Børn: Hvorfor har man som terrorist ikke dårlig samvittighed over, at folk dør?

Kristeligt Dagblad var med, da et hold ni-årige mini-konfirmander i Åby Sogn ved Aarhus talte om ondskab og fik til opgave at tegne terrortruslen, som de oplever den her et år efter terrorangrebet i København

Malthe Emil Thomsen, 9 år, om sin tegning: ”En mand har taget en maske på, og han holder en pistol i hånden, hvor han allerede har affyret et skud. Han skyder på en mand, der ser bange ud. Bag ved ham sidder tre børn på en bænk, de hygger sig, for de har ikke set den bombe, der ligger ved siden af dem. Lige om lidt sker der noget, så de dør allesammen.”
Malthe Emil Thomsen, 9 år, om sin tegning: ”En mand har taget en maske på, og han holder en pistol i hånden, hvor han allerede har affyret et skud. Han skyder på en mand, der ser bange ud. Bag ved ham sidder tre børn på en bænk, de hygger sig, for de har ikke set den bombe, der ligger ved siden af dem. Lige om lidt sker der noget, så de dør allesammen.”.

Der er boller med pålægschokolade, rød saftevand og livlig snak rundt omkring bordet. For en flok elever i tredje klasse er skoledagen netop slut. De er kommet i bus til sognegården ved Åbyhøj Kirke, og før dagens mini-konfirmandundervisning går i gang, skal de lige have snakket om, hvad de spiller på computeren for tiden, om 4 x 7 er det samme som 7 x 4, og om, at det er virkelig usejt at have kort hår.

Men så skifter stemningen.

”I dag skal det handle om det onde,” siger sognepræst Karsten Høgild efter at have klappet tre gange i hænderne og derved øjeblikkeligt skabt ro i lokalet.

Han fortæller om Eva, der havde dårlig samvittighed efter at have smagt på det forbudte æble, og om Gud, der jog hende og Adam ud af Paradiset, fordi de ikke kunne overholde de regler, han havde lavet.

”Da Eva og Adam ikke længere kunne være i Paradiset, kom de til at leve et sted, hvor alt ikke kun var godt, men hvor ondskaben også fandtes. Det kender I jo alt til, for I lever også i en verden, der ikke kun er god,” siger Karsten Høgild og tilføjer så lidt trøstende:

”Men vi har alligevel lov til at tro på, at det gode vil sejre.”

For snart et år siden hørte de fleste danskere, også børnene i Åbyhøj, om skyderiet foran spillestedet Krudttønden på Østerbro i København. Skyderi, der førte til drabet på en uskyldig mand og tre sårede politibetjente. De hørte også om den efterfølgende nats angreb på den jødiske synagoge i Krystalgade i det indre København, hvor en vagt blev skudt og flere betjente såret, og de hørte om, at politiet senere på natten dræbte den mand, der stod bag attentaterne. Han var terrorist. Det blev der sagt igen og igen både i fjernsynets nyhedsudsendelser og hjemme ved middagsbordene.

”Når jeg tænker på terrorister, så tænker jeg på, hvordan de overhovedet kan gøre det, de gør , uden at have dårlig samvittighed over, at folk dør”.

Andrea Askøe Bak, 9 år, om sin tegning: ”Der er en helt uskyldig pige, der går en tur hen i Zoologisk Have i København. En mand har kastet en bombe og har gemt sig bag ved en mur. Pigen har ikke opdaget bomben. Jeg tror nok, hun bliver dræbt. Det gør de to uskyldige mænd også. Jeg håber, dyrene overlever.”
Andrea Askøe Bak, 9 år, om sin tegning: ”Der er en helt uskyldig pige, der går en tur hen i Zoologisk Have i København. En mand har kastet en bombe og har gemt sig bag ved en mur. Pigen har ikke opdaget bomben. Jeg tror nok, hun bliver dræbt. Det gør de to uskyldige mænd også. Jeg håber, dyrene overlever.”

Niårige Alba Oline Løvgreen er den første, der reagerer på spørgsmålet om, hvad hun kommer til at tænke på, når hun hører ordet terror, og efter en kort tænkepause siger hun videre: ”Altså de der IS, de bliver jo ved og ved med at gøre folk kede af det.”

Klassekammeraten Marie Sandberg Madsen er enig:

”Hvordan kan de finde på at gøre det, når dem, der dør, jo kendte nogle, der bliver helt vildt kede af det?”, spørger hun og svarer så selv:

”Måske er det, fordi de vil hævne sig og tage noget tilbage, som var deres. Der er jo ret tit krig. Men det er mest sørgeligt, når det er uskyldige, der bliver dræbt.”

Marie Sandberg Madsen, 9 år, om sin tegning: ”Jeg har tegnet en bombe. Den er tændt, så der kommer en masse røg op i luften. Jeg ved ikke, hvor bomben ligger henne, det kan være alle mulige steder, men jeg tror ikke, det er i Aarhus.”
Marie Sandberg Madsen, 9 år, om sin tegning: ”Jeg har tegnet en bombe. Den er tændt, så der kommer en masse røg op i luften. Jeg ved ikke, hvor bomben ligger henne, det kan være alle mulige steder, men jeg tror ikke, det er i Aarhus.”

Lidt længere henne ad det store, firkantede bord sidder Malthe Emil Thomsen og funderer:

”Ja, det er altså vildt, at man kan tænke på at dræbe andre”.

Malthes ven Jens Høgild, der netop er fyldt 10 år, er lidt mere specifik, når han bliver bedt om at svare på, hvad han forbinder med terror.

”Det er Islamisk Stat, og det er i Irak,” siger han og tilføjer så, at han har snakket en del med sine forældre om det, men egentlig ikke er specielt bange.

Alba Oline Løvgreen, 9 år, om sin tegning: ”Det er inde i en by, hvor der er en terrorist. Han har en pistol, som han har fyret af. Han har også antændt en bombe midt på gaden. Pigen og drengen kan ikke nå at løbe væk, så de dør nok. Det gør terroristen også. Politiet er på vej for at hjælpe, de kører virkelig stærkt.”
Alba Oline Løvgreen, 9 år, om sin tegning: ”Det er inde i en by, hvor der er en terrorist. Han har en pistol, som han har fyret af. Han har også antændt en bombe midt på gaden. Pigen og drengen kan ikke nå at løbe væk, så de dør nok. Det gør terroristen også. Politiet er på vej for at hjælpe, de kører virkelig stærkt.”

Niårige Andrea Askøe Bak tænker først og fremmest på København og det, der skete dér for et år siden.

”Jeg kender en, der bor i København, og jeg tænkte meget på, om der var sket noget med ham. Nu er jeg mest bange for, om det også kan ske her i Aarhus. Jeg er bange, men ikke alt for bange,” siger hun.

Den følelse kender Marie godt. Hun tænker også en gang imellem på, om der kan springe en bombe eller blive skudt nogle mennesker i Aarhus, men så glemmer hun det hurtigt igen. For som hun siger:

”Jeg føler mig for det meste tryg.”

Alba fortæller, at hun har en klassekammerat, der er muslim, og at den klassekammerat nogle gange har været bekymret for, om de andre i klassen kunne finde på at tro, hun var ond.

”Men vi kender hende jo, så vi ved godt, hun ikke er ond,” siger Alba, der i øvrigt mener, at hun har hørt det der terror-ord så mange gange, at det nærmest er blevet helt normalt.

Jens Høgild, 10 år, om sin tegning: ”Det er i Paris, hvor to mænd er ude at gå en tur, og det er dejligt vejr. Pludselig skyder en mand på dem. De kan ikke flygte, for bag ved dem ligger en bombe, som allerede er tændt. Jeg tror, de er meget bange. Manden, der skyder, er terrorist, det kan man se, fordi han har maske på.”
Jens Høgild, 10 år, om sin tegning: ”Det er i Paris, hvor to mænd er ude at gå en tur, og det er dejligt vejr. Pludselig skyder en mand på dem. De kan ikke flygte, for bag ved dem ligger en bombe, som allerede er tændt. Jeg tror, de er meget bange. Manden, der skyder, er terrorist, det kan man se, fordi han har maske på.”

”Men det er vigtigt, at vi en gang imellem snakker om det og siger til hinanden, at det sker nok ikke her, for ellers tør vi jo ikke engang gå rundt inde til byen, selvom vi har vores forældre med,” siger hun.

Marie tror på, at politiet holder godt øje med terroristerne og er gode til at passe på ”alle de uskyldige”.

Og den udmelding bliver der nikket til rundt om bordet, hvor saftevandet og bollerne er skiftet ud med papir og farveblyanter. Opgaven fra sognepræst Karsten Høgild lyder: Tegn om terror.