Da præstens søn fik tommeltotten klemt i kirkebøssen

Henrik Wigh-Poulsen, der er den ene af to kandidater til bispevalget i Aarhus, Odense, Henrik Wigh-Poulsen er ...

Henrik Wigh-Poulsens søn blev i mange år husket på skadestuen i Kolding. - Foto: Mathias Christensen / Scanpix Denmark

Jeg stod midt i kirken, hørte hans skrig, men kunne ikke se, hvad der foregik. Da jeg nåede frem til våbenhuset og skulle hilse på folk, var der blodspor, og min familie var allerede på vej ind til skadestuen i Kolding.
Henrik Wigh-Poulsen, biskop

For biskop Henrik Wigh-Poulsen blev den juleaften, hvor han skulle holde sin første juleprædiken, en blandet fornøjelse

Da jeg som nyudklækket præst skulle holde min allerførste juleaftensgudstjeneste, var jeg lettere anspændt.

Jeg vidste jo, at en stor del af det lille Lejrskov Sogns befolkning ville møde op, og de ville nok også se mig an og tænke: Prædiker han nu ordentligt?

Jeg husker det, som om sneen dryssede ned. Jeg stod ved min pult i præstegården og forberedte min prædiken for 117. gang. Det var magtpåliggende for mig at sige noget meningsfuldt.

Noget, der kunne give håb til de modløse, trøst til de sørgende og ramme så bredt, at også børnene fik noget ud af det. Mens jeg stod der, kunne jeg ud ad vinduerne se, hvordan bil efter bil blev ved med at trille ind på kirkens parkeringsplads.

Min familie var gået i forvejen, og jeg gik alene over mod kirken, mens jeg hørte graveren kime med klokkerne. Det var en særlig fornemmelse at træde ind i den stopfyldte kirke, hvor alle ekstra stole var taget i brug, og alles øjne var rettet mod mig.

Heldigvis gik gudstjenesten godt, og jeg var meget lettet, da organisten begyndte at spille sit postludium, og jeg kunne bevæge mig ned gennem kirken for at give hånd til sognebørnene.

Som altid juleaften samlede vi i kirken ind til Børnesagens Fællesråd. Kirkebøssen var sådan en kraftig sag af støbejern, og for at folk bedre kunne komme penge i, havde graveren slået dens tunge låg op. Det fik min knap toårige søn, Christoffer, øje på.

Hans store lidenskab var på det tidspunkt at slå toiletbrættet ovre i præstegården op og i, så det sagde et højt klonk. Nu skulle låget på kirkebøssen så også knaldes i, og uheldigvis kom det til at foregå ned over hans lille tommelfinger, som efter den behandling stort set ikke var hæftet til hånden.

Jeg stod midt i kirken, hørte hans skrig, men kunne ikke se, hvad der foregik. Da jeg nåede frem til våbenhuset og skulle hilse på folk, var der blodspor, og min familie var allerede på vej ind til skadestuen i Kolding.

Men jul skulle det nu være, så da jeg kom over i præstegården, hvor kun min svigermor var, satte jeg hende til at lave brunede kartofter. Det havde de ellers ingen tradition for at spise i min kones familie, og som jeg husker det, blev de da heller ikke særligt gode.

Ud på aftenen blev vi samlet, og mens Christoffer sad helt bedøvet i et hjørne af sofaen og sov, spiste vi andre julemiddagen. Og det blev alligevel en dejlig, første jul i den gamle præstegård i Lejrskov.

Jeg har efterfølgende hørt, at lægerne og sygeplejerskerne på skadestuen i Kolding tog historien om tommeltotten til sig. I mange år genfortalte en eller anden på skadestuen hver eneste jul historien om præstens søn, der fik fingeren klemt i kirkebøssen.