Cannes-vinder sætter fokus på dødshjælp

Skuespilleren Tim Roth håber, at filmen ”Chronic” kan være med til at legalisere aktiv dødshjælp i Storbritannien

Tim Roth spiller hovedrollen i filmen ”Chronic”, der handler om aktiv dødshjælp.
Tim Roth spiller hovedrollen i filmen ”Chronic”, der handler om aktiv dødshjælp. Foto: Scanpix.

Aktiv dødshjælp er et efterhånden velkendt tema på film. Nyeste eksempel er ”Chronic” (Kronisk), som ved den netop overståede film-festival i det franske Cannes blev belønnet med prisen for bedste manuskript.

Manuskriptet er af den mexicanske instruktør Michel Franco og handler om en mandlig sygeplejerske og hans intense følelsesmæssige og psykologiske møde med sine dødeligt syge patienter.

I hovedrollen er den britiske skuespiller Tim Roth, og han kan i den grad identificere sig med rollen. Han kalder det således ”tosset” at Storbritannien endnu ikke har tilladt aktiv dødshjælp.

”Jeg går fuldt ud ind for det. Absolut. Men det er sådan et kompliceret spørgsmål for nogle regeringer,” siger han i et interview med den britiske avis The Guardian.

Filmen er den fjerde fra Michel Franco, men den første indspillet på engelsk.

Inspirationen kommer fra hans egen bedstemor, som var bundet til en seng de sidste måneder af sit liv, hvor hun blev plejet af en sygeplejerske, der var ekspert i pleje af døende.

”Mit mål var at lave et objektivt portræt af, hvor komplicerede de øjeblikke i livet er. Og hvordan en fremmed kommer ind og lever med i det og bliver involveret i stærkt personlige ting,” forklarer Michel Franco.

Det er netop det tætte forhold mellem sygeplejersken og hans patienter, der er fokus i dramaet, som også viser, hvordan de pårørende til de døende føler, at sygeplejersken kommer alt for tæt på.

Temaet om hjælp til døden har været genstand for mange film gennem tiden. Ifølge hjemmesiden finalexit.com var en af de første ”Dark Victory” (Mørk sejr) fra 1939. Her havde Bette Davis hovedrollen som en ung society-kvinde med en uhelbredelig hjernesvulst, der skulle tage stilling til, hvordan hun ville gå sin sidste tid i møde med værdighed.

Også i danske film er den selvvalgte død et tema. Ikke mindst i ”Stille hjerte” fra sidste år. Her fortæller den Oscar-vindende instruktør Bille August historien om en lægefrue med sklerose spillet af Ghita Nørby. I filmen tager hun afsked med familien, før hun tager sit eget liv, mens hun selv er i stand til at bestemme.

Filmen skabte stor debat.

”Moderens beslutning om at tage sit eget liv rummer etiske og følelsesmæssige udfordringer, der stiller de største krav til den enkeltes samvittighed,” skrev Kristeligt Dagblads anmelder Henrik Wivel således om filmen.

Anmeldelserne af ”Chronic” har generelt været gode, men et tilbagevendende tema i omtalerne er, at det er en dyster film.

Det amerikanske film-magasin The Hollywood Reporter kalder således filmen for ”et kompromisløst studie i sorg, smerte, pleje af døende og døden”.

Der er i øjeblikket ikke planer om en dansk premiere for filmen.