Da Monrad migrerede til New Zealand

Sikker debutroman af Jens Evald, der ved siden af forfattergerningen er juraprofessor

Meget er i spil i romanen, der har en kompliceret storpolitisk baggrund. Opfattelsen i generalstaben i Wien var - læser vi - at Monrads emigration muligvis skulle ses som en del af en større sammensværgelse mellem Preussen, Storbritannien og Danmark i den hensigt at bane vejen for preussisk lederskab i det tyske forbund, skriver anmelder. Ukendt fotograf.
Meget er i spil i romanen, der har en kompliceret storpolitisk baggrund. Opfattelsen i generalstaben i Wien var - læser vi - at Monrads emigration muligvis skulle ses som en del af en større sammensværgelse mellem Preussen, Storbritannien og Danmark i den hensigt at bane vejen for preussisk lederskab i det tyske forbund, skriver anmelder. Ukendt fotograf.

Året er 1865. Danmarks tidligere statsminister, D.G. Monrad - præsenteret som landets mest forhadte mand - vil sammen med sin familie udvandre til New Zealand.

I begyndelsen af Jens Evalds roman træffer vi ham på skibet, der har sat kurs mod det fjerne. Men krigsnederlaget det foregående år kan han ikke flygte fra. Det sidder dybt i ham.

Da han står ved rælingen og betragter det forbiglidende, flade landskab langs Themsen, plager det ham at konstatere, hvordan det med de efterladte arbejdsredskaber, vogne og hegn ligner en slagmark med sønderskudte kanoner, smadrede vogne og døde soldater.

Videre tænker han på de mange, der faldt ved Dybbøl og på Als - og ikke mindst på, at det var ham, der sendte dem i døden. ”For at forsvare Danmark, som var fortabt”.

Senere, i en vægtig samtale om ondskab, spørger Monrad, om det var, hvad han gjorde sig skyldig i, da han udsatte de danske soldater for den preussiske og østrigske hærs overmagt - og svarer selv, at han udelukkende gjorde det for ”at beskytte mit elskede fædreland næsten uanset prisen.

Jeg tænkte ikke, at en sådan handling er ond, selvom jeg naturligvis vidste, at mange soldater ville dø. Sådan er krig”.

Meget er i spil i romanen, der har en kompliceret storpolitisk baggrund. Opfattelsen i generalstaben i Wien var - læser vi - at Monrads emigration muligvis skulle ses som en del af en større sammensværgelse mellem Preussen, Storbritannien og Danmark i den hensigt at bane vejen for preussisk lederskab i det tyske forbund. Uden Monrad på scenen syntes vejen ligeledes banet for preussisk sindede også i Danmark.

Skønt Monrad i bogen kun er en af mange personer, påkalder han sig særlig interesse. Portrættet af ham er betydeligt mere nuanceret end det, der blev givet af ham i Ole Bornedals tv-serie om 1864.

I ”Kejserens bøddel” er han ikke et sygdomstilfælde, men først og fremmet et klogt og nærværende handlingsmenneske, oplivet af det hårde, fysiske arbejde som nybygger.

Han skildres med både sympati og indlevelse, fremtræder som en stærk personlighed med stor åndelig styrke og kunne have fortjent en forfremmelse til titelperson.

Jens Evald, der stammer fra New Zealand, er juraprofessor ved Aarhus Universitet samt forfatter til en lang række bøger, dels juridiske lærebøger, dels biografier. ”Kejserens bøddel” er hans disciplinerede og sikre skønlitterære debut.

Den kamp mellem godt og ondt, som romanen handler om, trækker op - og mere end det - undervejs på skibet.

Blandt passagerne er den østrigske officer Carl von Shirac, bøddel i kejser Franz Josephs tjeneste og berygtet for sin tortur af krigsfanger. Kejseren, der angiveligt foragter Storbritannien, ønsker at rette et lammende slag mod nationen.

Hvilket skal ske, hvor det skønnes mindst ventet. I ledtog med de indfødte maorier er opgaven for bøddelen at bidrage til en optrapning af den igangværende konflikt mellem de oprindelige beboere og de engelske kolonister. Med de sidstes fordrivelse som det langsigtede mål.

I forløbet indgår yderligere en dreng, der er søn af en engelsk adelsdame og en maorileder. Han bor i England hos sin mor og dennes engelske mand, men maorierne kræver ham udleveret og lover til gengæld fred.

Denne del af historien - med forældrenes kamp for at beholde drengen - kunne sagtens udnyttes med rørstrømske sidegevinster. Men det sker ikke. Dermed er noget sagt om den nøgterne holdning, Jens Evald har til sit stof.

Han bygger ikke sin roman på følelser, men på grundig indsigt i tidens konkrete virkelighed. Det betyder ikke, at alle tildragelser og personer er historiske, det er de ikke. Med romanforfatterens ret tillader han sig at inddrage elementer af fiktion.

Det afgørende er, at handlingen fænger. Og det gør den. Evald skriver kontant og stramt, uden tilsyneladende at gøre meget for at være underholdende. Han spekulerer i hvert fald ikke påfaldende i det. Måske er det netop derfor, bogen er underholdende. Men samtidig oplysende om en verden ukendt for de fleste.