Et barn, en blyant! Så enkelt kunne det siges af den blot 16-årige Malala Yousafzari, da hun på sin fødselsdag i 2013 holdt tale ved et FN-møde i New York. En blyant var nok til at ændre verden. Og hun vidste, hvad hun talte om. Året før var hun blevet skudt af Taleban på vej hjem med skolebussen. Da hun i december modtog Nobels fredspris og gentog ordene, slog det mig, hvor tæt de ligger op ad ærkebiskop Desmond Tutu, der i årevis under Sydafrikas apartheid proklamerede: en mand, en stemme. Mere behøver man ikke at sige. Det er den samme insisterende sang om frihed.
De rystende oplevelser fra Paris for nylig viser med al tydelighed, hvor farlig en blyant kan være. Både når den skriver bogstaver i klasseværelset, og når den tegner en enkelt streg på et hvidt stykke papir. Den kan koste livet, fordi den kan gå sine egne veje. Den kan tale imod. Den kan gøre til grin. Den kan vække uro.
Og historien er langtfra ny. Også Hitler kendte til billedets skjulte kræfter og erklærede som bekendt moderne kunstværker af så forskellige malere som Emil Nolde, Kirchner, Kandinsky, Klee, Max Ernst, Chagall og Picasso for ”entartet”. 17.000 værker blev beslaglagt, mange senere brændt. For de var ikke skabte, de var vanskabte. Og op gennem 1930'erne blev kunstnere afskediget fra kunstskolerne og fik udstillingsforbud. Eller måtte simpelthen flygte.
Men indimellem sker det alligevel, at blyanten, penslen, de vilde farver og flyvske fantasier går uden om kontrollen og under radaren. Og i et lillebitte frirum mellem alle mentale bødler og censurkommissærer kan der mirakuløst formuleres en drøm om en anden virkelighed.
Det skete for eksempel i Bratislava i det dengang kommunistiske Tjekkoslovakiet, da udstillingen af børnebogsillustrationer fra hele verden, Bienle Ilustrcií Bratislava (også kaldet BIB), åbnede. Biennalen, der i efteråret holdes for 25. gang, var et gennembrud for den frie kunst og dialogen mellem Øst og Vest. Og da den begyndte i 1967, blev den en del af den bevægelse, der førte til foråret i Prag. Her endte det med bæltekøretøjer og påtvunget tavshed.
Men et forbavsende fristed, et åndehul, var skabt i søsterbyen kun 400 kilometer længere mod øst og fortsatte ufortrødent hver andet år stort set uden censur og statslig indblanding. Måske fordi det var børnebøger, og her kan intet ondt ske? Måske fordi ethvert fængsel har en sandkage et sted, med en fil i? I hvert fald fødte og inspirerede udstillingen i Bratislava en række af de største østeuropæiske illustratorer som Dusn Kallay, Józef Wilkon og Stasys Eidrigevicius. Og dermed flere generationer af kunstnere og tegneskoler siden hen, herunder designskolen i Kolding.
Det samme frisprogets åndepust, skønt selvfølgelig i mindre målestok, kan man opleve i Danmark lige nu, hvor en udstilling af iranske billeder rejser landet rundt. 40 fortrinsvis unge kunstnere fra et af verdens mest totalitære regimer er sluppet gennem det usynlige nåleøje og kan nu ses på den hidtil største udenlandske udstilling af iransk illustratorkunst. Den har netop haft premiere i Vollsmose, flytter derefter videre til andre ghettoområder og søger på den måde ud over sin kunstneriske kraft at nedbryde også danske barrierer og fordomme.
Jeg har lige set billederne. Og glæden og overskuddet er forjættende. Fra grå grafik til himmelblå turkis, fra grønne krokodiller til sorte engle og surrealistiske drømmebølger, fra blodrøde kampdragter til den fineste poesi peger de mod en ældgammel persisk kunsttradition, der ikke har ladet sig stoppe af hverken Øst eller Vest, ”shaher” eller imamer. Ja, i grunden slet ikke lader sig anfægte af hverken politisk eller religiøs beton.
Det er derfor, tror jeg, at den iranske stand på biennalen i Bratislava altid har hørt til de ypperste. Her standser folk op. Her bliver de ramt. For her er en på samme tid kulturstolt og grænseoverskridende alvor og dybde, en mildhed og et åndeligt vingefang, man ikke finder i ret mange andre lande.
På den måde kan de iranske billeder pege på noget, der er langt større end den konkrete virkeligheds sort og hvidt: et åbent, poetisk felt, hvor alt er muligt. Og man hører ekkoet fra den vidunderlige persiske digter Rumi, der for næsten 1000 år siden skrev: ”Hinsides rigtigt og forkert er der en mark. Lad os mødes der.” Også Rumi ramte en sprække i tiden.
Således kan billedernes verden på én gang slå os som lynild og åbne os som vintergækker. De kan bag om sprogets, lovgivningens, censurens og firkantede politikeres udmeldinger pege på en helt anden yndefuld måde at se livet og hinanden på. De kan få mørkemænd til at skælve. Og de kan ændre verden en lille smule, hver gang de får os til at se, til at græde og til at le.
Det sidste blev fatalt for en række journalister og tegnere og helt tilfældige mennesker tidligere på måneden i Paris. Dér knækkede filmen. Men ikke blyanten.