For foden af havens ældste træ står en stor skål nødder. De er til egernene, fortæller Bjarne Reuter smilende, og da fotografen vil vide, hvad de små gnavere dog har gjort for at fortjene den form for velfærd, svarer den milde husejer nærmest som en god gud:
”De fornøjer os bare med deres tilstedeværelse!”.
På den måde lider ikke engang egern tilsyneladende nød her i Kgs. Lyngby, hvor Bjarne Reuter bor paradisisk smukt, men selv har han alligevel været så optaget af lidelsens problem, at Jobs Bog gennemsyrer hans nye roman ”Englene i Avignon”, der – som det fremgår af titlen – også foregår langt fra Lyngby. Og langt tilbage i tiden. For den udspiller sig i begyndelsen af 1300-tallet, mens Clemens V var pave i Avignon.
Ham havde Bjarne Reuter haft lyst til at skrive om, siden han under sin research til den prisbelønnede roman ”Løgnhalsen fra Umbrien” opdagede den underlige franske pave. Men det var først, da Bjarne Reuter også genopdagede Job fra Bibelen, at brikkerne faldt på plads, forklarer han:
”Min nye roman har faktisk rumstreret i mig i mange år som et stof, jeg hverken kunne slippe eller få til at blive til noget. Og så ved jeg som regel, at jeg har fat i noget,” siger han med et skævt smil.
”Jeg havde lyst til at vende tilbage til Clemens, fordi han var så kontroversiel som pave. For det første var han fransk, han havde aldrig været kardinal, og så havde han endda flyttet pavestolen fra Rom til Avignon, så han interesserede mig faktuelt. Men jeg interesserede mig endnu mere for, hvad jeg muligvis kunne bruge ham til i en dramatisk fortælling. Det gik jeg faktisk og tumlede med i nogle år, indtil jeg igen stødte på en anden kontroversiel figur, nemlig Job. Den lykkelige mand med det lykkelig liv med den dejlige kone og de mange børn og penge. Han var en af de rigeste i hele landet. Han var Guds udvalgte, der havde alting. Men alt faldt sammen for ham. Og det store spørgsmål, Job stillede, var: Hvorfor? Man kan også sige, at han spurgte, hvad meningen med livet er, når man alligevel går nøgen ind og ud af livet. Og omkring det spørgsmål, Job stiller, har jeg spændt min bog ud,” siger Bjarne Reuter og tilføjer:
”Mens jeg har siddet her og skrevet den, har jeg tænkt over, hvor mange der egentlig kender Jobs Bog. Jeg er ikke sikker på, at der er så mange, der har læst den. Men det er en sidegevinst, hvis man kender Jobs Bog, når man læser min roman,” siger Bjarne Reuter, da vi sætter os ind i varmen for at tale om den menneskelige ulykke, der jo desværre ikke kun rammer Reuters romanfigurer.
Der hører lidelse til ethvert liv. Og det mærker man også i Bibelen, der ifølge Bjarne Reuter netop rejser alle tilværelsens største spørgsmål.
Bjarne Reuter har før været så optaget af Bibelen, at han har gendigtet den i romanen ”Bogen”, og det var sådan, at han også selv faldt over Bibelens måske sværeste bog – Jobs Bog.
Med en dårlig joke kan man sige, at Bibelens svære centrum er Job-centeret. For Guds job til Job er lidelse, efter Gud i begyndelsen af Jobs Bog – med Bjarne Reuters ord – indgår et væddemål med Satan om, hvorvidt den rige mand Job vil forbande Gud, hvis han bliver frataget alt.
Sådan peger Job frem mod Jesus som en retfærdig mand, der taber alt for at vinde endnu mere. Men Job er ingen frelser. Hans lidelser virker derfor meningsløse set fra et menneskeligt perspektiv, og selvom han ender med at få flere får og børn end i begyndelsen af Jobs Bog, er det et kors for tanken, at Gud lader lidelserne regne ned over sådan en retfærdig mand.
Vor tids skriftkloge vil vide, at Jobs Bog med stor sandsynlighed oven i købet er den ældste bog i Bibelen, så det virker nådigt, at man først støder på Jobs lidelser næsten halvvejs gennem Bibelen – som et stort åbent spørgsmålstegn lige før Salmernes Bog. For selv syndefaldet, offermanualerne og de blodige krige i Bibelens begyndelse kan virke mere forståelige end den omgang, som Gud byder Job – Abrahams ofring af Isak bliver jo trods alt stoppet af Gud.
Og mens salmerne også er fyldt med spørgsmål som ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” i salme 22 af kong David, er der allerede trøst og svar i salme 23, hvor den samme forfatter har fundet hvile i, at ”Herren er min hyrde”. Men i Jobs Bog nærmest skriger Job ” hvorfor ?” ud gennem siderne, da han er blevet frataget sin rigdom, sin kone, sine børn og sit helbred, men ”duggens fader” giver ham intet svar, mens Jobs velmenende venner giver Job masser af (dårlige) råd og beskyldninger. De mener, at Job selv må være skyld i sin ulykke, men som et oplyst teaterpublikum ved vi læsere bedre. For Jobs Bog er udstyret med en prolog, der nærmest begynder som et eventyr:
”Der levede engang i landet Uz en mand ved navn Job. Det var en from og retfærdig mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.”
Det er altså denne fromme og retfærdige mand, der bliver genstand for et væddemål mellem Satan og Gud. Og det er ikke tilfældigt, at man kan finde en lignende prolog i Bjarne Reuters nye roman.
Her står væddemålet blot mellem den listige Angelo og den gamle mand Leopold, der bogstaveligt talt har kendt hinanden fra tidernes morgen. Og manden i deres ”raflebæger” er ingen helgen (snarere tværtimod), men selveste paven, ”Himlens næstkommanderende”, der er blevet besat eller sindssyg, mens romanens egentlige hovedperson er en mere beskeden biperson i det store drama – djævleuddriveren Pieter van Dreusen. Men sammen drager de i ledtog med en række af pavens folk på en slags renselsesrejse mod Ponte di Luce for at gøre paven rask igen, og med sig har han også nogle ”engle” i form af messedrenge.
”Rejsen har så nogle frygtelige omkostninger for andre, men jeg beskriver pavens pilgrimsrejse, hvor han på den ene side har et ønske om at blive ren, men på den anden side mener, at han kan tillade sig hvad som helst som Himlens næstkommanderende. Og rejsen er fortællingens motor. For man får altid noget foræret, når man er på rejse. På film ved vi også, at det er dejligt, når man flytter sig, fordi handlingen hele tiden kommer et nyt sted hen. Så da jeg fik det på plads med Job og pilgrimsrejsen, syntes jeg, at jeg var i gang.”
Bjarne Reuter har selv omskrevet Jobs Bog i ”Bogen”, så væddemålet også får en epilog, hvor Gud og Satan igen mødes og taler om, hvordan det gik. Og sådan er ”Englene i Avignon” også opbygget:
”Prologen i Jobs Bog er mig bekendt det eneste sted i Bibelen, hvor Djævelen får lov til at friste Gud. Men jeg var så dristig at skrive en epilog, hvor jeg skriver om, hvordan det så gik med det væddemål. Og det troede jeg egentlig, at jeg ville få flest øre-tæver for, men det har jeg tværtimod fået flest positive tilbagemeldinger for. Jeg har den opfattelse, at det ender i remis i Jobs Bog, så kan man diskutere, hvordan det gør med Clemens, men der har jeg også skrevet en ekstra hage på, når man tror, at det er afgjort. For Gud får altid det sidste ord, som paven også siger et sted i bogen, og det har jeg heller ikke noget imod.”
Ville du kunne have skrevet din nye roman uden først at have skrevet ”Bogen”?
”Jeg vil ikke sige, at romanen ikke var blevet til, hvis jeg ikke havde skrevet ’Bogen’, men den var i hvert fald ikke blevet sådan her. For der er mange skriftsteder og bibelreferencer i romanen. Det må der også være, når man har at gøre med paven, men nu skulle jeg ikke researche så meget. For nu syntes jeg, at jeg var på fast grund. Men Jobs Bog er nok Bibelens sværeste bog. Jeg tror, at der er skrevet biblioteker om den bog. For den er svær, men den er også meget åben for fortolkning. Og jeg synes også, at den er meget dristigt skrevet. Alene tanken om at lave et væddemål mellem Satan og Gud er jo dristig. Derfor er det sjovt, at det netop er den bog i Bibelen, der skulle være ældst. For jeg synes ikke, at den fremstår som den ældste bog. Den fremstår tværtimod pivfrisk. Og det dybe ved Jobs Bog er også, at han hverken klager over at sidde med bylder eller have mistet sine penge. Men det plager ham, at han ikke får noget svar på, hvorfor det rammer ham. Han går jo faktisk i rette med sin skaber og siger, at det ikke kan være meningen, at han ikke kan få et svar. Det er Jobs problem. Ikke at han har fået bylder.”
Man skulle således tro, at bibelverset om, at ”Herrens veje er uransagelige” stammer fra Jobs Bog. For det er den følelse, man sidder tilbage med, når man læser om Job, mener Bjarne Reuter:
”På et tidspunkt spørger Job, hvorfor alt dette skulle overgå ham, der var far til så mange. Men det eneste svar, han får, er, at man ikke kan forlange noget svar fra ham, der er far til morgengrøden og duggen i græsset. Det er på den ene side grumt, men på den anden side meget smukt, synes jeg. Der er også både grumhed og skønhed i den her roman, der også handler om, hvordan den katolske kirke institutionaliserede troen i en for mig skadelig grad 200 år før Reformationen, hvor kirken mod betaling med afladstanken indsatte sig selv som mellemled mellem den enkelte og Gud. Og her skriver jeg om det storhedsvanvid, der præger paven, når han tror, at han i modsætning til Job kan tage livet i sin egen hånd som Himlens næstkommanderende. Det er også årsagen til, at han tror, at det nytter noget at tage af sted. For han tror, at han er under Guds beskyttelse.”
Hvordan vil du beskrive dit eget gudsbillede?
”Jeg lader jo Angelo drille Gud i romanen ved at sige, at hvis man er i tvivl om, hvorvidt Gud har et iltert temperament, kan man jo bare spørge Noas naboer eller indbyggerne i Sodoma. Men pointen med Jobs Bog er måske netop, at Gud altid er større end vores forstand. Derfor har jeg heller ikke et stort behov for at høre lange prædikener, selvom jeg godt kan lide at gå i kirke. Den dejligste gudstjeneste, jeg har været til for nylig, var i Skotland, hvor præsten helt naturligt bad os være stille i fem minutter. Den stilhed var som at få en gave. For så var der pludselig masser af plads til ens egne spørgsmål. Sådan har jeg det også med kirken og Bibelen. Jeg finder nødvendigvis ikke altid svarene der, men jeg kommer altid i tanke om de vigtige spørgsmål i livet, når jeg går i kirke. Der findes mange gode prædikanter, og jeg er også meget glad for salmerne. Men for mig er kirkerummet næsten nok i sig selv. Jeg behøver ikke et stort mellemled af folk, der skal udlægge teksten for mig. Det kan jeg godt selv,” siger Bjarne Reuter, som allerede er ved at udlægge den næste bibeltekst.
For i øjeblikket er han ved at genfortælle Juleevangeliet i en oplæsningsbog, der har fået arbejdstitlen ”Det hændte en nat i Betlehem”. Og sådan er Bjarne Reuters arbejde med Job alligevel endt hos Jesus, Himlens konge, der blev født som en fattig dreng for at gå igennem lidelse og døden, så vi andre en dag måske endda kan få det bedre i Himlen end egernene i Bjarne Reuters have.