Der er boller med pålægschokolade, rød saftevand og livlig snak rundt omkring bordet. For en flok elever i tredje klasse er skoledagen netop slut. De er kommet i bus til sognegården ved Åbyhøj Kirke, og før dagens mini-konfirmandundervisning går i gang, skal de lige have snakket om, hvad de spiller på computeren for tiden, om 4 x 7 er det samme som 7 x 4, og om, at det er virkelig usejt at have kort hår.
Men så skifter stemningen.
”I dag skal det handle om det onde,” siger sognepræst Karsten Høgild efter at have klappet tre gange i hænderne og derved øjeblikkeligt skabt ro i lokalet.
Han fortæller om Eva, der havde dårlig samvittighed efter at have smagt på det forbudte æble, og om Gud, der jog hende og Adam ud af Paradiset, fordi de ikke kunne overholde de regler, han havde lavet.
”Da Eva og Adam ikke længere kunne være i Paradiset, kom de til at leve et sted, hvor alt ikke kun var godt, men hvor ondskaben også fandtes. Det kender I jo alt til, for I lever også i en verden, der ikke kun er god,” siger Karsten Høgild og tilføjer så lidt trøstende:
”Men vi har alligevel lov til at tro på, at det gode vil sejre.”
For snart et år siden hørte de fleste danskere, også børnene i Åbyhøj, om skyderiet foran spillestedet Krudttønden på Østerbro i København. Skyderi, der førte til drabet på en uskyldig mand og tre sårede politibetjente. De hørte også om den efterfølgende nats angreb på den jødiske synagoge i Krystalgade i det indre København, hvor en vagt blev skudt og flere betjente såret, og de hørte om, at politiet senere på natten dræbte den mand, der stod bag attentaterne. Han var terrorist. Det blev der sagt igen og igen både i fjernsynets nyhedsudsendelser og hjemme ved middagsbordene.
”Når jeg tænker på terrorister, så tænker jeg på, hvordan de overhovedet kan gøre det, de gør , uden at have dårlig samvittighed over, at folk dør”.
Niårige Alba Oline Løvgreen er den første, der reagerer på spørgsmålet om, hvad hun kommer til at tænke på, når hun hører ordet terror, og efter en kort tænkepause siger hun videre: ”Altså de der IS, de bliver jo ved og ved med at gøre folk kede af det.”
Klassekammeraten Marie Sandberg Madsen er enig:
”Hvordan kan de finde på at gøre det, når dem, der dør, jo kendte nogle, der bliver helt vildt kede af det?”, spørger hun og svarer så selv:
”Måske er det, fordi de vil hævne sig og tage noget tilbage, som var deres. Der er jo ret tit krig. Men det er mest sørgeligt, når det er uskyldige, der bliver dræbt.”
Lidt længere henne ad det store, firkantede bord sidder Malthe Emil Thomsen og funderer:
”Ja, det er altså vildt, at man kan tænke på at dræbe andre”.
Malthes ven Jens Høgild, der netop er fyldt 10 år, er lidt mere specifik, når han bliver bedt om at svare på, hvad han forbinder med terror.
”Det er Islamisk Stat, og det er i Irak,” siger han og tilføjer så, at han har snakket en del med sine forældre om det, men egentlig ikke er specielt bange.
Niårige Andrea Askøe Bak tænker først og fremmest på København og det, der skete dér for et år siden.
”Jeg kender en, der bor i København, og jeg tænkte meget på, om der var sket noget med ham. Nu er jeg mest bange for, om det også kan ske her i Aarhus. Jeg er bange, men ikke alt for bange,” siger hun.
Den følelse kender Marie godt. Hun tænker også en gang imellem på, om der kan springe en bombe eller blive skudt nogle mennesker i Aarhus, men så glemmer hun det hurtigt igen. For som hun siger:
”Jeg føler mig for det meste tryg.”
Alba fortæller, at hun har en klassekammerat, der er muslim, og at den klassekammerat nogle gange har været bekymret for, om de andre i klassen kunne finde på at tro, hun var ond.
”Men vi kender hende jo, så vi ved godt, hun ikke er ond,” siger Alba, der i øvrigt mener, at hun har hørt det der terror-ord så mange gange, at det nærmest er blevet helt normalt.
”Men det er vigtigt, at vi en gang imellem snakker om det og siger til hinanden, at det sker nok ikke her, for ellers tør vi jo ikke engang gå rundt inde til byen, selvom vi har vores forældre med,” siger hun.
Marie tror på, at politiet holder godt øje med terroristerne og er gode til at passe på ”alle de uskyldige”.
Og den udmelding bliver der nikket til rundt om bordet, hvor saftevandet og bollerne er skiftet ud med papir og farveblyanter. Opgaven fra sognepræst Karsten Høgild lyder: Tegn om terror.