Forestillingen om Jesu synlige genkomst appellerer ikke meget til teologien. Det er heller ikke noget, jeg selv har tænkt meget over. Selvom vi jo stadig bekender, at Han skal komme tilbage og dømme levende og døde.
Men så fik jeg fat i den postmoderne eller postliberale amerikanske teolog John D. Caputos "What Would Jesus Deconstruct"? I sig selv er bogen ikke særlig interessant, for det viser sig, at Jesus ville dekonstruere den slags kristendom, som praktiseres af republikanere, metodister og Bush-tilhængere – "the Right" –, men ikke Caputos egen teologi.
Der er trods det noget interessant i den. Caputo vender i denne bog tilbage til Kansas-præsten Charles Sheldons utopiske roman "In His Steps: What Would Jesus Do?" fra 1896 (Den kan downloades fra nettet). Det er meget lang tid siden, jeg har stødt på en henvisning til den.
Det er den mest læste amerikanske roman, og Sheldon var kirkeligt set repræsentant for "the social gospel". Den handler om Jesus, der vender tilbage til en lille amerikansk by. Jeg kendte romanen, men havde heller ikke skænket den en tanke i mange år. Den har aldrig spillet en rolle i amerikansk litteraturhistorie, men en stor i amerikansk kirkehistorie.
Kort efter læste jeg om og læste derefter Ron Currie Jr.s debutroman "God Is Dead", hvor Gud dukker op i Darfur som kvinde. Og så for ikke længe siden udkom endnu en debutroman: Lars Husums "Mit venskab med Jesus Kristus". Her dukker Jesus altså op i Danmark i en roman. Synligt. I egen person. End ikke transfigureret. Det i sig selv kalder på refleksion. Hvad er det for et fænomen, vi har med at gøre?
Helt overordnet er der ingen tvivl om, at det har at gøre med religionens tilbagekomst i den offentlige debat. Den har at gøre med diskussioner om kunstneriske repræsentationer af religiøse skikkelser – Muhammed og Jesus.
Hvor ville Jesus gå hen, hvis han vendte tilbage? Hvem ville han opsøge? Hvem har ikke tænkt på det? Ville han gå i kirke? Hvilket parti ville han stemme på? Ville vi opdage ham eller tro på ham? Eller vil det gå som med disciplene på Emmaus-vandringen?
Det er jo en spekulation, al den stund Jesus vender tilbage hele tiden som en af disse mine små, som vi systematisk går forbi, og al den stund han vender tilbage i sit Ord. Men selvom vi godt ved det, så er genkomsten noget, som vi fantaserer om. Hvor ville han altså gå hen? Hvad ville han gøre?
Det svarede kulturjournalist ved Mogenavisen Jyllands-Posten Anders Raahauge engang på. I København ville Jesus gå i synagogen og derefter spise frokost hos Jonni Hansen sammen med nynazisterne i Greve. Det ville forarge farisæerne og de skriftkloge. Nynazisterne er vor tids toldere og syndere. Han ville ikke tage til Ungdomshuset, Christiania, Vartov eller Vor Frue Kirke. Mange ville foretrække, at Jesus ville sætte sig på bænken blandt Storm P.'ske vagabonder, hos prostituerede eller hos asylsøgere fra Irak sammen med nogle initiativrige præster.
I Husums roman dukker Jesus Kristus op i København hos en ung forældreløs mand, Nikolaj, der er gået i hundene, en slags hærværksfigur, som også er en rig ung mand. Det er som sagt lidt af en litterær nyhed. Er Jesus Kristus før dukket op i en dansk roman? Jeg tror det ikke.
Den moderne roman har været karakteriseret ved et billedforbud, hvad Jesus angår – og det samme, naturligvis, Muhammed. Før i tiden kunne Jesus sagtens være en figur i litteratur: Tænk på Klopstock, Milton, Blake, Wergeland osv. Dette billedforbud overholdes ikke i teologiske tekster, der ikke har problemer med at repræsentere Jesus. Det er heller ikke et problem at afbilde Jesus i malerier og skulpturer – det vrimler med dem i kirkerne – eller i lyrikken for ikke at sige i salmer. "Jesus Christ Superstar" fra 1973 har længe været populær. Og der laves stadig succesfulde Jesus-film; hvor man f.eks. kan nævne "Life of Brian" fra 1979 eller Thorsens "Jesus vender tilbage" fra 1992.
Kun romanen har altså været tilbageholdende. Der kunne være personer, der mindede om Jesus, men det er alt. Der har været romaner, der kredser om Jesus – fra Par Lagerkvists "Barabbas" eller "Mariamne" og til den populære Lloyd C. Douglas' "Men jeg så ham dø", der kom i kæmpeoplag verden over.
Der er også filosofiske årsager til, at Jesus ikke kan vende tilbage i en roman, for romanen (eng. the novel = det nye) var den empiriske filosofis litterære form. Der måtte ikke forekomme noget i en roman, der ikke kunne sanses, dvs. noget 'overnaturligt' måtte ikke gribe ind og ændre romanens handling. Det ville vi ikke finde 'realistisk'. Men i efterkrigstiden er romance, magisk realisme, fantastiklitteratur og fantasy-litteratur blevet populære som en slags for søg på at forny det nye (the novel).
Jeg tror, at den megen tale om gengivelser af religiøse figurer ganske enkelt vil få flere og flere til at gengive. Kunst er jo en form for karikatur eller forenkling af virkeligheden. Og den megen diskussion om Muhammed-tegninger og debatten efter Salman Rushdies "The Satanic Verses" kan sikkert inspirere romanforfattere til igen at lade Jesus optræde som person.
Lars Husums roman er en del af den nye danske regionale Heimat-litteratur, hvor handlingen foregår i landets udkantsområder på navngivne og ikke fiktive steder– i "den rådne banan". Endvidere er det fiktive element næsten elimineret, og der bruges ofte navne på virkelige personer.
Her er det Vestjylland. Hos Erling Jepsen dele af Sønderjylland, hos Jens Smærup Sørensen Himmerland, Knud Sørensen Mors, hos Hans Edvard Nørregård-Nielsen Vestjylland og hos Knud Romer Nykøbing Falster. Det er det, som sociologen Henrik Dahl kalder "det usynlige Danmark", der kommer på landkortet.
I disse romaner finder vi udvandringstemaet – personerne der flytter til København, og som vender tilbage. Det sker også hos Erling Jepsen. Han flygter fra Gram. Landet er noget, man skal flygte fra. Byen er frigørelsen. Romer vil væk fra sin version af et undertrykkende Nykøbing. Knud Sørensen bliver. Nørregård-Nielsen ville gerne være blevet. Smærum Sørensen er blevet om ikke i Himmerland så dog omkring Limfjorden. Hos Husum sker der en rehabilitering af Heimat. I alle romaner spiller religion i øvrigt en rolle på godt og ondt.
I Husums roman er Tarm kommet på det litterære Danmarkskort. Tarm repræsenterer det gode liv, og det er der, han stammer fra. Det viser sig også, at i den folkelige fantasi er Indre Mission endnu forbundet med Vestjylland og kan bruges som retorisk-litterær figur. Hovedpersonens mor kommer fra IM. Morfaren er missionsk og derfor bogens mest usympatiske person. Af en eller anden grund kan forfattere blive ved med at opfinde eller have vestjyske bedsteforældre, der er missionske.
Også Erling Jepsen siger, han kommer fra indremissionske forældre, skønt romanen, "Kunsten at græde i kor", ikke sandsynliggør det (personerne gør ganske enkelt ikke det, som man ville gøre, hvis man er med i IM). Det var Hans Brix, der fik Kaj Munk til at skrive om vestjyske bønder og Indre Mission. Det blev til "Ordet" og "Kærlighed". Hans Kirk skrev derefter "Fiskerne". Og Erik Bertelsen "Harboøer-Folk". Dermed var traditionen etableret. Indre Mission er og forbliver en metonymi for kristendommen i Danmark. Hos Lars Husum er Vestjylland eller Tarm altså det gode livs sted. Dermed er romanen litterært set en pastorale. Det skal jeg vende tilbage til.
Hvis ikke Jesus Kristus var med i denne roman, ville den næppe have vakt opmærksomhed eller interesse. Jesus kommer som en tyv om natten ind i hovedpersonen Nikolajs lejlighed. Husum kan have fået ideen til det fra den amerikanske dramatiker Stephen Adly Guirgis skuespil Jesus Hopped the "A" Train. Lars Husum var dramaturg på Svalegangen i Århus, da stykket blev opført. Der er måske lidt inspiration fra Kurt Weils og Bertolt Brechts "Mahagonny". Men ellers er der ikke voldsomt mange fortilfælde. Jeg nævnte "In His Steps", men der er jo også lignelsen med storinkvisitoren i Dostojevskijs "Rodion Raskolnikov", hvor Jesus vender tilbage, og hvor kirken erklærer, den ikke har brug for ham.
Hvorfor er Jesus med Lars Husums roman? Han er et "religiøst symbol," har forfatteren udtalt. Det er ikke så vældigt oplysende. Romanen fremstår ikke som en religiøs roman. Jesus kunne næppe bruges på denne måde i en nutidig kristen roman. Den Jesus, der vender tilbage, har visse af traditionens karakteristika – han går i sandaler og har langt hår. Han ligner en Jesus.
Teknisk set har Jesus i romanen en narrativ funktion. Der er en strukturel årsag til, at han er med. Det er ham, der forårsager ændringen i romanen, hvor hovedpersonen føres fra et univers til et andet. Disse to universer er, som nævnt, symbolske. Og romanen bevæger sig imellem dem. Nogle bliver i det første univers, andre vender hjem. I sidste del, "Festivalen", transporteres et helt stykke storby til Tarm, og det må ende galt, hvad det også gør.
Jesus er en deus ex machina, der har en fremmedgørende virkning og bidrager til, at romanen afviger fra normal realisme. Romanen udsiger, at fællesskabet, livet med venner, og livet uden for storbyen, er det sande liv og ikke det individualiserede liv i den globaliserede storby.
Både hos Knud Romer og Erling Jepsen befries den enkelte fra provinsbyens fællesskab og realiserer livet i storbyen. Her er det altså omvendt. Det er det, der gør romanen til en pastorale og på det punkt gør den mere sofistikeret end Romer og Jepsen. Det er storbymennesket, der skriver pastoraler.
Når Jesus har den narrative funktion at gøre hovedpersonen til et bedre menneske ved at føre ham fra by til land, fra hovedstad til provins, fra ensomhed til fællesskab, fra helvede til paradis, fra gammel testamente til ny testamente antyder det, at det ikke ville kunne ske på anden måde.
Det enkelte menneske synes ikke i stand til ved egen hjælp at vælge at blive en anden eller "bedre". Det ville være urealistisk. Denne omvendelse eller transformation synes kun at kunne fortælles med et velkendt religiøst symbol. Hovedpersonen er ikke noget handlende subjekt; der er ingen "agency", som det hedder. Alle er fanget i nogle strukturer, som de ikke selv behersker. Alt andet end Jesus ville være urealistisk. Det kunne ikke blot være en ven, en psykolog eller en kæreste.
Der er også kulturelle eller sociologiske årsager til, at Jesus kan anvendes i denne roman. Dette er helt uafhængigt af forfatterens tro eller mangel på samme. Den muslimske tilstedeværelse i samfundet – men ikke i romanen – har betydet, at danskere af andre nu igen identificeres som kristne, hvad de ikke var, før de netop udefra blev gjort til det. Dermed overtages de Andres identifikation som en identitet. Irreligiøse danskere påføres en kristen identitet, men ikke tro. Det åbner for en helt uskyldsren brug af religiøse symboler og af Jesus, der endog hedder Kristus. Og det endog som en titel, der kan sælge og sælges.
Artiklen er en redigeret version af Hans Hauges bidrag til bogen "Jesus som bogorm", der udkommer på forlaget Alfa på tirsdag.