Børnene, som ingen vil nærme sig

Østrigeren Clemens J. Setz er danmarksaktuel med romanen ”Indigo” og på Louisianas litteraturfestival

Kan læsningen af "Indigo" gennemføres uden at miste orienteringen, er der stumper og stykker til overvejelse. De er også som sæbebobler, et yndet billede i romanen, der bestandigt springer og er væk - afstår fra at være betydning, der kan gribes klart, skriver anmelder.
Kan læsningen af "Indigo" gennemføres uden at miste orienteringen, er der stumper og stykker til overvejelse. De er også som sæbebobler, et yndet billede i romanen, der bestandigt springer og er væk - afstår fra at være betydning, der kan gribes klart, skriver anmelder. Foto: Ulrik Jantzen.

I juli i år spurgte en god tysk ven en boghandler i Berlin, om hun kunne anbefale Clemens J. Setz, hvis bøger var udstillede i hele vinduet. ”Han er jo lidt ung,” lød det lakoniske svar.

Han er ganske rigtigt født i 1982, vandt i 2011 Leipzig-bogmessens pris og har været shortlistet til Deutscher Buchpreis for romanen ”Indigo”. Den udkommer nu op til Louisianas litteraturfestival, hvor han optræder.

Den tvetydige vurdering i Berlin kan ikke stå alene, for ”ungt” griber ikke den krast antydede og overbevisende samfundskritik, der karakteriserer denne bog.

”Indigo” er også litterært sammensat og svær at få hold på under læsningen, fordi den er spækket med brud, flere hovedpersoner i forskudte tider, og tekststumper og -stykker, der kredser om fænomenet ”indigobørn”.

Idéen om særlige i-børn er inspireret af en esoterisk forestilling om, at mennesker kan have forskelligt farvede auraer, nogle også indigoblå. Forestillingen tages op i romanen, hvor disse børn tilsyneladende er et velkendt fænomen, men stadig præget af en vis mystik.

Hos Clemens J. Setz har i-børn imidlertid ikke blot en særlig aura, men udløser voldsomt fysisk ubehag hos alle, der nærmer sig dem. Forældre og andre omkring dem kaster op, får hovedpine og mister orienteringen. Sådan lyder en passage i romanen:

”På den modsatte side af gaden gik en kvinde, der kiggede ned i barnevognen foran sig med en ung mors karakteristiske blik. Hun fulgte efter barnevognen med små, forsigtige skridt, som om den var en selvkørende græsslåmaskine. Hun havde nok hovedpine og ville lige om lidt brække sig ud over sit barn i lighed med så mange andre mødre her i landet.”

Ud over denne virkning er børnene også uden empati, men de er ikke kun et tragisk fænomen. De ses også af nogle personer i romanen som et samfundspotentiale, fordi de kan udnyttes til blandt andet tortur.

De sættes for eksempel ind i fangelejre i rum, der støder op mod celler. Senere i livet brænder mange i-børn ud, som var de gammeldags glødepærer.

”Husk, at torturen blev opfundet i Europa,” siger den mystiske hr. Ferenc, som har en insiderviden om i-børn.

Han fortsætter med at pointere, at mange forældre helt generelt gerne vil af med deres børn, særligt i Skandinavien. Som eksempel nævner han også babysprækker, hvor mødre kan aflevere deres børn eller sågar føde direkte ned i sprækken.

Køen ved babysprækken i Brooklyn er for eksempel virkelig lang. I ”Indigo” forenkles og opskrues samfundstendenser på denne måde, og det gør den markant original og lidt uafrystelig.

Fænomenet i-børn oprulles kun langsomt gennem romanen af den ene hovedperson, hr. Setz, der både deler navn og til en vis grad livshistorie med forfatteren, Clemens J. Setz. Han ansættes i midten af 00'erne som nyuddannet matematiklærer på en kostskole for i-børn i Helianau i Østrig.

Hurtigt forfærdes han over, at børnene i nogle tilfælde simpelthen forsvinder. På skolen i Helianau møder han også eleven Robert Tätzel, der er romanens anden hovedperson. Han følges i år 2021, efter at han er blevet voksen og er brændt ud.

Som valget af navnet ”hr. Setz” viser, er ”Indigo” en metabevidst roman. Der spilles på forventninger om virkelighed og fiktion, hvad der er sandt eller blot indbildning. Findes hr. Ferenc for eksempel, eller er han blot opfundet til denne roman? ”Indigo” slutter med et efterskrift, hvor der står om hr. Ferencs mobilnummer: ”Deze Nummer is niet in gebruik.” Underforstået: Han findes ikke.

Dette kan karakteriseres som lidt ungt, om man vil. Ligesådan er romanen spækket med litterære referencer, også til Hr. Setz' yndlingsforfattere, der skiftevis er for eksempel Elfriede Jelinek, Halldór Laxness, Thomas Pynchon og Philip K. Dick.

Men romanen kan især læses som en antydning af en samfundsaktuel mangel på menneskelig sensitivitet. Hvordan opstår den? Er det medfødt hos nogle børn, eller er det forældres afvisning, der skaber tilstanden? Betegnelsen i-børn tangerer også betegnelsen i-generationen, men henvisning til både Apple og selvcentrerethed. ”De driver længere og længere væk i deres rumkapsel,” siges det om i-børnene.

Clemens J. Setz er blevet sammenlignet med Kafka og kan på sin vis ses som en speedet variant af ham.

Kan læsningen gennemføres uden at miste orienteringen, er der stumper og stykker til overvejelse. De er også som sæbebobler, et yndet billede i romanen, der bestandigt springer og er væk - afstår fra at være betydning, der kan gribes klart.