Den tur til Østgrønland i 1973 glemmer hun aldrig, for det var på den tur, billed- og kirkekunstneren Bodil Kaalund gav sin egen helt personlige udgave af "Kom maj, du søde milde" – udsat for traditionel grønlandsk trommedans.
Forinden havde trommedanseren hos den grønlandske familie, danskerne var på besøg hos, sunget og danset og i pagt med traditionen givet stemmer til ånder og væsener fra den gamle grønlandske mytologi med hvæsende lyde og guttural sang.
"Det var fuldstændig fascinerende og kom samtidig som en stor overraskelse, for han havde først fortalt, at han havde afleveret sin gamle tromme til museet. Nu var han jo blevet en god kristen! Så det var gået med trommen ligesom med de gamle magiske masker, som grønlænderne gemte af vejen, fordi præsterne ikke kunne lide dem. De var grimme og hedenske og burde brændes, mente præsterne, men da etnograferne begyndte at interessere sig for den grønlandske kultur, kom de frem igen," siger Bodil Kaalund, som Kristeligt Dagblad møder i hendes atelier i Kongens Lyngby nord for København.
Det samme gjorde den østgrønlandske trommedansers tromme. Det hjemmelavede instrument lå gemt under divanen, og de danske gæster fik et autentisk indblik i en del af den gamle grønlandske kultur, som op til vores tid har overvintret i de små bygder i Østgrønland. Efter grønlænderens teatralske sang og dans rakte han trommen til Bodil Kaalund. Og i gæstfrihedens navn var anmodningen ikke til at komme udenom.
"Jeg kunne ikke komme i tanke om andre typiske danske sange end "Kom maj, du søde milde", og den er jo med melodi af Mozart og derfor ikke engang rigtig dansk, og – viste det sig – med sin takt særdeles svær at tromme til. Det viste sig, at de kendte melodien udmærket."
Bodil Kaalunds forbindelse til Grønland går tilbage til slutningen af 60'erne og begyndte med en provokation. Gennem årene har relationen udviklet sig til et tæt venskab med årlige besøg, siden hun kom der første gang i 1968. I 1979 udgav hun bogen "Grønlands kunst", et pionerarbejde på sit felt, som har givet grønlænderne deres kunsthistorie, med et overblik over grønlandsk kunst gennem tusinder af år. Bogen er netop kommet i en tredje og stærkt forøget udgave, udvidet med flere helsidesbilleder og et helt nyt afsnit om moderne kunst i Grønland.
De tætte bånd til Grønland har desuden medført, at Bodil Kaalund har været medinitiativtager til oprettelsen af Grønlands Kunstskole og i disse år deltager i arbejdet med oprettelsen af Grønlands Nationalgalleri for Kunst. I 2000 fik hun Grønlands Hjemmestyres Kulturpris, og i 2006 Grønlands Fortjenstmedalje.
I 1999 udgav hjemmestyret en biografi på dansk og grønlandsk om Bodil Kaalund. Den gemmer sig et eller andet sted i hendes atelier. Bodil Kaalund leder i sine bunker. Dem er der flere af. Stabler af bøger, tidsskrifter, udkast og billeder fylder op, så man må sno sig ad tætte gangstier for at komme frem. Midt i det hele står en vase med en stor, forlængst afdød buket, som nu med sine indtørrede blade og blomster i brune nuancer viser skønheden i forfaldet. Livets forgængelighed har altid været del af Bodil Kaalunds motivkreds. Hendes motiver spænder vidt, fra tætte hverdagsbilleder af madvarer, opvask og husmoderlige køkkenting, til de store bibelske fortællinger, der har gjort hendes kunst kendt og elsket, ikke mindst i kirkelige kredse.
Bodil Kaalund bor i det hus, hendes far, kunstneren Martin Kaalund-Jørgensen, i 1943 byggede i Kongens Lyngby for honoraret for nogle portrætbestillinger. Foruden boligen er her to atelierer, og der er ekstra mange billeder lige nu, for malerierne fra den store retrospektive udstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig er vendt tilbage, inklusive de lånte billeder, som nu skal returneres. Udstillingen markerede Bodil Kaalunds 80-års fødselsdag i november sidste år.
"Jeg kender mine bunker," meddeler Bodil Kaalund fortrøstningsfuldt, mens hun leder videre, og beviset dukker da også op kort efter, da bogen "Tumit – Bodil Kaalund pillugu oqaatsit assilissallu/ Spor – en collage i tekst og billeder om Bodil Kaalund" åbenbarer sig fra en af stablerne.
Denne bog betyder noget helt særligt for hende, for dens udgivelse markerede 30-året for hendes udstilling af grønlandsk kunst på Louisiana i 1969.
Det var den første egentlige udstilling af grønlandsk kunst i Danmark, forklarer Kaalund, der, inden hun går videre ad dette spor, dog først lige skal vise et brunt lerfad, nylig indkøbt i en genbrugsbutik.
"Det er garanteret ikke en almindelig keramiker, der har lavet det," mener hun. "Han ville aldrig bare have sjasket sådan med farverne, men malet en sirlig og fin dekoration."
Måske er Asger Jorn mesteren, tænker hun, og finder et keramisk sukkerstel frem for at vurdere ligheden. Flødekanden og sukkerskålen med grøn glasur var Asger Jorns første keramiske arbejder, som han – på et tidspunkt, hvor han aspirerede til en karriere som keramiker – forærede til Bodil Kaalunds forældre. Før familien flyttede til København, boede den i Silkeborg, hvor Bodil Kaalund er født, og hendes far hjalp her den nu aldeles verdensberømte Jorn igang som maler.
Efter denne afbrydelse genoptager vi temaet Grønland, skyllet ned med en kop morgente, serveret på den anden side af middag, som er B-mennesket Bodil Kaalunds morgen. Hun arbejder til klokken to eller tre om natten og står sent op. Sådan har hun indrettet sit døgn, siden hendes nu for længst voksne søn var lille, og der derfor var brug for nattens ro til at male i.
Som kunstner har Bodil Kaalund også hentet inspiration i Grønland. Det er først og fremmest det grønlandske folk og det grønlandske hverdagsliv, der optager hende. Grønlænderens umiddelbarhed, spontaniteten. Men naturligvis sætter også den storladne natur sit præg.
"Det er jo som at stå på taget af verden, når man befinder sig i Grønland og Nordnorge, som jeg også er meget betaget af. En verden med ren, klar luft og udsyn," siger hun.
Provokationen, der i sin tid skubbede de grønlandske relationer i gang, knytter sig til en påtænkt dansk udstilling i Godthåb, som hun blev bedt om at tage sig af. Den lokale kunstforening ville udstille nogle gamle prospekter fra det historiske København.
"De var sådan lidt morsomme og naivistiske, for – 'Herregud, grønlænderne er jo som børn, og de skal have noget at more sig over, ikke?' Det var holdningen, der lå bag, og den holdning følte jeg mig virkelig provokeret af."
Så provokeret, at Bodil Kaalund promte ringede til kulturminister Bodil Koch, som hun kendte. Bodil Koch havde set hendes billeder og skaffede hende siden hendes første store udsmykningsopgave. Den ene Bodil forklarede den anden, at hun mente, grønlænderne burde have en udstilling med kvalitet frem for "morsomme prospekter". Kulturministeren var enig: "Vi skal have nedsat en komite," bestemte hun, og det blev der, og dermed kom i 1968 den første egentlige kunstudstilling af dansk kunst i Grønland på skinner. "Fra Eckersberg til Jorn", hed den.
"Udstillingen blev et tilløbsstykke, og de grønlandske kunstnere kom hen til mig og spurgte: 'Er det her rigtig kunst, og er det sådan noget, vi skal lave? For det kan vi godt.' Det gjorde mig lidt forskrækket. Jeg var jo ikke kommet for at lære dem at lave kopier. I stedet skulle de bygge videre på deres egne traditioner."
Derfor måtte der en ny udstilling til, med modsat fortegn, og det blev udstillingen på Louisiana året efter. Den fik en enorm betydning for den senere udvikling af den grønlandske kunst.
"For det var første gang, grønlændernes kunst blev udstillet som kunst. Hidtil havde man ellers altid betragtet deres arbejder som souvenirer eller etnografika. Nu blev man for første gang opmærksom på de kunstnere, der er vokset ud af den grønlandske sammenhæng."
Bodil Kaalund er nu, efter afslutningen af arbejdet med den nye udgave af sin grønlandske kunsthistorie, i fuld gang med forberedelserne til endnu et bogprojekt. Det bliver en bog med tegninger fra hendes skitsebøger, som hun har skufferne fyldt op af.
Og så er der billederne, malerierne, der som altid rumsterer i hovedet på hende og presser sig på. To af dem er lige nu ved at materialisere sig på væggen i atelieret. Det ene er langt i processen, Jakobs kamp med englen, højdramatik i Bodil Kaalunds karakteristiske varme og gyldne farver. Det andet – hvor Abraham dækker op for Vorherre ved Mamres Ege, mens Sara nysgerrigt kigger ind gennem en sprække i teltdugen – endnu mest kun kulstreger.
De bibelske/religiøse billeder har gennem årene udgjort en større og større del af hendes kunstneriske univers. Bodil Kaalunds bibelillustrationer blev grundlaget for Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, og samtidig er der alle kirkeudsmykningerne. Lige nu er hun i gang med en udsmykning til Kollmar Kirke i Tyskland, hvor der skal males et halvt hundrede billeder. Så med det kommende bogprojekt og nye planlagte udstillinger og nye billeder har hun ganske enkelt for travlt til at gå på pension, og det passer hende fint.
"Det er en livsnødvendighed for mig at male, og der er så meget, jeg skal nå, inden det er for sent. Tiden er blevet kostbar," siger bibelillustratoren, der først fik sin egen bibel, da hun som 17-årige byttede sig til en.
"På en måde er jeg familiens enfant terrible, og jeg har stået meget alene med mit arbejde med de religiøse billeder," fortæller Bodil Kaalund. Kirke og kristendom indgik ikke i hendes forældres livsopfattelse og opdragelse.
"Min mor så kun en eneste af de kirker, jeg havde udsmykket," tilføjer hun, og der fornemmes en vis resignation i stemmen.
Moderen døde i 1984, og allerede på dette tidspunkt havde datteren en stribe kirkeudsmykninger bag sig. Med den igangværende udsmykning i Kollmar er antallet nu nået op på 27.
"Jeg har været glad for at få så mange udsmykningsopgaver, men var bestillingerne ikke kommet, havde jeg nok malet billederne alligevel," mener Bodil Kaalund, som ikke er i tvivl om, at "verden har brug for religionen".
"Det hænger jo sammen med vores usikkerhed. Vi ved ikke, hvem vi er, vi ved ikke, hvordan livet opstod, vi ved ikke, hvor længe livet varer. Derfor har vi verden over brug for det religiøse, for at der kan blive mening i tilværelsen, og for mig har valget så været kristendommen."