Midt i det sorte rum står Sisse Lunøe og bevæger sin krop i bløde, fejende bevægelser.
Hun er alene på scenen, men ligner ikke prototypen på en solodanser, som hun svajende står der i sine hudfarvede underbukser og løshængende sorte top. 16 minutter er hun alene på scenen, så dukker hendes 19 meddansere op.
De holder krampagtigt fast i en spejlkugle, der måler en meter i diameter, og som cirkler hurtigt rundt lige over gulvet, mens den sender sine lysglimt ud i salen. De holder den metalliske kugle i gang med vægten af deres bløde, svajende kroppe, indtil de en efter en viger væk fra kuglen og søger ud i periferien.
Til sidst står kun ét menneske tilbage og holder kuglen i gang. Men så lige når man tror, hun ikke kan mere, kommer de andre tilbage til midten, og spejlkuglen kan fortsætte sine cirkelbaner.
”Jeg reflekterer over begrebet aldring ved at tænke menneskelivet ind i forskellige kredsløb,” forklarer Nønne Mai Svalholm, da vi har trukket os tilbage på en tilskuerrække ved teatret Åbne Scene på kulturcentret Godsbanen i Aarhus.
Hun er koreograf og kunstnerisk leder af et tværfagligt projekt, der gennemføres i samarbejde med Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. For selvom vi er på et teater, og det, vi kigger på, er danseforestillingen ”Circuit” (kredsløb), så er det ikke hverken dansere eller skuespillere, der bevæger sig rundt oppe på scenen. Det er tømrere, sygeplejersker, kontorfolk, pædagoger og universitetsundervisere blandt andet, og det eneste, de mennesker har tilfælles, er, at de alle er fyldt mindst 60 år.
”Jeg synes, vi lever i et samfund, hvor vi dyrker ungdommen, det fremadstormende, det hurtige og det vilde. Alderdommen og det, at noget kan gå langsomt og gå tilbage, er blevet fortrængt og næsten glemt. I vores jagt på ungdommens kilde glemmer vi tit at tale om, hvad alderdom er, og hvad der sker med kroppen, når vi bliver gamle,” siger Nønne Mai Svalholm.
Med sin forestilling vil hun gerne skabe rollemodeller af en lidt anden slags, end vi præsenteres for i tv og reklamer. Derfor har hun valgt, at alle dansere i forestillingen skal være ældre mennesker uden særlige forudsætninger for at danse, og at de skal medvirke med de kropslige skavanker, de eventuelt måtte have.
”Jeg vil gerne fokusere på et begreb som lyst, for tænker vi overhovedet over, at lyst, både mentalt og fysisk, kan have noget med ældre menneskers liv at gøre? Det gør de færreste, tror jeg. Men det her er en form for laboratorium, som vi for sjov kalder lystklubben,” siger hun.
Forestillingen er et af flere værker, som Nønne Mai Svalholm skaber i samarbejde med afdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. Forud er gået mange besøg på lokalcentre, klubber, foreninger og andre steder, hvor mennesker, der er færdige med arbejdslivet, samles.
Hun fortæller, at der i udviklingsprocessen er blevet drukket meget kaffe og spist mange småkager, alt imens der er blevet snakket om livet og døden, kærlighed og sex. Og hvad det er, der sker med kroppen. Efterhånden samledes en gruppe på 20-25 ældre, der troligt mødte op til ugentlige prøver, og de er nu grundstammen i en forestilling, hvor alt uden om dem foregår professionelt.
”Scenekunsten har hele tiden været det overordnede formål og vil også være det i de kommende projekter,” siger Nønne Mai Svalholm.
For 70-årige Mariann Kudahl Høegh, der er tidligere sygeplejelærer, har det været lidt af en øjenåbner at være deltager i ”Circuit”.
”Dansen har ændret mit fokus. Nu handler det ikke så meget om, hvad jeg ikke kan, men hvordan min krop er i stand til at bevæge sig helt naturligt. Det har været en fantastisk rejse gennemsyret af stor respekt og medmenneskelighed,” siger hun, da hun et øjeblik sidder i omklædningsrummet og puster ud.
Ved siden af hende sidder 63-årige Buller Stausholm, der er pensioneret tømrer. Han er fascineret af historien med spejlkuglen, som han ser som et symbol på universet, der både er tiltrækkende og frastødende. Samtidig er han glad for at være en del af en professionel teaterforestilling:
”I begyndelsen skræmte det mig, at vi skulle danse, da jeg har gennemgået to operationer i min ryg. Men jeg har fundet ud af, at dans kan være mange ting, og det gode er, at det er mine naturlige bevægelser, der skal bruges, og ikke noget, jeg tvinger min krop til. Jeg kan også godt lide, at fortolkningen er så åben, at enhver kan tolke forestillingen, som man vil. Nogle vil blive ramt af kuglens magi, andre vil ikke.”
