Paven er charmerende og appellerende i ny bog

Pave Frans er kendt for sin personlige charme og folkelighed, der kom til udtryk under hans besøg i Mexico i ...

Pave Frans er kendt for sin personlige charme og folkelighed, der kom til udtryk under hans besøg i Mexico i sidste uge, hvor man blandt andet kunne opleve paven iført en såkaldt ”mariachi”-hat. Foto: Scanpix

bog
Four stars
Det ligger i tekstens folkeligt-forkyndende karakter, at den er billedrig, fortællende og letlæst, men ikke at de ner klar og koncis
Sebastian Olden-Jørgensen

Samtalebogen ”Guds navn er barmhjertighed” er fyndig og direkte og fuld af anekdoter og personlige erindringer, der gør læseren klogere på pave Frans' kirkelige vision

Tilhører man landets gråhårede segment, har man i sin levetid været vidne til en forbløffende udvikling af pavedømmet: Den lange række af italienere blev brudt, paverne begyndte at rejse verden rundt, og i stedet for at blive opslugt af embedet træder de nu frem som offentlige mediepersonligheder. Pave Frans har fortsat denne udvikling med sine berømt-berygtede spontane bemærkninger ved morgenmesser, på fly og til aviser. Ved disse lejligheder kan hans personlige charme og folkelighed komme til fuld udfoldelse.

Det er på mange måder en bemærkelsesværdig stil, som man ikke vil finde hos ret mange topledere, og den har også sine omkostninger. Samtidig er pave Frans selvfølgelig fortsat med at kommunikere gennem de traditionelle kanaler: prædikener, taler og rundskrivelser som den nylige ”Laudato si” fra sidste år.

Denne dobbelthed i kommunikationen skaber en vis forvirring, fordi det ofte er svært at se sammenhængen mellem de løsrevne citater, der flyder rundt i verdenspressen, og de lange officielle dokumenter. Det kan derfor ikke undre, at behjertede folk ved flere lejligheder har forsøgt at hjælpe paven til at udtrykke sig på en lidt mere sammenhængende måde uden af den grund at give afkald på den friskhed og appel, der knytter sig til hans personlige, mundtlige stil.

”Guds navn er barmhjertighed” er netop en sådan interviewbog, hvor den venligt indstillede journalist Andrea Tornelli giver paven lejlighed til at formidle sit budskab i lidt mere udførlig form, samtidig med at paven bevarer sin personlige ”stemme”. Resultatet er blevet en charmerende, letflydende og inspirerende lille sag, der på bedste vis forklarer, hvad paven egentlig vil med ”barmhjertighedens jubelår” og med sin forkyndelse i det hele taget.

Dette jubelår er nemlig ikke bare en fiks idé eller blot endnu et i rækken af mere eller mindre inspirerende tematiske år, som vi også kender dem fra FN: Barmhjertighedens år udtrykker kernen i pave Frans' kirkelige vision.

Paven fremstår i bogen som en folkelig vækkelsesprædikant: personligt engageret, levende i sproget, fuld af anekdoter og personlige erindringer, fyndig og direkte. Barmhjertighed er kristendommens kerne, men kommer selvsagt allerede til udtryk i jødedommen. Jesus forkyndte og praktiserede barmhjertighed, og det er kirkens pligt at fortsætte denne gerning på alle måder. Menneskeheden har nemlig hårdt brug for barmhjertighed, den er såret og lider. Kirkens opgave er at gå ud og tilbyde Guds barmhjertighed, ja, motivere menneskene til at tage imod den.

Det er nemlig en forudsætning for at kunne modtage Guds barmhjertighed, at man indser, at man er en synder. Gud bliver aldrig træt af at tilgive os. At indse sin synd og skamme sig er en nådegave, men det er ikke meget, Gud forlanger. Gentagne gange nævner paven, at Gud og kirken er på jagt efter ”den lille sprække, som Guds kraft kan trænge igennem”: Selv ønsket om at kunne angre er nok! Selvfølgelig fremhæver paven i den sammenhæng skriftemålet som noget helt centralt.

Der er ikke megen helvedesprædikant over paven, men man bemærker dog, at han ved en lejlighed taler hårdt om de ”fordærvede”, der ”slikker deres sår” i stedet for at søge helbredelse i kirkens feltlazaret (et af hans yndlingsbilleder). Paven sigter hermed til de selvretfærdige og selvcentrerede mennesker, der ikke kan se deres egen syndighed, det vil sige dem, man tidligere ville have kaldt ”forhærdede”. Disse mennesker har i realiteten lukket enhver ”lille sprække”, men også for dem har paven et håb: ”I de fleste tilfælde frelser Herren ham gennem livets store prøvelser, situationer, som han ikke kan undgå, og som lidt efter lidt nedbryder den hårde skal omkring ham, så Guds nåde kan finde ind til ham.”

Det ligger i tekstens folkeligt-forkyndende karakter, at den er billedrig, fortællende og letlæst, men ikke at den er klar og koncis. Kontrasten til den serie af bøger, pave Johannes Paul II og Benedikt XVI har efterladt sig, er slående. Johannes Paul II var ordrig og sine steder tung, men besværet værd, fordi han var en tænker med europæisk format. Benedikt XVI (som kardinal Ratzinger) gav tindrende klare og præcise svar på alle mulige spørgsmål, også de svære og kontroversielle. Man kunne være enig eller uenig, men man blev godt informeret og klogere.

Pave Frans derimod er i denne bog stort set, som vi kender ham: ofte inspirerende, men jævnligt også lidt uskarp. Ikke sjældent tager han tilflugt til malende anekdoter, der selvfølgelig er taget fra hans tid som præst og biskop i Argentina og afspejler en sydamerikansk virkelighed.

De kan være charmerende og appellerende, men også lidt eksotiske, og en kritisk læser ville måske mene, at paven ved flere lejligheder kommer lidt for nemt om ved det. På det yderst relevante spørgsmål om, hvordan man forener jordisk retfærdighed med barmhjertighed, især i forhold til alvorlige forbrydelser, får vi at vide, at vi skal lade tvivlen komme den anklagede til gode og derfor undgå dødsstraf. Desuden skal vi sørge for at resocialisere forbrydere, for ”når der er barmhjertighed, er retsvæsenet mere retfærdigt, det fungerer bedre”.

Vi får også at vide, at paven har en pavestav af oliventræ, som stammer fra er snedkerværksted for resocialisering af straffefanger og stofmisbrugere. Paven svarer, men får vi egentlig svar på vores spørgsmål?

Om oversættelsen til dansk må man i øvrigt sige, at den er flydende og mundret og på den måde yder pavens folkelighed fuld retfærdighed. Enkelte steder skinner det igennem, at oversætteren ikke er bekendt med katolske forhold og sprogbrug, men det er småting. Sluttelig bør det også siges, at den lille bog har fået et smukt og smagfuldt udstyr og et læsevenligt layout.

kultur@k.dk