Jul i Bulderby. Man ser det for sig: Sneen daler, og der er levende lys i vinduerne i de tre rødmalede gårde. Børnene leger hele dagen og kører i kane til kirke julemorgen under en frostklar stjernehimmel. Det er jul i Bulderby. Og det er Astrid Lindgrens barndom. Så tryg og god og fuld af liv, at der viste sig at være rigeligt til et helt forfatterskab.
Og hvilket forfatterskab! Man åbner det, og ud vrimler de alle sammen: Pippi og Emil, Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte, Madicken og alle børnene fra Bulderby. Man åbner bøgerne og ud vælder de gode fortællinger: om lykkelige barndomsdage, om skønhed og håb, om smerte og længsel, om det gode og det onde.
Det er historier fra en svunden tid og eventyr af en anden verden. Fortalt på et tidspunkt, hvor mange andre forfattere skrev om at være barn i dag og også kunne kritisere Astrid Lindgren for at være verdens- og virkelighedsfjern. Og sandt nok, socialrealistisk er hendes forfatterskab ikke – selvom hun med tiden blandede sig ganske meget i samfundsdebatten. Men som historiefortæller og eventyrdigter gik hun ind for mirakler; det var derfor, hun skrev for børn, for, som hun sagde, "kun børn skaber mirakler, når de læser".
Den sociale bevidsthed går ikke desto mindre som en stærk strøm igennem det store forfatterskab. Det er den sociale bevidsthed – for ikke at sige indignation – der får Emil fra Lønneberg til at invitere fattiglemmerne til en julefest på Katholt, de aldrig siden glemmer. Kommandusen, der bestemmer på fattiggården, har selv spist al den gode julemad, Emil har haft med fra sin mor, og så bliver drengen vred. Men vreden bliver omsat til handling, da han sammen med lille Ida og karlen Alfred i forældrenes og Kommandusens fravær henter de gamle og syge og inviterer dem indenfor til et julebud uden lige. Familien fra Ingatorp må nøjes med at spise rester tredje juledag, men Emil er overbevist om, at det "var en god gerning, som Guds engle ville klappe i hænderne over, lige så meget som de før havde grædt over fattighusets usle jul". Man har fra teologisk hold sammenlignet denne julehistorie med lignelsen om det store gæstebud (Lukas, 14,16-24), men inden det måtte være en fortælling om Gudsriget, er det beskrivelsen af en konkret virkelighed og bare én blandt mange af Astrid Lindgrens historier om fattige folk, vagabonder og utilpassede eksistenser.
Det er mennesker, der var en del af dagligdagen i forfatterens smålandske barndom i begyndelsen af 1900-tallet, som hun beskriver i sit fine erindringsessay "Jeg husker". Her husker hun blandt andet husmandsrønnerne, hvor der boede "mange af den slags, som i kirkebøgerne kaldtes 'ludfattige', og som måtte klare sig så godt, som de nu kunne". Hun fortæller om de fattige med øgenavnene og Tosse-Elin, der ville tage livet af sig, men ikke turde: "For så kommer man måske i Helvede, og så skal man have det at spekulere på", sagde Elin og græd".
Astrid Lindgren husker også, hvordan moderen sendte dem ud af køkkenet, når der kom en bestemt vagabond forbi: "Enarmet og fuld af lus var Jocke Kis og klædt i en ubeskrivelig gul frakke. Maden, han fik på sin tiggergang, stoppede han ned i frakkelommerne, og eftersom lommerne var hullede, samledes det hele mellem foret og frakken og lå som en vældig pølse omkring hele Jocke Kis". Selv på afstand har den lille Astrid åbenbart haft øjnene med sig!
De forarmede, hjemløse og sære er med som en del af historien i de fleste af Astrid Lindgrens bøger. Det er mennesker, der lever på helt andre vilkår end de børn, der fortælles om – og til. Men at de findes, og at det kan være udmærket at kende til deres eksistens, ved forfatteren af egen erfaring: "For et barn var det sjovt og lærerigt at vokse op, som jeg gjorde, sammen med mennesker af forskellig type, udseende og alder. Af dem lærte jeg – uden at de vidste det, og uden at jeg vidste det – noget om livsvilkår og om, hvor besværligt det kan være at være menneske."
Besværligt. Det er et fint ord, for det er uden sentimentalitet: Det har en lethed over sig, det er nøgternt konstaterende. Sådan kan vilkårene altså være. Og sådan bliver de store følelser i fortællingerne inddæmmet og anvist en plads, hvor de er til at have med at gøre. For følelser er der nok af, når det handler om børns retfærdighedssans og spontane medlidenhed: Emils vrede får ham i første omgang til at gribe efter sin bøsse, og Madicken kan græde, så det griber læseren om hjertet. Men Astrid Lindgren insisterer på, at det er handling, der er brug for, og at der altid kan og skal gøres noget, også selvom livsvilkårene som sådan ikke står til for et barn at ændre.
I "Madicken" eller "Stoltjomfruen Margareta Engstrøm fra Junibakken" er forskellen på rig og fattig et hovedtema – både i forhold til den velstående redaktørfamilies naboer, hvor drengen Abbe er genstand for Madickens beundring og barnlige forelskelse, og Mia fra klassen, som hun omvendt frygter og hader inderligt. Og med rette, for pigen lyver og stjæler og er altid efter hende. Astrid Lindgren får dermed vist, at fattige mennesker ikke nødvendigvis er sødere, mere ydmyge og retskafne end andre mennesker, men også – og ikke mindst – at det gør noget afgørende ved én at leve i fattigdom.
En dag ser Madicken et brev på faderens skrivebord, hvor en kvinde har skrevet til ham for at bede om penge, og til sidst i brevet står der: "Skrevet i sorg og fortvivlelse over fattigdommens hjælpeløshed". Madicken synes, at det lyder sørgeligt og vil vide, hvad det betyder: "Fattigdommens hjælpeløshed, hvad er det?", spurgte hun far. Og han forklarer, at hvis man er rigtig fattig, så er det som at være bundet på hænder og fødder, man kan ikke stille noget op. Man er fuldstændig hjælpeløs, når der sker noget, hvis man bliver ramt af sygdom eller noget andet, som er svært her i livet."
Da Mia en dag i klassen er helt og aldeles hjælpeløs, fordi hun er blevet taget i at stjæle fra overlæreren og nu skal prygles, indtil hun undskylder, er det Madicken, der griber ind. For hos Astrid Lindgren hjælper man ikke andre, fordi man føler for det, eller, som Linus-Ida, tror, man får sin løn i Himlen, men ganske enkelt, fordi der er nogen, der har brug for hjælp. Er der det, har man pligt til at handle uanset hvad, ellers er man med Jonatan Løvehjertes ord "ikke noget menneske, men bare en lille lort".
De hjælpeløst fattige er med som en del af virkeligheden i de fleste af Astrid Lindgrens bøger. Og i "Søndeneng" er de helt fremme i handlingen som hovedpersoner i fire historier, der alle begynder på samme måde: "For længe siden, i fattigdommens dage". Det er stærke fortællinger om en fattigdom af næsten mytisk karakter. Men frem for alt er det vidunderligt smukke fortællinger om, at lige der, hvor fattigdommens hjælpeløshed er størst, kan det største mirakel ske.
I julen fejrer vi, at Gud kom til verden: født af en fattig kvinde som et hjælpeløst barn. For at vi i det fattige og hjælpeløse menneske skal genkende den Gud, der har skabt os. Det ville være forjættende at kunne gå julen i møde med en fortælling, der begyndte med ordene: "For længe siden, i fattigdommens dage."
Det kan vi desværre ikke, for fattigdommen hører ikke en svunden tid til. Men vi kan holde fast i, at et menneske altid er mere værd end sin egen fattigdom.
Og vi kan handle.
Bøgerne om Madicken udsendes i Danmark af forlaget Gyldendal, der for nylig har udgivet fortællingerne som lydbøger.
Sara Nørholm er landssekretær i Kirkens Korshær