En af verdens helt store musikere Leonard Cohen er død. Den canadiske sangskriver har gennem et halvt århundrede samlet fans i hele verden og vil blive husket for sin unikke sangstil og poetiske tekster.
Ifølge Jakob Brønnum handler sangene om både det menneskeligt nærværende og det åndelige.
Cohen er for leder af den jødiske filmfestival i København, Anne Boukris, en spirituel guide. Og ifølge præst Anders Kingo er Leonard Cohens musik i tjeneste for poesien.
Læs her de tre Cohen-kenderes beskrivelser af den nu afdøde musiker med den karakteristiske stemme.
Jakob Brønnum, teolog og forfatter
Leonard Cohen var en sangskriver i særklasse. Jeg kan godt forstå, at nobelprisen først gik til Bob Dylan, men Leonard Cohen måtte have været den næste sangskriver i køen til den anerkendelse. For han formidlede noget helt specielt, som man ikke ser hos nogen anden.
Han kunne skrive om det menneskeligt nærværende på en måde, så man ikke er klar over, om det handlede om spiritualitet eller kropslighed i hans sange, der også forenede moderne lyrik med jødisk mystik.
Det er unikt og helt fantastisk smukt. Man ser det for eksempel i hans berømte sang ”Hallelujah”, hvor man kan blive i tvivl, om han taler til Guds trone eller en kvinde, der har forladt ham, når han skriver:
“There was a time you let me know / What's really going on below / But now you never show it to me, do you? / And remember when I moved in you / The holy dove was moving too / And every breath we drew was Hallelujah”.
Sådan kan sammensmeltningen af krop og ånd ses overalt i forfatterskabet. Cohen kunne skabe en tidsløshed i enkelte verslinjer, der er beundringsværdigt. Det er der meget få digtere, der kunne gøre ham det efter.
Teolog Anders Kingo, sognepræst ved Helsingør Domkirke
Mange mennesker har lyttet til Leonard Cohen som den store kvindebedårer og har kun hørt hans tekster som meget sanselige. Teksterne er bestemt sanselige, men det er en sanselighed af en helt særlig art.
Cohens sanselighed folder sig ud i et åndeligt rum med en dimension, den ikke har i sig selv, men som får højde, dybde og storhed, fordi den modtages i det åndelige rum.
Det fantastiske ved Cohen er, at musikken bærer teksten frem, man kan sige, at musikken er i tjeneste for poesien og er med til at forstærke det poetiske udtryk. Langt de fleste af hans tekster kan godt stå alene, men får et meget stærkt udtryk ved at blive båret frem af melodierne. Men det er ikke musikken, der gør teksterne tilgængelige. Hvis man skal forstå dybden af hans tekster, skal man have sans for den åndelige dimension. Og har man det, så forstærker musikken det indtryk.
Jeg har gennem årene vidst, at Leonard Cohen var der, men det er først for ikke så mange år siden, at gik op for mig, at der var denne åndelige dimension. Og så begyndte jeg at se ham som en, der går hånd i hånd med Søren Kierkegaard. Jeg ved, at det kommer bag på mange, men for mig er det helt naturligt, at de to har den samme åndelige tilgang til det at være menneske.
I Det Nye Testamente beskrives modsætningen mellem ånd og kød. Kød er udtryk for alt det, et menneske kan præstere og ånden er Guds gerning, der muliggør, at vi mennesker ikke blot har en kødelig mulighed for at leve vores liv. Kampen står mellem kødet og ånden, for det ligger et menneske lige for at holde sig til de kødelige muligheder.
Cohen tog den kamp op. Det ser man eksempelvis i nummeret ”If it be your will”, der er en mands bøn til en kvinde, men først og fremmest en bøn til Gud, hvor han siger: Nu vil jeg tie, indtil du kalder på mig.
Jeg husker koncerten den 4. juli 2008 ved Rosenborg Slot i København, hvor Leonard Cohen hen mod slutningen lagde an til at synge den sang og folk begyndte at grine og more sig. Så trådte han med stor myndighed frem på scenen og sagde: "Det er en bøn, mine venner".
Anne Esther Boukris, leder af jødisk filmfestival
Det er meget emotionelt for mig, at Cohen nu er død. Han kunne formentlig have levet 10 år mere. Men den verden, han sang om, er ikke mere. Og den er ikke den samme uden ham.
Cohen sang ind i kernen af, hvad kærlighed er, hvad vi tør tale om af følelser. Der er store ting i hans tekster, som næsten er væk i dag. Især når man tænker på ugens store begivenhed i USA. Hvem skal overtage hans autencitet, ydmyghed, selvreflektion og evnen til at korrigere og erkende, at man kan tage fejl? Det, han sang om, var begrænsningen som menneske. Den ser jeg ikke længere. Det, han fortalte os, var, at vi er små, sårbare og skrøbelige. Hvem kan udfylde det rum?
Cohen rørte mig på en helt særlig måde. Hans livsværk er som en bibel, som han har ladet mig mærke, uanset hvor og hvornår, jeg læser hans poesi, biografi og lyrik, der er så universelt og opdateret.
Også hans jødiske arv er tydelig for mig, når jeg lytter til hans sange igen og igen. Der er tydelige spor af den arv, han var eksponeret for, og som viser sig i sangenes strukturer, som kan virke næsten meditativt.
Cohen er en åndelig guide, som giver mig et åndehul i livet. Cohen havde en særlig besked. Det handler om fejlbarligheden i os alle. Han havde en helt ren stil, var smuk og æstetisk og berherskede sproget. Samtidig var han sårbar, som når han synger: ”There is a crack in everything / That’s how the light gets in.” (Der er en revne i alting, det er sådan, lyset kommer ind).
Han pegede på kærligheden, og at vi ofte svigter dem, vi elsker. Jo mere vi åbner op for den, jo smukkere bliver man. Men det er ikke kun dystert, det er en slags anvisning, som man kan bruge, hvis man ikke lytter til en præst eller en rabbiner. Og man går fri videre.