Bo Lidegaard har været i dagbladet Politikens fotoarkiv og stykket en billedfortælling sammen om Danmark under den kolde krig. I sit udvalg veksler han mellem illustrationer af hverdagens situationer, ikoniske begivenheder og store personligheder. På den måde sættes den lille historie sammen med den store, således at det næsten giver mere sammenhæng end en løbende brødtekst ville have kunnet tilvejebringe.
Fra efterkrigstidens første bananer over parcelhus-boomet i 1960’erne og indvielsen af den nye Lillebæltsbro i 1970 til 1980’ernes københavnske insted Café Krasnapolsky fortælles historien om velstandsstigning og kulturelle forandringer.
Det sættes ind i en storpolitisk ramme, hvor Danmark spillede rollen som loyal Nato-partner og samtidig som brobygger mod øst. Lidegaard lægger en påfaldende vægt på betydningen af de diplomatiske forbindelser med Moskva og de dertilhørende relativt hyppige officielle besøg.
Sammenhængen mellem sikkerhedspolitikken og hverdagslivet etableres som en underforstået fortælling om ydre balancegang og indre sammenhængskraft. Det skete blandt andet ved, at oprør og nybrud blev kanaliseret af det etablerede system, som for eksempel da den systemkritiske musical ”Teenagerlove” blev opført på Det Kongelige Teater af alle steder i 1962. S
om et ukonven- tionelt eksempel på 1970’ernes antiautoritære oprør har Lidegaard fundet et billede af to gamle ungdomsvenner, Simon Spies og Mogens Glistrup, der hver især brød med mange konventioner.
Essensen af Lidegaards tolkning af den kolde krig finder vi i det kendte møde mellem den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles og Bodil Koch under et Nato-møde i København i 1958. Billedet af de to, som fotografer fra flere blade havde øje for, bruges ofte som illustration af modsætningen mellem en forhærdet, systembevarende mand og en rebelsk, intellektuel kvinde.
Lidegaard graver et spadestik dybere:
”Selv om Dulles ser overrumplet ud, var det set med amerikanske øjne mere end noget andet Socialdemokratiet, der leverede varen til alliancen, og ganske særligt venstrefløjen af partiet, som kirkeminister Bodil Koch repræsenterede. For amerikanerne var det afgørende, at Danmark kunne optræde som eksempel på, hvor langt arbejderne kunne nå uden at ty til kommunismen.”
Dermed knytter Lidegaard det socialdemokratiske velfærdsprojekt sammen med sikkerhedspolitikken. Så længe socialdemokraterne kunne levere varen til både Washington og vælgerne, var Danmark på rette spor, også selvom det indebar lidt funktionelt hykleri som i spørgsmålet om amerikanernes atomvåben på Grønland. Det er klart, at heltene i den fortælling er skikkelser som H.C. Hansen og Jens Otto Krag. Under Anker Jørgensen mistede Socialdemokratiet føringen og følingen.
”Det var alt sammen ikke kun Ankers skyld,” som Lidegaard skriver på en måde, der dog synes at antyde, at det var det nok alligevel.
Nogle steder er det gået lidt stærkt i redaktionen af bogen. Et billede er åbenlyst spejlvendt, og et par steder halter stedsangivelserne. Ved ubåden ”Delfinens” stabelafløbning i 1956 skriver Lide- gaard: ”Det ligner en tanke, at Søværnets første nybyggede ubåd efter krigen løb af stablen fra det røde skibsværft B&W.” Lige her savner Lidegaards tanke om forbrødringen mellem den institutionaliserede socialisme og dansk forsvarspolitik dog grundlag. ”Delfinen” blev bygget på Orlogsværftet.
Bortset fra det har Lide- gaard skabt en stærk og sammenhængende fortælling, hvis nærmeste slægtning er Paul Hammerichs Danmarks-krønike. Politikens perspektiv på livet og verden var og er københavnsk, og det må naturligvis præge et udvalg fra avisens billedarkiv. Et af epokens store opbrud, afviklingen af den gamle landbokultur, får for eksempel ikke megen plads.
Bogen er en demonstration af, at Politiken altid har beskæftiget nogle af landets bedste pressefotografer. Billederne varierer i kvalitet fra god til fremragende, og i sine billedtekster kombinerer den altid velskrivende Lidegaard den skarpe iagttagelse med en pointeret sans for sammenhæng.