Midt i det sortmalede rum troner et glitrende rumskib i form af en stor kvadratisk plexiglaskasse. Eller rettere en kvadratisk sammenstilling af moduler i plexiglas og spejle, hvori der befinder sig flere genstande. Værket af den canadiskfødte kunstner David Altmejd (født 1974, bosat i New York) er udstillet i museets Store Sal, der ligger forsænket, sådan at man både har mulighed for at se værket fra oven - i ét blik - og nede på gulvet.
Nede ved værket mister man overblikket. Nok er værket på sin måde samlet, da det befinder sig inden for et klart defineret felt, men værket er mange værker i ét. Man kan ikke komme ind i kassen, der er ingen passager, men man kan gå rundt om den, og der er huller og spejle, som hele tiden åbner nye skæve kik ind i dette gennemsigtige ”wunderkammer”.
Det første, man bemærker, er, at systemet lækker. Der har dannet sig en lille pyt på gulvet, jævnfør værkets titel ”The Flux and the Puddle”, der betyder bevægelsen og pytten. Det handler altså om noget, der hele tiden er i bevægelse og forvandling, og noget, der spildes og danner ny form. Det, der spilder ud, kommer fra en grøn ursuppe, der har samlet sig midt i kassen.
Fra denne ursuppe rejser der sig en gipsformation, hvor ivrige, selvstændige gipshænder er ved at modellere deres egne kroppe op. ”Bodybuilders”, kalder David Altmejd denne figur, som han har arbejdet med i tidligere skulpturer. Han er interesseret i energi og bevægelse, den tanke, at alting er i konstant metamorfose fra en tilstand til en anden, og hans værk er en voldsom og poetisk billedliggjort udfoldelse af forandring og bevægelse.
At se ind i kassen er som at se ind i et øjebliks fastholdelse af et vægtløst rum, et fastfrosset sekund, før alt igen sætter i turbulent gang. I rummet svæver alskens frugter: druer, overskårne meloner, hele eller lækkende kokosnødder, kirsebær og bananer, mens kolonner af myrer trækker deres sorte stier gennem frugternes flydende, dryppende sukkerstoffer.
Denne naturdimension kobler Altmejd med næsten surrealistiske tableauer i størrelsesforholdet 1:1 udført i voks og plastik: en mand, hvis hoved gennem flere stadier forvandles til et rovfuglehovede, en pailletklædt kvinde med et sort hul, hvor der skulle være ansigt, flere afskårne hoveder, en halvt afskrællet menneskekrop, som åbenbarer en indre vækst af krystaller.
Det er et stærkt og urovækkende billede, at der vokser krystaller frem, hvor der ellers kunne være sår og betændelse. Krystallerne går ligesom frugterne igen mange steder i værket (og i mange af Altmejds værker i øvrigt) som en visualisering af energi.
Det er forførende og frastødende på samme tid. Og det er lige præcis den spænding, den energi, Altmejd er interesseret i, strømmen mellem det smukke og det ækle, ligesom han er optaget af dobbelttydigheden omkring, hvilken vej bevægelserne egentlig går.
Gennem hele kuben er der trukket fine tråde, netværk eller dna-strenge, og overalt løber og drypper der væsker, som bringer information fra den ene del af kuben til den næste. Jeg kommer til at tænke på begrebet Wood Wide Web, at skove har sådant et underliggende netværk, hvorigennem der kan sendes information om, at der for eksempel er tørke i en del af skoven.
Øverst oppe sidder nogle pelsklædte primitive væsener, varulve kalder kunstneren dem selv, som også er i et stadie af forvandling. Nogle steder er det som en tegneserie i tre dimensioner, hvor vi ser den samme figur, der gradvist forandrer sig, præcis som man gør i tegneseriens billeder.
David Altmejd har selv læst biologi og er optaget af naturvidenskab, men værket er ikke et økosystem, det er et stort, mangefacetteret billede på forvandling og bevidsthedsspring, på energiers transformation fra en tilstand til en anden, og på den måde handler det måske først og fremmest om skabelse.
Man kan blive ved at gå rundt om værket og finde nye detaljer. Også af mere humoristisk art, som når en række bananskiver pludselig har forvandlet sig til stavebrikker, der videregiver en ordre til et par selvvirkende hænder: ”Make melon head”. Således adlyder kunstnerens hænder måske altid ”ordrer”, som kommer de mest uransagelige steder fra.