Mediedækningen af TV 2’s afsløringer af, hvordan imamer i danske moskéer prædiker streng sharia, og hvordan muslimske parallelsamfund lever og har det godt, har de seneste uger været massiv. Det samme har diskussionen om, hvorvidt det er presse-etisk korrekt at gå undercover og bruge skjult kamera. Og bagefter afvise at ville fremlægge sit materiale.
Hvis man vil have nuanceret de spørgsmål, går man forgæves i ”Undercover. Jeg var Fatma i Danmark”.
Den fortæller nemlig, refererende og nøgternt, muldvarp-Fatmas historie, fra hun bliver kontaktet af tilrettelægger Martin Jensen, til hun efter tre måneder som Fatma – gift med Muhammed, bosat i Gellerupplanen og søgende efter religiøse svar – kan vende tilbage til sit eget liv i et ikke navngivet arabisk land.
Fatma er vokset op i et sharia-kontrolleret samfund, men i dag er hun ikke længere troende. Og hendes bevæggrunde for at gå med i projektet var ønsket om at nuancere den islamdebat, som ifølge hende er blevet så polariseret, at venstrefløjen er tilbøjelig til at afvise enhver kritik, der har med islam at gøre. Og det er i hendes optik kujonagtigt, for der er unægtelig grund til at være kritisk. Hvilket hendes tre måneder undercover kun bekræftede hende i.
Omvendt har hun intet ønske om at medvirke til at forsyne højrefløjen, der glad og gerne bruger enhver kritisk historie om muslimer og moskéer, med ammunition, som den kan bruge mod indvandrere helt generelt.
Og hun hverken dæmoniserer eller favoriserer. Hun fremlægger sine oplevelser. Uden at dømme. Om end hun hverken kan skjule, at hun bliver chokeret over imamerne undervejs – eller at hun med visse af de muslimske kvinder bliver modtaget med en varme og en interesse, som hun i bund og grund er ked af at udnytte.
Fatmas historie er straight forward fortalt i et sprog, der ikke gør nogen fortræd, men som med sin tørre og konstaterende stil omvendt heller ikke trækker sin læser med i det univers, som hun helt ekstraordinært har fået adgang til. Hvorved følelsen af at slå følge med hende udebliver, selvom mange samtaler og meningsudvekslinger bliver samvittighedsfuldt gengivet. Det er knastør dokumentar, som i læsenydelse ville have vundet ved en mere fortællende journalistisk stil, som man som regel godt kan lande, uden at lødigheden går fløjten.
Fatmas afsløringer har vi fået i de seneste ugers massive mediedækning. Imamerne håndhæver benhård sharia indadtil, mens de udadtil fremstår langt mere moderate. Men over for Fatma gjorde de det blandt meget andet klart, at hun ikke kunne arbejde sammen med mænd, at hun ikke måtte afvise sin ægtemand seksuelt – og at det var okay, at han lagde hånd på hende, hvis hun gjorde det – og at hun måtte finde sig i, at han tog sig endnu en hustru.
Og det er desværre ikke alverden, som bogen om Fatma lægger til det.
kultur@k.dk