Hofmaler får nyt liv i velskrevet biografi

Hofmaleren Carl Gustaf Pilo får nyt liv hos Charlotte Christensen i det formidable kunsthistorieværk ”Drømmebilleder”

Carl Gustav Pilo: Kong Frederik V i Salvingsdragt. Statens Museum for Kunst
Carl Gustav Pilo: Kong Frederik V i Salvingsdragt. Statens Museum for Kunst. Foto: Foto fra bogen .

Carl Gustaf Pilo (1711-1793) står solidt i den danske kunsthistorie. Hvad ved vi imidlertid om ham? Hvad var hans livsskæbne? Hvad er det, der gør hans malerier, især hans portrætter, til noget særligt – fjernt, uhåndgribeligt? Efter at have vendt sidste side i Charlotte Christensens formidable bog om denne kunstner er man blevet klogere, ja måske visere. Det er en biografi, en monografi, om en kunstner og ikke mindst om det samfund, han levede i, de bestillere, han tjente, og den stat, der slog hånden af ham.

Sagt med det samme: Pilos skæbne kunne afgive stof til en film a la Milos Formans ”Amadeus”. Pilo, eller Pilou, kommer sådan set ud af ingenting. Han får ikke nogen særlig god uddannelse, han kommer ikke til at rejse, ser ikke Venedig – og møder ikke Tiepolo. Men han bliver maler, også i den grad.

Vejen går fra Skåne til Danmark, hvor han slider som lærer ved Landkadetakademiet for at lære de unge officersaspiranter tegning. Gennem heldige bekendtskaber på dette militærakademi når han ret hurtigt frem til en række portrætbestillinger. Han avancerer til kongelig maler blandt en flok af andre, fortrinsvis indvandrede. En god position, omend ikke så godt aflagt som teatrets feterede stjerner under frihedsperioden, Frederik V’s og dronning Louises regering. Her er fred og ingen fare, fordi det er bureaukraterne, der kører gesjæften – mens kongen får den fulde enevolds-ære. Det er fredstid, konger og officerer lader sig male med harnisk og dyreskind, silke og store ordensbånd. Isolerede i deres rum – men uden den overlæssede symbolik, franske kunstnere havde skabt som konvention i malerierne af Ludvig XIV.

Charlotte Christensens sprog spændes til det yderste, når hun skal redegøre for det indtryk, figurerne gør. Det kan ikke helt skjules, at hun har siddet under Christian Ellings lærestol. Charlotte Christensen vil noget med sin bog, men det kan være farligt at lægge holdninger ind i et så principielt værk. Om 20 år vil ingen kunne huske, hvem eller hvad i den aktuelle samfundsdebat de spidse bemærkninger hentyder til. Charlotte Christensen er nemlig indigneret. Det var skolemanden, opfinderen af indfødsretten som betingelse for at tælles blandt landets børn, Ove Høegh-Guldberg, der stod bag forfølgelsen af de fremmede.

Hun har ganske ret. Og det er værd at huske, at Danmark blev betragteligt mere rent dansk efter 1772, da man kunne sende tyskere, franskmænd og svenskere hjem. Værre endnu blev det under kronprinsens såkaldt bigotte og militaristiske styre efter 1784. Her har vi intrigen: at direktøren for Kunstakademiet på en speget måde presses til at sige op og derpå tvinges til at forlade landet og overlade sin post til en god dansk kunstner, Peder Als.

Her ender historien ikke , for den uudgrundelige og despotiske Gustav III af Sverige gør ham til hofmaler, direktør for Kunstakademiet i Stockholm, overlader ham en opgave, der ville være blevet Pilos største, om han havde fået den fuldført, nemlig kroningsbilledet. Man må bøje sig dybt for de greb, Charlotte Christensen foretager, såsom at skrive sin bog på baggrund af Thure Wennbergs mindetale eller mindeskrift, der er den eneste sammenhængende samtidskilde til Pilos levned. Hun arbejder suverænt med arkivmaterialet, med biografi, almen og speciel historie.

Desuden viser hun aldeles overbevisende og nærmest rystende, hvorledes denne kunstner, som vi gerne opfatter som ret stereotyp i sit sanseberusende artistiske mesterskab, faktisk ændrer sig. De alvorlige portrætter, de mere individualiserede malerier i forhold til de formelagtige, kommer frem. Og endelig sætter Charlotte Christensen fingeren på det, som er evident og nok derfor overset: kunstnerens fascination af gamle Rembrandt. Dermed lykkes det at skabe en helt ny spænding i kunstnerens værk. Han indsættes til slut i det, der sådan set blev den svenske guldalder med venskabet med Sergel og dennes kreds – der atter er svær at placere mellem rokoko og klassicisme. Man kan sagtens sige, at den danske kunsthistorie ikke vil være helt den samme efter denne rehabilitering af en af 1700-tallets betydeligste malere.

En flot bog, en skøn bog, en velskrevet bog. Bogen, der ikke fandtes, men som nu står der i hele sin suverænitet – om en kunstner, der endelig fik liv.

En meget stor bedrift.

kultur@k.dk