Maja Lucas er en af de interessante unge forfattere i dansk litteratur. Med sin sikre stil, der i få, velvalgte ord indfanger en hel, kompliceret situation, og et skarpt blik for de vanskelige relationer mellem venner, kærester og familiemedlemmer er hun i gang med at udforske sig selv og tiden, vi lever i.
Det er foreløbig blevet til tre små bøger med hvert sit tema, eller måske er det tre forskellige veje til det samme tema, nemlig selvforståelse og indsigt i tilværelsen. I den første bog, "Jegfortællinger", undersøges spørgsmål om erotik og identitet, i den anden bog, "Min far kan lide fugle", søges en selverkendelse igennem forældrenes skilsmisse, og nu i den tredje bog er emnet sygdom og død hos en nærtstående. De to foregående bøger har ikke emmet af munter løssluppenhed, men i denne tredje bog er tonen dybere og farven mørkere, hvad der ikke forhindrer en livgivende morsomhed i ny og næ.
Bogens titel er "Katrines hånd", og Katrine er navnet på den 59-årige, kræftramte kvinde, der nogle år tidligere har giftet sig med jegfortællerens far. Det er relationen mellem disse tre voksne mennesker, Katrine, jegfortælleren og jegfortællerens far, forfatteren undersøger igennem en række situationer. Ved bogens begyndelse er Katrine allerede i behandling for sin sygdom, og et år senere, da bogen slutter, står den nærmeste familie og sørger ved hendes gravsted.
Under dette forløb sker der noget afgørende mellem Katrine og bogens jegfortæller: "Det er, som om det først er nu, hun viser, hvem hun er. Eller også er det først nu, jeg lærer hende at kende". Hvordan det har været tidligere mellem de to, får vi ikke megen viden om. Kun et enkelt sted siges det indirekte, at deres forhold ikke har været det varmeste.
Katrine optræder overalt med en ukuelig livsvilje, og ikke på noget tidspunkt giver hun udtryk for selvmedlidenhed eller opgivelse, hvad der ellers nok kunne være grund til. Hun er dødssyg af kræft, og alligevel kan hun glæde sig over en ny duft eller pandekager med syltetøj. Jegfortælleren optræder som den tålmodige hjælper, der tager Katrines hånd og giver hende et kys på kinden, når hun har brug for det.
Maja Lucas er som sagt en dygtig stilist, hun udvælger præcise ord og kombinerer dem i en musikalsk syntaks. Der er et herligt svæv i hendes prosa og samtidig en uafviselig tyngde bag ordene. Det giver den lille bog på bare hundrede små sider intensitet og nærvær. Hvorvidt der er tale om en længere novelle eller en ultrakort roman, kan være svært at afgøre.
Bogen har ingen genreangivelse og behøver det egentlig heller ikke. Den omhandler det, der kun med største besvær kan findes ord for.
På den anden side må jeg tilstå, at bogen ikke giver så meget fra sig, som man kunne ønske sig. Jeg bliver nok berørt af den sørgelige sygdomshistorie, men ikke for alvor bevæget. Det skyldes formentlig en kombination af det lille omfang, fortællingen har, og fraværet af dyberegående overvejelser om emnet såvel som poetiske billeder, der kunne have kaldt sådanne refleksioner frem.
Maja Lucas: Katrines hånd. 104 sider. 200 kroner. C&K Forlag.