Daniel Barenboim svinger dirigentstokken over Israel

Den jødisk-argentinske dirigent Daniel Barenboim forsøger at samle stridende religioner om musikken, men har ikke medhør i de stridende lande

Tirsdag aften kom folk ikke til Queen Elizabeth Hall i London for at høre Daniel Barenboims musik, men hans holdninger til blandt andet Israel.
Tirsdag aften kom folk ikke til Queen Elizabeth Hall i London for at høre Daniel Barenboims musik, men hans holdninger til blandt andet Israel. Foto: Scanpix.

Folk lytter ikke kun, når den verdensberømte dirigent og pianist Daniel Barenboim sætter sig ved flyglet. For han er også en mand med stærke og kontroversielle holdninger, som han tirsdag aften luftede foran et begejstret publikum i Queen Elizabeth Hall i London. Her modtog den 72-årige pianist og dirigent for eksempel et stærkt bifald, efter han sagde, at det er rigtigt og nødvendigt at boykotte Israel.

Den jødisk-argentiske Barenboim har tidligere provokeret ved at spille Hitlers yndlingskomponist Wagner i Israel, og han er en kendt kritiker af landets nuværende regering.

Tirsdagens tale faldt, da Daniel Barenboim leverede årets Edward Said-forelæsning, opkaldt efter den palæstinensisk-amerikanske litterat, som i år ville være fyldt 80 år.

På mange måder var det en ring, der blev sluttet, for sammen med Edward Said stiftede Daniel Barenboim i 1999 orkesteret West-Eastern Divan, som samler unge israelske og arabiske musikere.

Men på Kristeligt Dagblads spørgsmål om, hvad orkesteret har opnået i Mellemøsten her 16 år senere, er svaret nedslående.

”Vi kan ikke spille i Mellemøsten. Vi har spillet, hvad der nu anses som en historisk koncert i Ramallah. Men det er totalt umuligt at forestille sig noget tilsvarende i dag,” siger Daniel Barenboim.

I stedet spiller de på de store koncertscener i London, Salzburg og Lucerne samt orkesterets egen festival i Bue-nos Aires.

”Budskabet i dette års festival i august er musik og refleksion. Vi giver den samme kammerkoncert i domkirken, i synagogen og i det islamiske center, for på den vis at bringe de tre samfund sammen,” siger Daniel Barenboim, der også roser paven for at spille en vigtig rolle i det arbejde, da han var i Argentina.

Han ser det også som en opgave at tage Divan-orkesteret til steder, hvor musik ikke altid er nærværende.

”Vi er i den tidlige fase med forhandlinger, men vi vil meget gerne til Etiopien, som er et vigtigt land for både jøder og muslimer,” siger han.

Omvendt ser han ikke med megen optimisme på situationen i Mellemøsten.

”Lad os ikke glemme, at israelere og palæstinensere er velsignet eller forbandet til at leve enten sammen eller side om side. Men absolut ikke ryg mod ryg,” siger Daniel Barenboim, som finder retorikken fra den israelske udenrigsminister bekymrende.

”Den nuværende regering i Israel er ikke interesseret i en tostatsløsning, ikke i en én-statsløsning. De er interesseret i en jødisk, eksklusiv jødisk, stat for alle territorierne, og det er uacceptabelt,” fastslår han.

Men han taler stadig for dialog, og hvor han på sin vis støtter boykot af staten Israel, så skal det ikke omfatte alle borgerne.

”Der er folk i Israel, som tænker anderledes end regeringen. Kunstnere, forfattere og musikere. Ved at lave en 'blind' boykot, så fratager du dig selv muligheden for at skabe kontakt med de folk,” mener han.

West-Eastern Divan Orchestra mødes hvert år om sommeren, og sidste år var mens der var væbnet konflikt i Gaza.

”Det var et meget svært møde,” siger Daniel Barenboim, der netop forsøger at få musikken til at bygge bro mellem folk og religioner.