”Jeg har lært meget af det, jeg kan i dag, i de år i BZ, både socialt og praktisk. Jeg lærte for eksempel selv at bygge en stor seng af stjålet tømmer. Vi kørte ikke bare i IKEA for at købe en seng eller sad og ventede på, at nogle andre klarede sagen. På den måde kom vi i god kontakt med vores egen drivkraft. I BZ lærte jeg at tage stilling til mine omgivelser og til samfundet, at reflektere over etiske spørgsmål om rigtigt og forkert, at hjælpe andre og tage imod hjælp, at samarbejde og tænke i fællesskab og at føre mine drømme ud i verden.”
Sådan fortæller en tidligere BZ’er til Peter Øvig i forfatterens nye bog, der udkommer i dag. Citatet er typisk. Mange veteraner fra BZ-bevægelsen mener, at den var et farverigt, vildtvoksende, blomstrende eksperiment i en epoke af grå beton. Men midt i citatets almindelige selvudviklingsretorik stikker et enkelt tillægsord ud: ”stjålet”.
BZ-bevægelsen var inficeret af kriminalitet. Ikke blot sneg almindelige kriminelle sig ind i bevægelsen. Bevægelsen selv var et fundamentalt opgør med ejendomsretten. At stjæle tøj, mad og andre fornødenheder kunne mentalt og ideologisk snildt forenes med, at man i forvejen boede i andre folks huse uden tilladelse og uden at betale.
”BZ’erne var ideologiske forbrydere,” som en pensioneret betjent siger til Øvig.
Derfor kan man støde på formuleringer som ovenstående, hvor berigelseskriminalitet tvangfrit gøres til en forudsætning for at lære sløjd. Tyveri bliver til en del af kreativiteten. Men det er Øvigs ærinde at fortælle en anden historie: BZ-bevægelsen var mere destruktiv end kreativ.
Det begyndte med kampen om en byggelegeplads på det indre Nørrebro i København i 1980. Her stødte unge aktivister sammen med politiet. I 1981 dannedes Initivgruppen, og samme år blev det nedlagte fællesbageri Rutana besat og ryddet af politiet.
I det følgende årti blev talrige bygninger især i Københavns brokvarterer besat. I 1982 tog Initivgruppen navneforandring til BZ-brigaden.
At navnet giver mindelser om De Røde Brigader er ikke tilfældigt, og det er dokumenteret, at det københavnske BZ-miljø støttede Rote Armee Fraktion. Der var et ideologisk slægtsskab med de andre såkaldte byguerillaer i Europa, og BZ-brigaden udviklede et systematisk og effektivt voldsberedskab.
I slutningen af 1980’erne eskalerede volden, og politiet stod i realiteten magtesløst over for BZ’ernes aktioner. BZ havde udviklet sig til en voldskult, der afviste samfundets normer, og de havde i flere år held med at blæse på loven. Jævnligt blev patruljevogne, der passerede besatte huse, angrebet med kasteskyts uden at betjentene kunne gøre noget.
I 1986 blev et helt afsnit af Ryesgade afspærret og belejret af politiet i ni dage, inden BZ’erne overgav sig. Det sidste besatte hus blev ryddet i 1990, og her hører også Øvigs fortælling op, selvom BZ fortsatte under andre former som De Autonome, Antifascistisk Aktion eller Socialistisk Ungdomsfront.
Bogen er båret af interviews med tidligere BZ’ere suppleret med rapporter fra politiet og PET.
Øvigs journalistiske tilgang har styrker og svagheder. Bevægelsen opstod ikke i et vakuum. Man savner lidt mere kontekst, forbindelsen bagud til slumstormerne og besættelsen af Bådsmandsstræde Kaserne, forbindelsen til lignende bevægelser i Amsterdam og Berlin samt ikke mindst de politiske og filosofiske idéer, der prægede bevægelsen og tjente til at legitimere aktionerne.
Endelig forsømmer Øvig at analysere bevægelsens organisation, struktur og ikke mindst hierarki. Nogle fremstår som ledertyper, men hvad deres roller egentlig har været, er uklart. Bevægelsen bestod især i begyndelsen af til dels meget unge teenagere.
Mange fortæller, hvordan BZ blev en erstatning for den familie, som de selv savnede. Det forklarer tiltrækningen, men ikke strukturen. Hvis BZ var en familie, hvem var da forældrene? Selvom unge mennesker har en udpræget flokmentalitet, er det umuligt at forestille sig, at nogle af de endog meget velkoordinerede aktioner er foregået uden en stærk ledelse og en kommandostruktur.
På den anden side må man også forbavses over, hvor ukoordineret og somme tider fuldstændigt hjælpeløst de kommunale myndigheder og politiet handlede. Især politiets civilklædte indsatsenhed, Uropatruljen, var tilsyneladende nærmest en autonom enhed, der gjorde, hvad der passede dem.
Ved at gøre det journalistiske interview til omdrejningspunkt lader Øvig aktørerne selv komme til orde, og det giver teksten nerve. Mange af dem har et meget reflekteret forhold til deres egen fortid, og Øvig er efter alt at dømme loyal mod sine kilder. Men det betyder altså også, at man ser organisationen fra neden og får det indtryk, at det bare var et improviseret sammenrend af utilfredse eller utilpassede unge, og ingen har vist lyst til at indrømme alt, hvad de lavede dengang iført elefanthue, kasteskyts og ung vrede.
Et andet journalistisk greb, som Øvig gør brug af, er at synliggøre sin egen rolle i researchprocessen, så han selv blive den mest fremtrædende person i bogen.
Cirka halvdelen af bogen handler om, hvordan han har fundet sine meddelere, talt med dem og ikke mindst hvordan de tidligere BZ’ere har håndteret den situation. Bogens egentlige drama ligger i journalistens arbejde med at fremdrage historien. Det er en demonstrativ og krukket selviscenesættelse, men med dette greb kan han også vise den modstand, der har været i miljøet mod hans projekt.
Kulminationen indtraf i oktober 2015, da flere ruder i Øvigs hjem blev knust ved stenkast.
Mange af de tidligere BZ’ere vil gerne bevare monopolet på at fortælle deres egen historie for at beskytte den nostalgi, der omgiver BZ, men det skal de naturligvis ikke have lov til. Øvig er da heller ikke den første, der beretter om BZ fra en kritisk vinkel, og BZ’erne er heller ikke den første gruppe, der er ilde berørt over at få deres fortid beskrevet.
Øvig er en rutineret fortæller, og hvis man kan leve med, at forfatteren er så optaget af sin egen researchproces, får man med denne bog en veldokumenteret redegørelse for et dramatisk årti, da nogle hundrede unge hærgede København.