30 år er der gået, siden Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen og Pia Tafdrup debuterede, og Michael Strunge udgav sin markante samling "Vi folder drømmens faner ud".
1981 blev et jubelår for lyrikken og for en generation født i midten af 1950'erne. Green Jensens "Requiem & Messe", Tafdrups "Når der går hul på en engel" og Thomsens "City Slang" angav tilsammen et tidehverv i lyrikken. Set i forhold til 1970'ernes (køns-)politiske bekendelses- og vækkelsesdigtning var det et gennembrud for poesien.
LÆS OGSÅ: Kunsten at gå i hundene uden at gå itu
30 år har disse digtsamlinger nu på bagen. Alle er de et gensyn værd, først og fremmest fordi de indeholder digte, der stadig kan læses i deres egen ret, dernæst fordi de fortæller om en tid, der var engang. Det er ungdommelige digte på godt og ondt. Her er hjerteblod og længsel. Her er plads til de store følelser og den cool attitude. Formelt står digtene af Thomsen og Tafdrup sig generelt næppe med deres senere mesterlige værker, men de rummer på den anden side også ungdommens smerte og ærlige vilje til at udtrykke sig og komme til orde. Der gik hul på nogle engle dengang, og ordene fossede ud.
Strunges digte var sat med blå skrift. Blå som poesiens blå blomst, blå som uendelighedens og drømmenes rum, blå som den blues, der ofte er digtenes grundstemning.
Skal man være lidt rå og tilbagelænet, kan man godt tale om, at et mondænt sortsyn især præger de mandlige digteres bøger. Der var ikke meget at grine ad i 1981, hvor de glade 1960'ere for længst var forbi, og 1970'ernes krisetider var blevet til kedelig og udsigtsløs hverdag.
Med Thomsens ord blev det til "Samme digt hver dag". Fremmedhed, isolation og fornemmelsen af forsvinden beskrev han med uovertruffen præcision i digtet "Afsked":
Snart maser nattens gletcher
parkerne tomme –
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november.
Så sort var november. Kun Strunge holdt vel egentlig fanen højt og så igennem det forfærdelige samfund og øjnede et nyt fællesskab. Hans nyklassiker, digtet "Natmaskinen", som årgang efter årgang har læst i gymnasiet, rummer drømmen om, at en såret ungdom finder sammen om natten og forener sig i rockmusikkens rus.
Men ellers var det ventetid.
"Vi venter på nogen", skrev Thomsen. Og det var ikke nogen munter og absurd venten på Godot, men langt snarere en desperat længsel efter, at noget skulle ske. Det var, som om forløsningen skulle komme udefra og fra noget fundamentalt andet end netop den trivielle hverdag i storbyen. Hvor den skulle komme fra, angives måske i den bøn, som Thomsen indledningsvis opløfter med et citat af B.S. Ingemann: "Bliv hos os, naar Mørket vælder/ Af Nattens Sluser ud!".
Det var ikke et citat, jeg hæftede mig ved, da jeg læste "City Slang" i 1981, men set i lyset af forfatterens senere kristne bekendelser er det helt logisk, at det står der. Dengang knyttede det eksistentielle løfte sig alene til kroppen. Den var sidste bastion før udslettelsen. Den var bekræftelsen på, at jeget kunne føle sig i live – som i klassikeren: "Levende". Digtet indledes med linjerne "Regnvandet driver/ ned ad min arm/ jeg er levende/ telefonen ringer/ røret er koldt i hånden/ jeg er levende".
Levende er også de gamle samlinger, som man nu kan holde 30-års-jubilæum med og endnu engang få til at folde drømmens faner ud.
I klummen "Genlæst" skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk