Bogbranchen må stoppe brokkeriet

DRs kulturdirektør, Morten Hesseldahl, har vakt debat i ugens løb med kritik af bogbranchen

Morten Hesseldahl. –
Morten Hesseldahl. –. Foto: Mikkel Østergaard.

Forlag, boghandlere og forfattere kritiserer løbende kulturministeren og politikere for ikke at gøre mere for at redde en bogbranche præget af økonomisk krise og digitale udfordringer. Men det er en falsk klagesang, mener DRs kulturdirektør, Morten Hesseldahl, der forleden holdt en kritisk tale til et arrangement om litteraturens vilkår. Han har selv en fortid som chef i forlagsbranchen i blandt andet Gyldendal, og han mener, at det tværtimod går rigtig godt for læsning og litteraturen.

Men det er, som om bogbranchen kun fokuserer på det negative, siger Morten Hesseldahl.

LÆS OGSÅ: Morten Hesseldahls tale til debatmøde arrangeret af Dansk Forfatterforeningen

Hvordan går det bedre for litteraturen?

Man kan i dag finde en enorm mængde klassikere på nettet gratis. Samtidig eksploderer læsernes engagement, og litteratur bliver diskuteret som aldrig før i læseklubber og på sociale medier. Det ser nogle i branchen måske som en afvikling, men jeg ser det som en udvikling. Det skrevne ord står stærkere end nogensinde. Der er såkaldt fanfiktion, hvor folk skriver videre på romaner, og der er cirka 1800 selvudgivelser om året.

Hvad bør forlagene gøre?

Forlag og boghandlere må forstå, at litteraturen ikke er til for deres skyld. Bogbranchens problemer er forretningsbekymringer. Der er indlysende muligheder med de nye digitale salgs- og distributionskanaler, som der ikke satses på. Vi ser jo andre løsninger som Amazon og Adlibris, der er kommet fra uden for branchen. Forlagene må indse, at litteraturen lever uden om dem blandt andet på grund af forældre, lærere, bibliotekarer og medier, der bruger masser af energi og positiv opmærksomhed på litteratur og bogbranchen.

Gyldendal har jo satset på online bogsalg, men måtte for nylig lukke g.dk, fordi det ikke kunne betale sig.

Det handler primært om, at viljen til at tænke anderledes ikke er der. Jeg har nævnt Johannes Riis (Gyldendals litterære direktør, red.) årlige festtaler, som er karakteristisk for positionen, at krimier, mobiltelefoner og anden ny udvikling er en trussel mod dannelsesniveauet og kvalitet.

Påvirker det dig ikke, når boghandlere og erfarne forlæggere som Per Kofod gentager, at frie bogpriser og bestsellerisme presser såkaldt kvalitetslitteratur?

Jeg har arbejdet i forlagsbranchen i 20 år, og man er altid bekymret for den smalle og oversatte litteratur. Det er en meget lille del af bogsalget økonomisk set, som da bestemt kunne få et særskilt kulturpolitisk fokus. Desuden har den slags litteratur et vitalt fundament på nettet med kompetente debatfora som Promenaden og Kornkammer.

Johannes Riis har udtalt, at du gør dig klog på interne forhold i en branche, du ikke længere forstår dig på?

Jeg forlod branchen for lidt over fire år siden, og jeg er desuden forfatter og bør derfor have lov at udtale mig. I stedet for at gå i et personangreb skulle man forholde sig til den relevante kritik, der rejses fra mange sider. Der sker betydelige strukturelle ændringer i branchen, og man vælger at synge om de gode gamle dage i stedet. Det forstår jeg ikke.