I forsommeren udkom den engelske succesforfatter Edward St. Aubyn på dansk med de første tre romaner (i ét bind) af sin serie om alter egoet Patrick Melrose. Nu udkommer, ligeledes i ét bind, seriens to sidste romaner, der bærer titlerne ”Moders mælk” og ”Til sidst”.
Princippet for kompositionen er stadig det samme: Hver roman slår ned på et specifikt tidspunkt i Patricks liv.
Hans problem er også grundlæggende det samme: En ekstremt omsorgssvigtet barndom i en rig aristokratisk familie gør det svært for at ham at overkomme livet, selv efter at han er kommet ud af det heftige stofmisbrug, der prægede hans ungdomsår. Men konteksten for problemet skifter.
I ”Moders mælk” er Patrick blevet gift med Mary, og de har to små drenge, Robert og Thomas. Romanen fininddeler yderligere den fortalte tid ved at foregå i fire gange august måned i årene 2000-2003. De fleste kapitler foregår i Provence på familiens landejendom, St. Nazaire. Patricks mor er stadig i live, men hun er noget alderdomssvækket, og uheldigvis er hun på sine gamle dage blevet ramt af new age-sværmerier og tager initiativ til hen over hovedet på Patrick at testamentere ejendommen til en nyreligiøs og shamanistisk stiftelse, anført af den irske charlatan Seamus.
Patrick er voldsomt forbitret over denne tilsidesættelse, der lægger sig oven på det mere dramatiske forræderi i hans barndom, hvor moderen ved sin passivitet udleverede ham til faderens sadistiske rutiner.
Patrick er dog også presset på anden vis. Hustruen, Mary, har trukket sig fra ham, blandt andet seksuelt, og kastet hele sit væsen ind i børnepasningen. Selv vil Patrick naturligvis også mest af alt give sine sønner den trygge barndom, han ikke selv fik, men som så mange yngre, senmoderne mænd føler han sig tilovers og i vildrede i denne omsorgsprægede familieidyl.
Han savner på den ene side vildskaben, rusen og erotikken fra ungdommen, og på den anden side er han inderligt jaloux på sine børn, der får lov at drikke moders mælk. Han kæmper med lysten til at begynde at drikke i stor stil og indlede en affære med sit gamle sværmeri Julia, der kommer på sommerbesøg til St. Nazaire.
Vi genkender Patricks desperate og sort-humoristiske tanke- og talestil. Han er, som romanen selv noterer, et temmelig veludviklet intellekt med et fuldstændig kaotisk fundament og næsten ingenting derimellem. Men i øvrigt varierer St. Aubyn formen ved også at bruge andre synsvinkler som hustruen Mary og den meget intelligente og årvågne søn Robert. Det giver en fin polyfon afveksling, for sandt at sige kan Patrick Melrose blive lidt enerverende selskab i længden, som det altid gælder for mennesker, der har meget svært ved at slutte fred med sig selv.
I den afsluttende roman ”Til sidst” er vi atter sprunget nogle år frem i tiden. St. Aubyn udfolder her et af sine glansnumre, den selskabelige sammenkomst, hvor de forskellige excentriske personer agerer med og mod hinanden i scener af uforlignelig grotesk komik.
Anledningen er bisættelse og mindehøjtidelighed for Patricks mor, der endelig er afgået ved døden. Efter et druksammenbrud og indlæggelse på en psykiatrisk klinik lever Patrick nu alene, men står basalt set stadig i valget: Skal han række ud efter det almindelige liv med Mary og drengene, eller skal han score den ekstraordinært kønne servitrices telefonnummer subsidiært gå på druk?
Utrolige scener udspiller sig omkring moderens kiste, når de aldrende rester af det dekadente britiske aristokrati træffer sammen med både de rige amerikanske slægtninge, den spirituelle engel fra det shamanistiske center i Provence, den bortløbne patient fra Patricks afvænningsklinik, Patricks vakse og gammelkloge sønner, og så videre.
Men hovedanliggendet er nu som før aristokratiets og de riges livslede: ”den demoraliserende virkning af allerede at have det, alle andre sled og slæbte sig halvt til døde for at opnå”.
Patrick Melrose-romanerne er et af de meget sjældne inside-studier i livsforholdene i den velhavende klasse, hvor de ekstreme privilegier sætter de fleste af tilværelsens grundvilkår i parentes på forhånd med katastrofale konsekvenser, der nedarves i flere slægtsled.
Det er stadigvæk en sindsoprivelse og en grotesk fornøjelse at læse om Patrick Melroses liv og klasse, og hans forsøg på at komme til rette med det moderne familiemønster tilføjer romanerne et mere alment, næsten Karl Ove Knausgårdsk perspektiv. Men bøgerne kan også i passager blive lige lovlig lange i spyttet. Man orker ikke altid at få styr på de indviklede familieforbindelser eller at svinge med Patrick i endnu en selvdestruktiv og fræsende tankerække. Nogle gange bliver det hele bare for meget. Men til det ville Patrick Melrose nok bare indvende - og med en vis ret: ”Ja, og hvordan tror du så ikke, jeg har det? Jeg skal leve det. Du skal trods alt bare læse det.” Sandt nok.
Vi giver et undskyldende lille buk og vender os for at søge mere neutralt selskab. Eller måske få en mundfuld luft. Under alle omstændigheder siger vi tak for en ganske særlig oplevelse.