Da Martin Luther fandt De Vises Sten

Reformationen voksede ud af den mørke middelalder, men også middelalderen havde sin logik og åndelighed. I dag prøver for mange at gøre Martin Luther til fornuftsteolog, mener forfatteren Oscar K. alias Ole Dalgaard, der har skrevet en følelsesfuld roman om Luthers liv

”Jeg tror ikke, Luther selv ønskede at blive ’den store reformator’, det løb ham simpelthen af hænde,” siger forfatteren Ole Dalgaard alias Oscar K. –
”Jeg tror ikke, Luther selv ønskede at blive ’den store reformator’, det løb ham simpelthen af hænde,” siger forfatteren Ole Dalgaard alias Oscar K. – . Foto: Leif Tuxen.

En pukkelrygget mand og en langpattet kone med æselører. Et barn med hareskår og en skelerske.

Det er et spraglet persongalleri, han omgiver sig med, den gode Martin Luther i romanen ”Viae Deus Audet Scire – Veje Gud tør kende eller Den melankolske reformator”. Scenen er sat i den mørke middelalder, hvor der hores og drikkes og mobbes for et godt ord. Materiens væsker flyder i Luthers barndom i den tyske by Eisleben sidst i 1400-tallet. Ingen er gode ved nogen, for ingen ved, hvorfor de skulle være det.

Luther, der i bogen hedder ”Martin Luder”, er heller ikke selv for god: Drengen fra Eisleben vokser op og bliver en stædig rad. En brovtende båltaler, der indadtil ynker sig selv.

”Luther var virkelig sådan én, man i dag ville slette fra Facebook,” siger Ole Dalgaard, der er manden bag aliaset Oscar K. og forfatter til ”Veje Gud tør kende”, der udkom i går på forlaget Jensen & Dalgaard.

Men han var også et særligt menneske, hvis liv mangler nuancer i den nutidige fremstilling, mener forfatteren. Bag sig har han en lang række romaner og noveller, især til børn og unge, blandt andre ”Biblia Pauperum Nova – Ny bibel for de fattige i ånden”, der i 2013 fik ham nomineret til Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur sammen med hustruen, illustratoren Dorte Karrebæk.

I ”Biblia Pauperum Nova” opfører en række middelalderlige tumper Bibelens scener fra skabelse til åbenbaring. Og tumper er der, som nævnt, også en del af i den nye Luther-roman. Men der er også nogle, der ser lyset.

”Der har i konkret forstand været mørkt i middelalderen. Man havde jo ikke engang ordentlige stearinlys. Læser man om vejrforhold på den tid, kan man finde beskrivelser af tunge, sorte skyer på himmelen. Men nede i alt det der mørke, der er der foregået noget. Mennesker har haft tanker,” siger Ole Dalgaard.

I ”Veje Gud tør kende” møder læseren også vismænd, præster og profeter. Og der er ikke kun blod, afføring og støv, men også guld og ædelstene.

Kender man lidt til kristen mystik og videnskab i middelalderen, vil man genkende indholdsfortegnelsen i ”Veje Gud tør kende”. Kapitlerne har nemlig navn efter de ord på latin, som alkymi består af. Alkymisterne arbejdede efter Aristoteles’ elementlære og mente, at alt stof var et resultat af sammenblanding af ild, vand, jord og luft. Samtidig mente de, at man ved den rette behandling kunne omdanne stoffet til metaller, for eksempel guld.

Men det var ikke kun kemi. Alkymien havde også en åndelig og mystisk dimension, som handlede om at erkende Gud.

Faserne i deres arbejde ligner en solopgang: Den første, Nigredo, er det sorte mørke, hvor stoffet er én stor sammenblandet masse. Den næste, albedo, den hvide fase, er oplysningens og adskillelsens fase, der hvor skidt og kanel går for sig. I den sidste fase, rubedo, for rød, forener stoffet sig på ny, metallerne træder frem. Det er også i denne fase, visdommen indtræffer, forklarer Ole Dal- gaard.

Alkymisterne søgte kvintessensen, ”Det femte element” eller ”De Vises Sten”. I overført betydning en visdom eller åbenbaring af Guds tanke, oplevelsen af at være forenet med den tanke. Fordi det paradigme var så dominerende på Luthers tid, giver det god mening at se Luther som en slags mystiker, mener Ole Dalgaard.

”Også for Luther bliver spørgsmålet: Skal man følge en masse omveje, eller kan man gå direkte til Gud? Det er ikke så sært, at han interesserede sig for kirkefædrene og Paulus. De har alle diskuteret det samme spørgsmål. Da han opdager, at nåde er noget, man får og får direkte, så sidder han dér med ’De Vises Sten’. Men det får ham til at tro, at han er profet, og så går det galt,” siger Ole Dalgaard.

I bogen glider kvintessensen ud mellem fingrene på Luther, i takt med at Reformationen tager fart. Han kan ikke styre konsekvenserne af sine udsagn, der overtages af mennesker, som er mere radikale end ham selv.

”Han bliver det, man i gamle dage kaldte hovmodig, og tror, han kan gå på vandet. Jeg tror ikke, Luther selv ønskede at blive ’den store reformator’, det løber ham simpelthen af hænde.”

Meningen med at gøre Luther til en mystiker, der søger den samme åbenbaring, som troende til alle tider har søgt, er ikke at forklejne Reformationens hovedmand, siger Ole Dalgaard, der har brugt månedsvis i arkiverne i Wittenberg for at blive klogere på den rigtige Luthers liv og år på at studere middelalderteologi og filosofi.

”Da jeg begyndte at læse om ham, så jeg ham som en heldig bondedreng, en slags Aladdin-figur. Men det var han ikke, han var højt begavet. Hans bibeloversættelse er fremragende! Som oversættelse, som sandhed er den nok mere tvivlsom, for han snyder og bedrager som alle oversættere. At tilføje et ’alene’ til ’ved troen’, så det bliver til ’ved troen alene’, er nok lige at gå over sine beføjelser,” griner han.

Luther var en umådeligt flittig studerende, der kunne sin Aristoteles til fingerspidserne. Men i nutidens øjne gøres Luther til noget helt andet, end han var, mener Ole Dalgaard.

”Problemet er, at vi så ofte i dag prøver at gøre ham til en stor fornuftsteolog. Luther er blevet hyldet som demokratiets fader. Vi har sagt alt muligt om Luther, fordi det lige passede ind i en bestemt tid. Men skal vi se på Luther uden bedrevidenhed i bakspejlet, skal vi se ham på tidens betingelser,” siger han.

Målet har været at skrive om Luthers liv, men også gøre det uden dom. For det er ikke en forfatters opgave at dømme, mener Ole Dalgaard, der har tilladt sig at snige en særlig lille tekst ind i Luthers liv. Det er en virkelig tekst fra middelalderen kaldet ”Aurora consurgens”, den opstigende morgenrøde, en alkymistisk tekst, som blev genopdaget af psykologen Jungs sekretær, og som muligvis er forfattet af den kristne filosof Thomas Aquinas.

Teksten gengiver lange erotiske passager fra Højsangen i Bibelen, og i ”Veje Gud tør kende” er den med Luther på hans dødsleje.

”Det er jo noget, jeg har fundet på, at han læser. Men det er for at vise, at Luther også var et følelsesmenneske. Og jeg ser ingen modsætning til det også at være en stor teolog i det,” siger han.

Profeter var der nok af på Martin Luthers tid, og mange har siden haft fikse idéer. Men sandheden er en flydende størrelse, og der er et håb, der glimter lige så stærkt i dag som De Vises Sten i middelalderens dunkle materie, mener Ole Dalgaard, der har valgt at afslutte sin forfatterkarriere med ”Veje Gud tør kende”.

Bogen har han valgt at tilegne en vis nutidig franciskaner fra Argentina, som måske kan vise os vejen ud af en tid med terror og storpolitiske spændinger.

”Det er lidt, som om skyerne trækker sammen igen. Brexit, Trump og Putin... Der er en følelse af opløsning, synes jeg. Men Frans er det håb, jeg ser. Én, der er så indlysende et ordentligt menneske og har så inderligt et overskud, at skulle vi vælge os en verdensleder i en tid som denne, så skulle det være ham.”