Carlsbergfruen som havde frihed og frisind som ledetråde i livet

Dorthe Chakravarty skriver fascinerende om Jo Jacobsen, der begyndte sin offentlige bane som bryggerfrue for senere at blive skandaleforfatter, kvindesagsforkæmper og psykoanalytiker

Det er sjældent, at man finder en så indtagende person som Jo Jacobsen, der på næsten samtlige parametre personificerer (eller er forud for) sin tid, at man ser den lille historie så velintegreret i den store.
Det er sjældent, at man finder en så indtagende person som Jo Jacobsen, der på næsten samtlige parametre personificerer (eller er forud for) sin tid, at man ser den lille historie så velintegreret i den store.

Hun kom fra beskedne kår, fiskerdatteren Jo fra Middelfart, men i kraft af sit ægteskab med Vagn Jacobsen, barnebarn af Carlsbergs stifter, J.C. Jacobsen, blev hun skudt direkte ind i en af landets rigeste familier og den københavnske overklasse.

Her hørte pels, fejende fløjlskjoler og champagne til dagens orden, og her kunne Jo have haft det så godt.

Men hun ville være mere og andet end blot en rigmandskone, og efter 12 års ægteskab lod hun sig skille og rejste med sine børn, Carl og Vii, til Rydhave Slot i Jylland, som Vagn havde købt til hende.

Her blev hun en del af kredsen omkring digterne ved Limfjorden, anført af Jeppe Aakjær, og her kastede hun sig uforfærdet ud i forfattergerningen og i rollen som en af tidens fremmeste fortalere for frihed og frisind. Ikke mindst for arbejdende og enlige kvinder samt børn.

Jo Jacobsen (1884-1963) hoppede over enhver forhindring, hun mødte på sin vej – eller løb den ned – og den strategi viste sig at være udmattende et langt liv igennem.

Veninderne Thit Jensen og Karin Michaëlis endte som fjender, hun slog hånden eftertrykkeligt af sin tidligere mand og svigerfamilie med skandale- og nøgleromanen ”Huset Hansen”, og hun endte på tålt ophold i sine børns liv, som hun efter nogle år på Rydhave overgav i sin eksmands varetægt.

Hendes eget liv viste med al ønskelig tydelighed, at man måtte betale en høj pris – ikke mindst hvis man var kvinde – ved at insistere på frihed og frisind og ved at gøre sig til fortaler for de nyeste strømninger, som Jo gjorde med blandt andet seksualpolitikken og psykoanalysen.

Mens Dorthe Chakravartys ”Tjenestepigerne. 100 års historie om stemmeret og ligestilling” fra 2015 var mere skematisk med cases, der til tider stod og strittede i forhold til det historiske hovedspor, er det langt mere harmonisk i fortællingen om Jo.

Dorthe Chakravarty glider ubesværet mellem sin egen letflydende tekst og de mange citater, som hun har omskrevet til nutidsdansk, og på den måde bliver fortiden elegant integreret i forfatterens egen tekst, uden at den på nogen måde mister sin atmosfære.

Som noterne og litteraturlisten viser, ligger der et enormt og solidt stykke research bag fortællingen om Jo, men det mærker man lykkeligvis ikke, mens man læser, og Dorthe Chakravarty forstår at dosere, så det hele tiden er hendes hovedperson, der står næsten lyslevende i centrum af fortællingen i en bog, der scorer højt på både underholdning, oplysning og perspektiv.

Det er sjældent, at man finder en så indtagende person som Jo Jacobsen, der på næsten samtlige parametre personificerer (eller er forud for) sin tid, at man ser den lille historie så velintegreret i den store – og at man har en forfatter som Dorthe Chakravarty, der så tilsyneladende ubesværet formår at puste i liv i begge dele.