Dansk forfatter indtager USA

Dorthe Nors følte sig aldrig hjemme i København, så hun tog hjem til Viborg og kiggede vestpå til New York. Førende amerikanske kulturtidsskrifter roser nu hendes nye bog

”Hvis der er noget, der er provinsielt, så er det hovedstadens kiggen indad på sig selv. Man lykønsker sig ofte med, hvor fantastisk man er. Dét er provinsielt, sådan at puste sig op,” siger Dorthe Nors fra Dollerup Bakker, som tidsskrifter som The New Yorker og Vogue for tiden roser til skyerne. –
”Hvis der er noget, der er provinsielt, så er det hovedstadens kiggen indad på sig selv. Man lykønsker sig ofte med, hvor fantastisk man er. Dét er provinsielt, sådan at puste sig op,” siger Dorthe Nors fra Dollerup Bakker, som tidsskrifter som The New Yorker og Vogue for tiden roser til skyerne. –. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

I de maleriske Dollerup Bakker ved Viborg bor en glad forfatterinde. Hun er netop flyttet hertil, og det regner hun for en herlig hjemkomst. Og så står hun tilfældigvis samtidig foran et gennembrud i USA.

Dorthe Nors er en af vore fineste prosaister, men efter fem romaner og en novellesamling er hun langtfra på alles læber.

Nors skriver nemlig såkaldt kortprosa, hvad der ikke udløser store salgstal. Der er tale om stykker uden et gram overflødigt fedt, omhyggeligt slebet til og det er mindre populært end det bredt berettende.

Hun er ellers ikke udpræget avantgardistisk; bøgerne er nemme at gå til og tilmed ofte ganske rørende.

Nu springer dørene imidlertid op i USA. Uden Dorthe Nors eller det danske forlag vidste det, kørte hendes amerikanske venner med litterær indflydelse hende lige så stille i stilling derovre. Til en start blev et par noveller fra samlingen Kantslag oversat, og de lod sig afhænde til noble tidsskrifter.

Nu er hele bogen udkommet under titlen Karate Chop, og dens 15 noveller er afsat til 15 forskellige magasiner.

Et af dem er intet mindre end det über-hippe, legendariske kulturmagasin The New Yorker, der også har bragt interview med hende. Det har verdensomspændende udbredelse og et oplag på lidt over en million. Nors er den første dansker, den ære er overgået; selv den i USA så beundrede Karen Blixen oplevede ikke at få en tekst i The New Yorker.

Endnu en Nors-aftager er det ligeså fornemme, endnu ældre Harpers Magazine, stiftet 1850, USAs næstældste.

Ja, det er overvældende, smiler Dorthe Nors glad foran en knitrende brændeovn. Vi sidder på første sal i den tidligere Dollerup Skole, midt mellem de formidable bakker.

LÆS OGSÅ: Estisk ekstase

Nu melder de britiske magasiner sig også, for de har jo set The New Yorker. Min sidste bog, Minna mangler et øvelokale, er ved at blive oversat til engelsk og skal med ved Londonmessen til foråret.

Næste måned rejser Nors til USA, hvor hun skal promoveres.

Bagefter er det rart, at komme hjem til Dollerup igen.

Hun gasser sig formelig i sin nye bolig. Det er et par måneder siden, hun flyttede til Jylland efter syv år i Valby ved København. Hun faldt ikke rigtigt til.

Jeg blev vist regnet for lidt kedelig. Jeg er heller ikke den, der tisser i pejsen eller smadrer inventaret. Jeg fik mange gode venner, men jeg kunne ikke helt finde ud af at manøvrere rigtigt i salonerne og ved alle receptionerne.

Per Højholt sagde engang, at en jysk kunstner skal bo nogle år i København, så man har prøvet at måle sig med de bedste. Uden den erfaring bliver man provins-indbildsk. Er du enig?

Det har han helt ret i. Jeg skulle over og se, hvilken skriftkultur, jeg var del af. Jeg var allerede udkommet på Samleren, før jeg flyttede, men indtil jeg fyldte 35, var Knud Sørensen på Mors den eneste forfatter, jeg kendte. Og så skal man jo også smide slæberne ind i magtens cirkler. Jeg har lært så meget i København. Om litteratur og om mennesker. Men det er også godt at løsrive sig igen. Det er lidt fluepapir over det derovre.

Men nu er du jo fjernt fra cirklerne. Er det ikke et problem?

Man skal sætte det lidt i perspektiv. Mine amerikanske forfattervenner sagde bare good for you, da de hørte om min flytning. Tilsvarende med forlæggeren. Hun sagde ikke noget om, at nu kunne de vist ikke udgive mig alligevel. Og så sagde de meget sjovt: Jysk er jo det, der blev til engelsk, så nu kommer du os lidt nærmere.

Men bor alle de kvikke ikke i København?

Så var de kvikke altså heller ikke kvikkere. Og så fornøjeligt var der heller ikke, trods de tusindvis af tilbud. Her er der skam også nok at gå til, teaterkredse og klassisk musik. Det er rigtigt, at nogle jyske landsbyer er ved at dø, men andre vitaliserer sig altså.

Så du frygter ikke ensomheden?

Ensom er i al fald det sidste, man bliver. Man er mere inde på livet af hinanden her. Jeg har drukket kaffe med folk heromkring dagligt, siden jeg kom før jul. Jeg syntes, det var et stort savn, at man kommer så lidt i hinandens hjem i København. Man skulle helst mødes i det offentlige rum, hvor man er synlig. Og den tid alting tog i København. Den bymasse af huse, man skulle trænge igennem 45 minutter for at komme til min veninde på Amager. Her er ikke den modstand, kun blødt landskab mellem mig og mine veninder.

Dorthe Nors synes ikke, man uden videre kan foretage den sædvanlige skelnen mellem indskrænket bondeland og hip storby.

Hvis der er noget, der er provinsielt, så er det hovedstadens kiggen indad på sig selv. Man lykønsker sig ofte med, hvor fantastisk man er. Dét er provinsielt, sådan at puste sig op.

Hun køber heller ikke den kendte påstand om, at det i provinsen strengt overvåges, om man opfører sig som alle andre og ikke skejer ud, mens man i hovedstaden folder sig ud i broget forskellighed.

I København klæder man sig ens i gruppen og mener det samme. Cyklen skal være pæn, men ikke for pæn.Det hele er orienteret efter ens segment. Man skal følge bestemte manerer, og manerer gør manieret. Det værste er, når manerer ramler ind i kunsten, for så får den slet ikke fat i folk på den rette måde.

Dorthe Nors fortæller på sin blog meget morsomt om et forfattermøde, hun var inviteret til på Valby Bibliotek. Publikum lagde ikke skjul på deres skuffelse over at høre, at det var kortprosaen, aftenens hovedperson gjorde i. Havde hun så bare skrevet meget tykke romaner eller krimier.

Nors blev forbløffet over den irriterede attitude, der uden blusel forlanger overliggeren sat ned.

LÆS OGSÅ: Forfatteren, der tror, at han tror på Gud

Inden for litteraturen er det sjovt nok blevet forbudt at regne noget for bedre end andet. Ingen vil jo finde det krænkende, hvis man hævder, at der musikalsk er kvalitetsforskel mellem Kandis og Sort Sol. Man siger ikke længere om en krimi, at den er til sommerhuset. Den skal regnes for ligeværdig med al anden litteratur. Jeg synes, det er en hel dannelsestanke, der er under pres. Alt, hvad der gør vores hjerner bedre, kræver faktisk en indsats. Bliver man altid strøget med hårene, bliver man også derefter. Når kæresten så skrider og ens mors ben bliver kørt af og det hele brænder på, så har man altså brug for mere at ty til.

Dorthe Nors kender krimierne indefra, for når der er lavvande i kassen, over-

sætter hun svenske krimier.

Folk ønsker i dag, at indholdet ikke yder for megen modstand. Det behov kommer krimien allerbedst i møde. Trods dens stygge eller ligefrem perverse hændelser giver den en tryghed, for man møder altid samme struktur. I mine korte bøger handler det om mødet mellem min præcision og læserens skærpede opmærksomhed. Sproget er der ikke kun for at komme fra A til B. Måden, tingene bliver sagt, er vigtig.

På den anden side af Atlanten er man for tiden meget opmærksom på alt skandinavisk, og Dorthe Nors er ikke blind for, at den lidenskab kan have bidraget til, at alle døre sprang op på de litterære magasiner.

Amerikanerne er jo meget optaget af skandinavisk design. Og af nordisk billedkunst. De forbinder Skandinavien med enkelhed og formæstetik. Jeg har en fornemmelse af, at når mine små noveller optager dem så meget, er det fordi, de opfatter dem som typiske for det funktionelle og præcise. Men jo kombineret med et indhold. Ikke form alene, men også noget menneskeligt.

Og det menneskelige indhold er her præget af alvor.

Jeg prøver at lade dem se ind i mørket, uden at blikket viger. Amerikanerne synes, mine noveller er meget mørke. De går selv ofte efter smilet og latteren, så de kan godt lide til en afveksling at møde vrangsiden. Mine forbilleder er svenske og eksistentialistiske: Bergman, Ekman, Per Olov Enquist, Lagerlöf. Mørket er svenskernes varemærke. Jeg prøver at tilføje lidt dansk ironi og humor. Det er ok, at man også ler lidt, mens man kigger ned i afgrunden.

Ja, der er da ofte en knastør humor i dine linjer.

Det er jeg glad for, du siger. Smilet sammen med et slag i maven. Sorrig og glæde, de vandre tilhobe, som Kingo skriver.

Man kigger vel i øvrigt ikke ned i en afgrund her, som i tomhedsplaget eksistentialistisk litteratur. Snarere møder man en sjælden vilje til modigt at tage en skæbne på sig.

Jeg er vist også meget robust. Jeg er opdraget med, at man skal kunne holde ud. Og man skal være sig selv tro. Begge mine forældre er også helt deres egne. Min far er selvstændig tømrermester, for han kunne ikke have chefer over sig, og min mor er maler, men kunne ikke finde ud af at være med i kunstnersammenslutninger. Eller gå til receptioner! Det er meget vigtigt at være modig. Det bliver jo altid bedre, hvis man ikke giver op, men står tingene igennem.