I oktober i året 1728 ophørte København med at være en middelalderby. Omtrent 1500 beboelseshuse i den historiske bykerne forsvandt i en brand, der varede flere dage. Byens gamle kirker, Sankt Petri, Vor Frue, Nikolaj og Helliggejst, blev svært beskadigede. Også erindringen forsvandt. Stadsarkivet gik til i branden sammen med byens rådhus.
De omfattende ødelæggelser gav imidlertid også plads til den enevældige stats trang til at ordne og organisere, og en kongelig kommission blev nedsat til at regulere og planlægge genopbygningen. Nu skulle byen moderniseres. Man benyttede lejligheden til at regulere byplanen, så mange af de mange smalle og krogede smøger forsvandt. Man fik også for første gang et sammenhængende øst-vest-gående gadeforløb, af københavnerne sidenhen døbt Strøget.
Genopbygningen af byen lagde beslag på alle kræfter, og kongen averterede efter faglært arbejdskraft i en holstensk avis, der nød stor europæisk udbredelse. Annoncen blev også læst i Haag i Nederlandene, hvor en ung mand, oprindeligt fra Strasbourg, Philip Lanck, var ved at uddanne sig til murer. Han øjnede mulighederne og drog til den danske konges residensby for at gøre sin lykke. Og det gjorde han. Han blev boende og virkede i København til sin død i 1766, 62 år gammel.
Philip de Lange, som han siden kaldte sig, omtales ofte som bygmester. Det var helt i overensstemmelse med samtidens forståelse af den funktion, som i dag udfyldes af den selvstændigt skabende og kunstneriske arkitekt. Selvom stillingsbetegnelsen altså først stammer fra en senere tid, har mange af Langes samtidige kolleger vundet borgerskab i kunsthistorien som arkitekter.
Det gælder Lauritz de Thurah (1706-1769), Nicolai Eigtved (1701-1754) eller Nicolas-Henri Jardin (1720-1799).
De tegnede palæer og andre repræsentative prestigebyggerier.
Lange byggede i langt højere grad funktionsbygninger: en kontorbygning for et handelskompagni, beboelsesejendomme for borgerskabet, muren rundt om Assistens Kirkegård, et fyrtårn samt en mastekran, magasiner, mandskabsboliger og meget andet for Søetaten.
Denne bog, der er smukt tilrettelagt, velskrevet og udsøgt illustreret, viser, at arkitekten Lange fortjener den opmærksomhed, som forfatteren har givet ham. Ved at gennemgå hans liv og værk viser Noldus, der selv er nederlænderinde, hvad hans inspirationskilder fra læretiden i Haag kan have været, og den systematiske gennemgang af de bygninger, han skabte, fremhæves deres æstetiske kvaliteter.
Arkitekturhistorisk interessant er især Noldus' påpegning af forbindelsen til det 17. århundredes nederlandske klassicisme, der i modsætningen til den samtidige barokstil kun gjorde begrænset brug af dekorative elementer. For et nutidigt blik, der er præget af funktionalismen, er det ikke mindst de mere skrabede af Langes arbejder, der vækker nysgerrigheden.
19 af Langes bygninger findes endnu. Damsholte Kirke på Møn og Det Hvide Fyr i Skagen er fremtrædende eksempler, men de fleste findes i København, for eksempel postgården i Købmagergade, der netop er blevet solgt til erhverv og kontor, og Assistenshuset - det nuværende kulturministerium - eller Kunstforeningens hus på Gammel Strand.
Asiatisk Kompagnis hovedbygning i Strandgade - nu Udenrigsministeriet - er ikke mindst kendt, fordi den udgør motivet for et af Vilhelm Hammershøis malerier. Mest markant er Langes tilstedeværelse dog på Holmen med Hovedvagten, Arsenalet lige ved Operaen og selvfølgelig Mastekranen, der rager op som et monument over, hvad man vel kan kalde Langes fornemme sans for at alliere æstetik og funktion.
kultur@k.dk
