sidst. Hør rytmen. Mere skal ikke siges. Resten er tavshed - eller billeder.

Ord kan blive til billeder, men billeder kan også blive til ord. Samme under, samme elektriske hænder hen over en ukendt grænse. I de senere år har illustratorkunsten i litteraturen fået en renæssance. Endnu en, kunne man sige. Tegneserien er kommet tilbage i et nyt og magtfuldt format. Og især i børnelitteraturen spiller billedfladen en rolle så eksperimenterende og flammende smuk som sjældent før.

For mange år siden læste jeg en artikel af Arne Herløv Petersen om udstillingen ”Family of Man”, der bestod af sort-hvide fotos af alverdens brogede mennesker. Forfatteren begyndte sådan (citeret efter hukommelsen): ”Jeg kom løbende op ad den brede trappe på Charlottenborg og stoppede op som ramt af lynet.”

Ramt af lynet! Det er, som om netop billedmediet kan ramme dit indre landskabs uudforskede pletter. Kan elektrificere som ladninger fra himlen. Kan fylde kroppen med piskende regn eller puste som en sommervind. Og ødeland bliver til blomstrende mark.

Jeg er blevet ramt af lynet mange gange. Og ikke sjældent i børnebogens verden. Måske fordi der her er en særlig følsom forbindelse mellem kunstner og beskuer. De kender hinanden fra et lydløst sted over skyerne. Børn ser alt, forstår alt, som både Astrid Lindgren og H.C. Andersen vidste.

Da jeg for otte år siden for første gang så Otto Dickmeiss' illustrationer til Fadervor, vidste jeg pludselig, hvad det hele handlede om. Den bøn, som de fleste af os har sagt et utal af gange, memoreret, ment og mumlet, forvandlede sig for øjnene af mig. Ja, netop for øjnene. Og blev et åbent vindue af betydninger og drømme. Aldrig har jeg forstået ordene i bønnen så intenst og vidtgående, som da de slet ikke blev sagt. Tænk, at det at forlade andres skyld kan være et række en grøn gren gennem hjertet.

For nylig har Dickmeiss fået en sjælesøster, der selvfølgelig er helt sin egen: Anna Jacobina Jacobsen. Hun har været med nogle år, men først med bogen om ”Lukas og Maria” (2014) blev jeg opmærksom på hende. Igen er det billederne mere end ordene, der rammer som lys og lyn i historien om en engel og en olding, som forløser hinanden. Før oldingen kan dø, må han vælge kærligheden. Fint nok, men løftet sker et andet sted. Her er ansigter, du aldrig glemmer. En alvor og et nærvær, der taler til børn i alle aldre. Igen fordi tegnere vil os. Igen fordi hun tør lade sig ramme af lynet.

Thomas Winding har engang sagt: ”Børn forstår alt, også det, der er ondt. Men de forstår ikke, at det onde kan blive ved.” Thomas Winding vidste meget, og i dag ville vi sikkert kalde ham ”børneekspert”. Men det ville han ikke selv bryde sig om. Så lad os kalde ham ”bjørneekspert”. Næppe nogen har tegnet bjørnefamilier så smukt, som Winding i bøgerne om Lille Bamse. Læg især mærke til forældrene, der evig og altid kissemisser. Love is in the air“

Og dog, og dog.

I år har tegneren Wolf Erlbruch sammen med den israelske poet Oren Lavie skabt et enestående værk om ”Bjørnen, som ikke havde været der før”. Og undskyld Thomas Winding, men aldrig før har bjørne været så smukke, så nærværende, kloge, klodsede, dansende. Det handler om, at man ikke kan regne livet ud, før det er levet. Og det hele starter med en kløe, som er selve livets drift. ”Det er bedre at kunne lugte blomsterne end at tælle dem,” siger bjørnen et sted. Og med den erkendelse, kan man da kun blive lykkelig! Wolf Erbruch er inspireret af klassisk malerkunst fra Velázquez til Zurbaran. Men han er først og fremmest inspireret. Ramt af lynet!

Kan man forlange mere i en pinsetid?