Kunstens genåbning fejres også med en særudstilling af den pakistanske kunstner Imran Qureshi (født 1972), som arbejder med et bredt spektrum af medier, og som artikulerer sig mellem tradition og nybrud.
På den ene side er han en internationalt orienteret - og anerkendt - samtidskunstner med rødder i den abstrakte ekspressionisme og i nyere tids konceptkunst, og på den anden side revitaliserer han som en traditionsbevidst malernørd miniaturemaleriet, der blomstrede ved Mogul-hoffet fra 1526-1857.
Qureshi er således en af disse brobyggere mellem Vestens og Østens kunst. Han tog en bachelorgrad på kunstakademiet i sin hjemby Lahore, men drog derefter ud i verden for at videreuddanne sig på kunstakademierne i Liverpool og i Sydney. Han er et ukendt navn i Skandinavien, men kunstpublikummet har blandt andet kunnet opleve værker af ham på Venedigbiennalen i 2013 og i fjor i den iranske pavillon i den nordlige del af byen. Nu har vi for første gang mulighed for at lære hans kunst at kende. Han opererer både med stedsspecifikke rum-installationer i giga-størrelse og med disse fint malede, detaljerige miniaturemalerier, hvor han blandt andet maler med bladguld, men hele tiden adresserer han problemer fra vores moderne nutid - ofte med sig selv i hovedrollen. Disse værker er mageløst godt malet med et mylder af detaljer. Både fremstillingen af dem og aflæsningen er tidskrævende.
Den store, stedsspecifikke installation ”Og de leder stadig efter blodsporene”, som han oprindelig skabte til Deutsche Bank Kunsthalle i Berlin, er nu genopført, men med nye dimensioner, der passer til den centrale sal på Kunstens grundetage. Den består af 30.000 stykker sammenkrøllet papir med blodrøde stænk og ligner på afstand et kødbjerg. Men når man nærmer sig, viser blodstænkene sig at være formet som blomster.
På væggene rundt om ”bjerget” hænger hans store, nye malerier med tilsvarende blodspor. Farven er gennemgående blodrød som i installationen i midten. Med denne signifikante farve hentyder Qureshi til de mange chokerende angreb, som han har været vidne til i Lahore, hvor terroristerne i mange år har hærget med bomber og selvmordsbombere. Hermed synliggør han den voldelige virkelighed, som jo desværre er en kendsgerning mange steder på kloden, men han gør det på en delikat måde, når han maler lotusblomsters kronblade ind i de blodrøde malerstænk, så der opstår et tredje, hyperæstetisk spor og dermed et håb om liv, fremtid og frelse. Ifølge denne anmelder er det imidlertid lidt for dekorativt og lidt for postuleret, og jeg tænker, at en kunstner som for eksempel britisk-indiske Anish Kapoor klart ville have afholdt sig fra at idyllisere den blodige virkelighed med denne lidt banale effekt.
I den store nye sal i underetagen kan man opleve et enormt gulvmaleri i overvejende blå farver. Det er desværre ikke malet direkte på marmorgulvet, men på spånplader, som er lagt ud som fliser, hvilket giver det et lidt for interimistisk og forsigtigt udtryk - som at bære handsker, når man vil kærtegne sin elskede. I 2013-14 malede Qureshi tagterrassen på Metropolitan Museum of Art og fik lov til at male direkte på flisebelægningen.
Det fungerede bedre, bevidner en video, som det amerikanske museum har lagt ud på deres hjemmeside. Også dette nye gulvmaleri i Kunsten er meget dekorativt og fænger ikke rigtigt. Det er grunden til, at udstillingen kun opnår fire stjerner.
