Anne Katrine Gjerløff m.fl.: Da skolen blev sin egen 1920-1970. Dansk Skolehistorie bind 4. Aarhus Universitetsforlag.
Dansk Skolehistorie er med sit fjerde bind nået op i det 20. århundrede, hvor modne læsere vil kunne nikke genkendende til både skolens billeder og kampene omkring skolen.
Måske nogle af læserne endda kan huske ”det kulørte udvalg”, som den socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt nedsatte i 1955 - eller har været udsat for den kampagne, udvalget arrangerede for den gode børnelitteratur, fordi man var bekymret over blandt andet tegneseriernes indtog i børneværelserne? Det var dengang, man ikke behøvede at skjule, at man ville være smagsdommer, udvalgets fulde navn var ”Udvalget vedrørende Underlødig og Nedbrydende Litteratur for Børn og Unge”.
Fjerde bind af den store skolehistorie dækker perioden 1920-1970; forfatterne er Anne Katrine Gjerløff, Anette Faye Jacobsen, Ellen Nør-gaard og Christian Ydesen. Modellen er den samme som ved tidligere bind; de gennemgående historier belyses ved konkrete eksempler fra erindringer fra lærere og skoleelever, fra lovgivning og skoledebat, og der er særlige kapitler om både skolens fysiske rammer, pædagogiske tendenser og skoleforholdene i Grønland og på Færøerne.
Historien om skolen fra 1920-1970 er fortællingen om, hvordan læger og psykologer rykker ind i skolen, mens præsterne rykker ud. Det er det 20. århundredes fokus på sundhed og hygiejne, der blandt andet gør skolelægerne til faste gæster på skolen, mens psykologerne kommer med det ændrede syn på børn, som også fik spanskrørene til at forsvinde og gjorde eleverne dus med deres lærere. Danmark er ”et sletteland også i pædagogisk henseende”, som en af reformpædagogikkens fremtrædende skikkelser formulerer det forhold, at danske lærere og pædagoger inspireres fra både tyske, britiske og amerikanske psykologers arbejde med for eksempel test af børn. Samtidig bevirker Anden Verdenskrig, at skolens nationale fokus, som blev fremkaldt i anden halvdel af 1800-tallet, holder sig langt op i det 20. århundrede.
Det er også historien om skolens tilpasning til velfærdsstaten efter krigen, med blandt andet Den Blå Betænkning fra 1960, et mere end 600 siders statsligt-pædagogisk udspil til folkeskolen.
Arbejdet blev sat i gang af den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen, der var grundtvigianer, og betænkningen blev udarbejdet af en kommission med fremtrædende medlemmer fra skoleverdenen og under formandskab af K. Helveg-Petersen, hvis hjerte lå reformpædagogikken nær. Det er her, man finder den berømte og berygtede formulering om, at skolen skal fremme mulighederne for, at ”børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker”.
P.G. Lindhardt kritiserede betænkningen som en velfærdsstatslig ensretning på basis af et overfladisk menneskesyn, mens Venstres Poul Hartling roste betænkningen.
Der er mange - og mange gode - illustrationer i Dansk Skolehistorie. Det gælder også i bind 4. Velvalgte billeder og billedtekster fortæller deres egne historier, og giver flere indgange og informationer til den store historie. Man er ganske enkelt nødt til også at se billeder og læse billedtekster for at få det hele med - eller gå på strejftog i de korte tekster, som billeder og layout også indbyder til.
Efterhånden som værkets bind udgives, viser det sig også, at de to hovedredaktører, Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith, har haft en ualmindelig sikker og fast hånd i redigeringen. Nu udestår blot et enkelt bind af de planlagte fem bind, hvor historien skal skrives færdig fra 1970 til i dag. De enkelte bind er naturligvis forskellige, men der går også røde tråde gennem hele værket, både hvad form og indhold angår. Det er forbilledligt. Og en grund til endnu en gang varmt at anbefale Dansk Skolehistorie.