Idéhistoriker: Brug Kierkegaard som systemkritiker

Søren Kierkegaard bevægede sig gerne uden for studerekammeret og fandt inspiration blandt sine medborgere ...

Søren Kierkegaard bevægede sig gerne uden for studerekammeret og fandt inspiration blandt sine medborgere og skal i det hele taget ses som samfundstænker frem for individets tænker, anføres det fra flere sider. - Foto: Scanpix / Scanpix Danmark

For mig at se har han ufattelig meget at sige til netop vores tid. For Kierkegaard er en hårdnakket kritiker af det system-samfund, som han kunne se konturerne af på sin egen tid
Ole Morsing

Både venstrefløjen og højrefløjen kunne lære noget af at læse Kierkegaard på en ny måde. Det har internationale forskere opdaget for længe siden, lyder det fra idéhistoriker Ole Morsing, der nu skriver en bog om den danske filosof, som han mener har meget at byde på i en tid, hvor hverken politikere eller borgere opstiller nye visioner

På Ole Morsings smalle kontor ligger der opslåede bøger og spredte papirark over det hele.

Teksten i bøgerne er på engelsk og tilføjet masser af blyantsnotater og understregninger. Bøgerne er alle skrevet af udenlandske forskere, der er optagede af at forstå Søren Kierkegaard som en tænker, der også havde noget at sige i forhold til samfundet.

På papirarkene er ordene derimod danske. Det er Ole Morsings egen tekst. Han er lektor i idéhistorie på Aarhus Universitet og efter i mange år at have beskæftiget sig med Kierkegaards eksistenstænkning med fokus på ”Hiin Enkelte” opdagede han, at der faktisk også er en side af forfatterskabet, der er interessant politisk og socialt. En side, som mange af hans internationale fagfæller er meget optaget af.

Nu er han så selv i gang med at skrive bogen ”Kierkegaards samfundsbidrag”.

”For mig at se har han ufattelig meget at sige til netop vores tid. For Kierkegaard er en hårdnakket kritiker af det systemsamfund, som han kunne se konturerne af på sin egen tid. Han skriver direkte imod både kommunisme og kapitalisme og er indædt modstander af levebrødspolitikere og alle former for magelighed eller åndelig dovenskab. Hans helte er derfor folk som Jesus og Sokrates, fordi de netop ikke bare går i ét med systemet og blindt overtager normer og værdier, men tværtimod selv står op for nogle idealer. Især fremhæves Sokrates, fordi denne græske tænker bogstaveligt forstod, levede og døde ud fra, at hans personlighed var noget andet og mere end samfundet.”

Ole Morsing er dog udmærket klar over, at det er kontroversielt at se på Kierkegaard som samfundstænker. For det er jo netop ikke de ydre former, men inderligheden, der er fokus på i forfatterskabet.

Samtidig er det en almindeligt udbredt opfattelse, at Kierkegaard var fortaler for enevælden og imod demokratiet og derfor er blevet anset for at være en temmelig konservativ tænker.

”Men ved at insistere på, at vi hver især - eller Hiin Enkelte - har en opgave, så peger han faktisk på, at det også gælder i vores forhold til fællesskaberne. Det er også i den sammenhæng, man skal se hans bekymring for demokratiet. For Kierkegaard frygtede enhver form for system, hvor den enkelte risikerer at blive reduceret til et nummer eller en del af en masse, hvor man automatisk overtager idealer eller synspunkter, uden at man selv er nået frem til dem. Hans mest provokerende udsagn er i denne forbindelse, at det er ved at blive sådan, at jo flere nuller man sætter bagved et tal, jo mere sandt tror vi, det er. Kierkegaard så, hvordan industrisamfundet gjorde den enkelte til en brik i et mekanisk system, og han brød sig heller ikke om nationalfællesskabet eller arbejdsfællesskaber. Men derfor er han bestemt ikke imod fællesskaber som sådan. De skal blot bestå af mennesker - det vil sige, at fællesskaber bør opstå på baggrund af, at hver enkelt har taget selvstændigt stilling til dem og ikke bare overtager dem automatisk.”

Ifølge Ole Morsing er der i vores tid næsten ikke andet end automatholdninger og værdier, vi ukritisk overtager og giver videre. Ingen tør, magter eller orker at tænke radikalt, og selv politikerne er ifølge idéhistorikeren holdt op med at fremstille visioner for et andet og bedre samfund. Det gælder både højre- og venstrefløjen.

”Venstrefløjen har i mange år haft travlt med at have ondt af forskellige grupper i samfundet: den enlige mor, den homoseksuelle, flygtningene eller de arbejdsløse. Men man kan ikke bygge politik op omkring, at det er synd for nogle. Den store vision om noget bedre - eller en helt grundlæggende og overordnet kritik af samfundet som sådan - er forsvundet fra venstrefløjen, hvis vi ser bort fra overordnede floskler som socialisme og ejendomsretten til produktionsmidlerne. Og højrefløjen er i dag heller ikke væsensforskellig. Til gengæld har man her omfavnet nogle af de systemer, man tidligere kritiserede. Det er, som om vi allesammen er overbevist om den tankemodel, den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman kalder TINA: There Is No Alternative. Så vi er holdt op med at tænke med den lidenskab og det engagement, som Kierkegaard blandt andet mener kendetegnede Den Franske Revolution. Han siger faktisk, at det er bedre at brænde for noget og at ville revolutionere samfundet, end blot at føre en nikkedukke-tilværelse.”

Kierkegaard er alt andet end fortaler for de umiddelbare og enkle svar eller holdninger. Han ser i sin egen tid, hvordan mennesker bliver berømte og fejrede, fordi de gør livet lettere og lettere for menneskeheden. Som eksempel nævner han nogle af tidens opfindelser som jernbaner, dampskibe og telegrafer, men også de oversigter i aviserne, hvor der på forhånd er udvalgt, hvad der er værd at vide. Kierkegaard insisterer i stedet på at gøre tingene vanskeligere, så vi ikke havner i ligegyldig eller rent bekræftende adfærd.

”Det er i høj grad hans syn på kristendommen, der er afgørende for de krav, han stiller til os hver især. Kierkegaard var, som de fleste nok ved, imod en kobling af stat og kirke, fordi han opfattede dette som endnu et system, der gør folk ens. Men Gud vil forskellighed, siger Kierkegaard, fordi mennesket er ånd, og derfor er det vores egen indre opgave hver især at forholde os til Gud. Derfor er man nødt til at gå i sit indre lønkammer - og ikke til en præst i kirken, når man skal være kristen. Målet er derfor heller ikke lighed blandt mennesker, for mennesker er netop ikke lige, men forskellige, og derfor kan man ifølge Kierkegaard heller ikke lave politik på et lighedsgrundlag, for så gør man faktisk mere skade end gavn. Samtidig siger Kierkegaard gang på gang, og det må ikke overses, at for Gud er alle mennesker lige.”

Ifølge Ole Morsing gælder det derfor, hvis man følger Kierkegaard, om at holde sin tænkning åben og så vidt muligt skabe de nødvendige betingelser for netop at kunne gøre det. Ikke mindst i forhold til de børn, der nu vokser op og måske allerede har fået blokeret evnen gennem et skolesystem, der som Ole Morsing ser det, er mest optaget af at indføre måle- og veje-metoder i forhold til læring.

”Men det er vel netop evnen til at tænke fantasifuldt og til at se andre muligheder, vi burde understøtte. Det vigtigste i et menneskes liv er som regel ikke noget, der kan vejes og måles, og det bør vi virkelig tage alvorligt, når vi laver skole og i det hele taget taler om opdragelse og dannelse. Der skal være et frirum, hvor der ikke nødvendigvis er sammenfald mellem det samfund, man nu engang har indrettet og så den fornuft, der udelukkende understøtter netop dét.”