Indkøbsudvikler hos Bog&idé: Malebøger er ikke rigtig faglitteratur

Bog&Idé har ikke en bestsellerliste for børnelitteratur eller de populære malebøger for voksne, som ...

Bog&Idé har ikke en bestsellerliste for børnelitteratur eller de populære malebøger for voksne, som ikke er rigtig faglitteratur, mener Bog&Idés indkøbsudvikler, Charlotte Thyberg. - Privatfoto.

Bog&idés bestsellerlister indeholder ikke de ellers populære malebøger til voksne eller ungdomslitteratur. Ellers afspejler de det reelle salg, siger kædens indkøbsudvikler, Charlotte Thyberg

Bestsellerlisten fra boghandlerkæden Arnold Busck, der hver uge trykkes i en række dagblade, er, som vi har beskrevet her i avisen torsdag, konstrueret ud fra visse ”objektive kriterier” for at undgå ensformighed på listerne. Boghandlens lister indeholder derfor kun førsteudgaver og bøger, der koster over 50 kroner. De indeholder heller ikke årbøger som ”Svikmøllen”, Jumbobøger eller Kraks kort.

Bog&idé står bag landets anden kommercielle bestsellerliste, som blandt andre Kristeligt Dagblad trykker hver uge. Boghandlen oplyser, at man ikke har nogen kriterier for valget af bøger til listerne. Alligevel ligner de to boghandlerkæders bestsellerlister ofte hinanden.

Det skyldes blandt andet, at de to butikskæder har det samme sortiment af bøger, og at Bog&idé heller ikke optæller eksemplevis årbøger og jumbobøger, oplyser Bog-&idés indkøbschef, Charlotte Thyberg.

Hvordan laver Bog&idé sine bestsellerlister?

Vi trækker information om salget af alle bøger fra butikkerne og hjemmesiden og sender hver uge en oversigt til forskellige medier. Det gør vi inden for forskellige kategorier. Vi har en liste over skønlitteratur, som også tæller krimier og spændingsromaner, biografier, faglitteratur og hardbacks og paperbacks. Arnold Busck har flere kategorier, hvilket forklarer, hvorfor deres og vores lister også er forskellige.

Men så forskellige er listerne heller ikke. Hvordan kan det være?

Vi sælger jo langt hen ad vejen de samme titler i vores butikker. Det er stort set det samme udvalg, vi har. Vi har mange nyudgivelser, som topper listerne på grund af nyhedens interesse. Og vi har desuden titler, som vi selv har fået produceret eller genudgivet, og som så ikke bliver solgt hos andre boghandler og derfor kun figurerer på vores bestsellerlister.

Arnold Busck medregner ikke bøger under 50 kroner samt genudgivelser og årbøger for at undgå, at disse titler fylder for meget på deres lister. Hvorfor optræder disse titler ikke på jeres lister?

Det gør de også, hvis salgstallene er gode nok - de er ikke på noget tidspunkt fravalgt og kan også findes på vores lister fra tid til anden. Vi har valgt ikke at lave bestsellerliste på årbøger, da salgsperioden er meget kort i forbindelse med julen. Vi indregner heller ikke voksen-malebøger, som vi ikke opfatter som hverken skønlitteratur eller faglitteratur. Det er snarere papirtrendvarer og altså ikke en almindelig bog.

Man finder ikke jumbobøger og lignende udgivelser på jeres lister. Hvorfor ikke?

Vi har ikke børnelitteratur med på vores lister. Vi kunne overveje at lave en liste kun for børn- og ungdomslitteratur. Og det vil ikke være rigtigt at medregne den genre under skønlitteratur.

Hvad med billigbøger som bogserien ”Tænkepauser”, der har solgt godt i hele landet? Den er ikke at finde på jeres liste. Hvorfor ikke?

Enkelte af seriens titler har tidligere været på vores bestsellerliste, men det afhænger igen af, om salget på kædeplan berettiger titlen til en plads på toptilisten.