Bob Dylan modtager Nobels litteraturpris

Den amerikanske sanger og sangskriver Bob Dylan har i dag, torsdag, modtaget Nobels litteraturpris 2016 for at have skabt nye poetiske indtryk inden for den amerikanske sangtradition. Dylan er vor tids største digter, mener litteraturprofessor Anne-Marie Mai

Bod Dylan har længe været kandidat til at modtage den største litteraturpris, Nobels litteraturpris. I år lykkedes det endelig.
Bod Dylan har længe været kandidat til at modtage den største litteraturpris, Nobels litteraturpris. I år lykkedes det endelig. . Foto: Polfoto.

Den amerikanske sanger og sangskriver Bob Dylan er blevet tildelt den prestigefyldte Nobels litteraturpris.

Det er netop blevet offentliggjort af Det Svenske Akademi ved en pressekonference i Stockholm.

I motivationen for beslutningen siger komiteen, der står bag prisen, at Dylan hædres for at have skabt "nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition".

Bob Dylan anses for at være en levende legende og det måske største nulevende navn inden for moderne folk- og rockmusik. 

Derfor har valget af den amerikanske sanger og sangskriver været ventet med længsel af mange rundt om i hele verden.

En af dem er Bob Dylans personlige ven, den anerkendte historieprofessor Sean Wilentz, der underviser på Princeton University og har skrevet flere bøger om Dylan:

”Nobel-komiteen har understreget, at det er et privilegium at leve i den samme tid som Bob Dylan,” siger han til Kristeligt Dagblad. 

Herhjemme er professor i litteratur på Syddansk Universitet Anne-Marie Mai også meget begejstret. I 2009 valgte hun offentligt at indstille Dylan som kandidat. 

”I dag er den største dag i mit litterære liv”, siger hun og fortsætter:
 
”Bob Dylan er vor tids største digter. Han skriver om tab, splittelse, melankoli, og alt det vi bekymrer os om i verden, men han gør det med håb og med kærlighedens og kunstens kraft. Han er enestående, fordi han bruger den romantiske og modernistiske tradition i verdenslitteraturen og sammenstiller den med det folkelige." 

Dylan er født Robert Allen Zimmerman og nedstammer fra ukrainske og litauiske jøder. Han voksede op i en almindelig amerikansk kernefamilie i nordstatsbyen Hibbing, Minnesota.

Dylan spillede i sin tidlige ungdom rock'n'roll, men vendte hurtigt interessen mod mere enkelte sange fremført alene med guitar, mundharmonika og særegen raspende stemme. Inspirationen var den amerikanske folkemusik, ikke mindst den store amerikanske sangskriver Woody Guthrie.

Dylan viste sig hurtigt som en original med et helt særligt sangskrivertalent. En original med en stor fremtid for sig.

”Når det kommer til stykket er han ikke en fremragende mundharmonika-spiller, ikke en fremragende guitarist og heller ikke en fremragende sanger. Han er bare en original," sagde pladeproduceren og talentspejderen John Hammond i et interview i 1968 som svar på, hvorfor han syv år tidligere havde tilbudt den kun 20-årig Dylan en pladekontrakt.

Siden har Bob Dylan i gennemsnit udgivet et nyt album hvert eneste år. I alt er hans plader solgt i mere end 125 millioner eksemplarer, og flere af hans album anerkendes bredt som nogle af den nyere musikhistories mest betydningsfulde.

Dylans store tekstunivers har gennem mange år været genstand for litteraturforskeres interesse, ligesom der herhjemme er afholdt Dylan-seminarer og lavet stribevis af tolkninger af hans tekster. 

Bob Dylan minder om Søren Kierkegaard, for de bruger samme kunstneriske strategi, mener teolog og litteraturforsker Anders Thyrring Andersen, der i 40 år har beskæftiget sig med Dylans univers.

"Det religiøse er indholdet i de fleste af hans sange og sågar målet for den strategi, hvormed han som kunstner har henvendt sig til offentligheden," har Thyrring Andersen tidligere sagt til Kristeligt Dagblad.

Læs her hans og tre andre "dylanologers" analyse af Dylans tekster, tro og musikalske univers.