Bøger skaber fællesskab

Vi læser i enrum, men fællesskabet har i sidste ende en afgørende betydning for vores læsning

Det fortælles om både kirkefaderen Ambrosius og Luther, at de læste indenad. Tilbage i 300-tallet og stadig i 1500-tallet var det en meget bemærkelsesværdig opførsel, for det normale var, at man læste en tekst højt. Man ”læste med ørerne”, og Luther sagde da også, at han hørte ordene, når han læste.

Man læste højt af to grunde. Den ene var, at man opfattede skriften som noget sekundært i forhold til det talte ord. Så hvis man virkelig skulle forstå en tekst og opfatte ånden i den, var man nødt til at læse den op. Den anden grund var, at læsningen var en social akt. Det var noget, man var fælles om. Man læste op, og nogen lyttede.

I dag er vi så vant til stillelæsning, at vi ville studse noget, hvis en eller anden gav sig til at læse højt af en bog, medmindre det var for et barn. Man ville hurtigt blive irettesat og kaldt for asocial og meget andet grimt, hvis man læste højt på biblioteket eller i toget. Og selvom man gjorde det i enrum, ville man blive betragtet som noget aparte. At læse opfattes ikke bare som noget privat, men ofte også som en særlig inderlig beskæftigelse. I stille kontemplation og helst alene er man sammen med teksten. Der er noget asocialt ved det at læse. Man slår ring om sig selv og er ligesom sig selv nok.

En gang imellem kan det virke helt provokerende på andre. Den læsende negligerer dem, og de opfatter det, som om deres selskab ikke er væsentligt og interessant nok. Det er det da heller ikke altid i forhold til alt det, en bog kan byde på. Den åbner for en anden og mere spændende verden, eller den formulerer netop de tanker, der gør, at man føler sig genkendt.

Men selvom læsningen, mens den står på, kan lukke andre ude, er den dog langt hen ad vejen socialt betinget. Vi læser for at skabe og opretholde fællesskaber af mere eller mindre forpligtende art. Det afslører sig dels i vores lyst til at dele vores oplevelse af en bog og de tanker, den har sat i gang, med andre. Vi taler om bøger med vores familie og venner, og vi melder os ind i læseklubber og læsekredse. Af samme grund læser vi også helst bøger, som andre også læser.

På internettet er der også rige muligheder for at dele sine læseoplevelser med andre, og det bliver flittigt gjort. Mange læsere har en blog, hvor de skriver om alt, hvad de læser, og giver anbefalinger. Der bliver også arrangeret såkaldte ”read along”, der fungerer sådan, at man sammen med andre løbende læser et kapitel af en bog og undervejs har mulighed for at kommentere læsningen, og man deler sin oplevelse via de sociale medier.

Vi læser de samme bøger, vi anbefaler dem til hinanden for at få de samme oplevelser og referencer. Det kan være fint nok en gang imellem at læse en bog, som ingen andre tilsyneladende har læst, men for det meste er det sjovest, når andre også har været der. Eller man kan få dem til det. Fællesskabet har i sidste ende en afgørende betydning for vores læsning.

Om 14 dage bliver der i København budt på det helt store bogfællesskab, når Bogforum åbner. I tre dage er boginteresserede fra hele landet samlet og kan sammen dyrke deres lyst. Her bliver der ikke meget tid og rum til at læse selv, men måske til lidt oplæsning af forfatterne. Det er svært at samle sig om, men så er man til gengæld sammen med andre. Vi bekræfter hinanden i vigtigheden af at være til stede og af, at det er spændende og interessant at læse bøger.

Bøger skaber fællesskaber og giver os identitet. Nogle er til Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen, mens andre vil have lyrik af Pejk Malinovski og Pia Tafdrup. Men det er ord alt sammen. De vinder ved at blive læst op og komme ud i rummet, hvor vi alle kan høre dem og få del i dem på samme tid. Vi læser med ørerne.

8