I den seneste tid er der udkommet en lang række værker, der beskæftiger sig med miljø, klima og natur. Mens forfattere som Knud Sørensen i ”Mere endnu” (2015), Liv Sejrbo Lidegaard i ”Fælleden” (2015) og Morten Chemnitz i ”Inden april” (2013) på forskellige måder skriver stilfærdigt om samhørigheden og forbundetheden med omgivelserne, er der en langt mere foruroligende, apokalyptisk og mørk-økologisk stemning på spil andre steder.
For eksempel i Rasmus Halling Nielsens ”Det lille robotøje siger” (2011), Theis Ørntofts ”Digte 2014” (2014) og Ursula Scavenius' ”Fjer” (2015).
I den sidstnævnte gruppe møder vi således henholdsvis en zombieepidemi tilsyneladende forårsaget af menneskets egen forurening, et hæslighedsæstetisk univers fyldt med inficerede, forurenede kroppe og en fremmedgørende grænsesletningsproces mellem mennesker og dyr i en døende verden.
Til disse pessimistiske og dystopiske økolitterære fremstillinger kan man nu føje en ny, nemlig Dennis Gade Kofods nye og fremragende roman, der udkommer i dag: ”Nancy”. På Bornholm bor Nancy sammen med sin voldelige kæreste TT, men snart forandres hendes liv fundamentalt. Ikke bare har hun mødt den litteraturinteresserede Albert, men de underjordiske - ledet af den bornholmske sagnkonge Ellestingeren - har besluttet sig for at tage øen tilbage og udrydde alle øboerne (på nær to).
Det skyldes, at menneskene i deres respektløse og ødelæggende omgang med naturen og øen har glemt, at alt kun er til låns, at også det ikke-menneskelige har selvstændig værdi. Man har udpint og misbrugt øen: Skovene er blevet fældet, højene blevet pløjet ned, samtidig med at svinefarmene, markerne og de mange sommerhuse har spredt sig. Øen er en del af menneskene, men det har de glemt.
Derfor igangsætter de alt andet end søde underjordiske nisser en række tiltag, der indebærer, at det bliver ganske tydeligt, at naturen, det ikke-menneskelige, ikke blot er en uskyldig kulisse, men nærmere uhyggeligt levende og tilstedeværende. ”Overalt er der en form for liv”, som der står et sted. Øen belejres af en mystisk og dødbringende tåge, og skoven vokser uhæmmet.
Mod slutningen af romanen lyder det: ”Et agern. En kogle. Det drysser med liv over det hele./ De rammer asfalten, der snor sig gennem skoven, men synker alligevel ned. Derefter et træ mere på vejen. Dyr, der går der, hvor bilerne kørte for bare uger siden./ Løvfald på løvfald, og alt menneskeligt forsvinder./ Asfalten bliver ædt op./ Naturen, der ikke længere følger årstiderne./ Skoven i alle stadier på en gang; sommer, efterår, vinter og forår i ét.” Og ud af skoven skabes tilmed en drabelig hævnerkæmpe ved navn Bobba-Nagg.
Som man måske kan fornemme, er det særlige ved Kofods prosa, at den på indholdssiden er herligt fabulerende, fyldt med overnaturlige, gruopvækkende og magiske elementer, mens formsproget er koncist og fåmælt. Her mødes læseren ikke af massive tekstblokke. Tværtimod: Ordene og sætningerne falder med en særlig rytme og beherskelse ned over siderne. Denne dynamik mellem den stramme og ordknappe form og det vildtvoksende og fantasifulde indhold mestrer Kofod til perfektion.
At jeg ikke har fået nævnt, at denne roman også får inkorporeret spørgsmål som kvindeundertrykkelse, provinsudmagring, klassekamp og social arv i sin økodystopi vidner blot om, at ”Nancy” er en kompleks roman, der i høj grad tåler genlæsninger. Kofod er kort sagt en af ny dansk litteraturs bedste romanforfattere.
kultur@k.dk