Forargelsen var til at fornemme, da det kom frem, at Tom Kristensens legendariske roman ”Hærværk” (1930) skulle udkomme i England på foranledning af en britisk bankmand, Duncan Lewis, der har arbejdet for Saxo Bank i Danmark og købt de britiske oversættelsesrettigheder. For hvem skulle kvalitetssikre oversættelsen fra en åndløs liberalist og glad amatør? Spørgsmålet fornemmede man mellem linjerne.
Men går man til kilden, så viser det sig, at Lewis’ britiske udgave af ”Hærværk” ikke er amatørarbejde. Det er ikke – som romanen – en tilsmudsning af det sakrosankte.
I et cool, nyt nordisk design har Lewis bidraget til, at andet end skandinaviske krimier er tilgængelige på det britiske marked, og det er svært at se, hvordan dette skulle være negativt.
Det kan enhver se for sig selv, for bogen er også tilgængelig i danske boghandler.
Oprindeligt lød det, at han havde ændret i teksten efter forgodtbefindende. Det var vistnok en uheldig formulering, for det er ikke tilfældet. Tværtimod tillægger den nye udgave oversættelsesæren til svenskeren Carl Malmberg, der begik en solid oversættelse til amerikansk i 1968. Lewis har kun ”tilpasset” den.
Denne tilpasning består mest af alt i en omskrivning til britisk retskrivning, og derudover har denne udgave reelle forbedringer af 1968-versionen. Eksempelvis er det sagnomspundne Angst-digt faktisk blevet bedre. De mest kendte linjer lyder: ”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer/ og mod Hærværk og pludselig Død.” Dette ord, skibskatastrofer, er uden tvivl et af de mest prægnante lyriske billeder i moderne dansk digtning, men var forståeligt, men ærgerligt, ikke med i den gamle oversættelse. Det er det i denne udgave: ”I have longed for shipwrecks/ For havoc and violent death” i stedet for det gamle ”final disaster” – man skal vist være kommunist a la Sanders og Steffensen i romanen for at være imod denne indlysende vægtning af at få skibsvraget med.
Et af romanens sjovere elementer for et britisk publikum må uden tvivl være Vuldum-skikkelsen, Jastraus halvkatolske kollega. Idet ”Hærværk” med denne udgivelse for første gang foreligger på britisk, er det unægteligt herligt, at Vuldum, den lastefulde jomfru, foragter to sprog: Det danske, fordi det kun består af barbariske, materielle brokker (på engelsk: ”barbaric bits and fragments”). Deri er det ”umuligt” og minder om amerikansk.
Vuldum ville uden tvivl have applauderet Duncan Lewis’ indsats for en britisk udgave, så han ikke selv var nødt til at tale det uværdige, oversøiske tungemål.
Både den gamle oversættelse og de nye versioner (der er også foretaget en revidering af den amerikanske) fanger meget fornuftigt de uendelige bibelske referencer, og deri har Duncan Lewis hverken gjort fra eller til, hvilket er fornuftigt. I det hele taget er der lavet meget få ændringer.
”The inevitable Kjær” (Den evige Kjær) findes stadig, og Eriksen er også her en klassebevidst dranker, der er mærket af ”Li-i-ivet” og ikke drikker så meget som et ”Bæ-æger”, så længe solen står over Vesterbro. Hverken gammel eller ny oversættelse fanger denne lange, modernistiske og druk-opblødne jazzvokal, men mindre kan jo også gøre det.
Tom Kristensen: Havoc. 590 sider. 12 pund. Nordisk Books.