Danske salmer er nu de bedste

Høstgudstjenetste i Notmark Kirke, præsten Malene prædiker på Alsisk. en kommende konfirmand synger med ...

Efter seks uger i USA er det en velsignelse og en befrielse igen at komme hjem til folkekirken og synge folkeligt, menneskeligt og naturligt forankrede salmer. Foto: Palle Peter Skov / Scanpix Denmark

Gudstjenester i udlandet uden salmer eller med dårlige salmer giver hjemve

Jeg har været med familien i Californien, hvor vi gennem fem søndage besøgte forskellige menigheder for at opleve deres gudstjenester og fællesskab og dermed mangfoldigheden i det amerikanske kirkeliv. Vi mødte menigheder, som må overleve uden kommunalt opkrævet kirkeskat, og som derfor på godt og ondt er nødt til at tænke på markedsvilkår: Man konkurrerer med andre kirker og menigheder, og hvis man skal trække folk i kirke, så skal ”produktet” være af høj klasse. Så det er det.

Alt er sat professionelt i værk: Man bliver budt velkommen af glade og imødekommende mennesker. Der er gode parkeringsforhold og frivillige til at dirigere trafikken, hvis det er nødvendigt (og det er det ofte). Der er program til dagens gudstjeneste med dagens tekster og meddelelser. Der er børnecheck-in til de særlige tilbud for børn i forskellige aldersgrupper, og i ”kirkerummet”, som ofte ligner et dansk teater, er der storskærme samt et hav af teknikere og lydfolk, der sørger for lysshow og god lyd. På scenen står som regel en lovsangsgruppe med dygtige musikere, korsangere og solister.

Så der er nok at blive imponeret over, men der er også et par steder, hvor skoen trykker. Og den trykker hårdt. For det første bygger de amerikanske, evangeliske kirker på en teologi, hvor man ofte går mere op i forskellen på frelste og fortabte end man gør på det glædelige budskab. Der er en enorm trang til hele tiden at tale i et ”os” over for et ”dem”, for som en kirkegænger sagde til os: ”Det er så godt at være sammen med de andre frelste her i kirken.”

For det andet afspejler denne ret forsimplede kristendomsforståelse sig i sangteksterne, der mildest talt er lige så simple. Teksterne er skåret over samme, enkle læst og kaldes ”lovsang”. Den mangler fuldstændigt poetisk dybde og beskrivelser af det erfarede menneskeliv med tvivl, nuancer og sprækker. Der bruges floskler i stort omfang, og pointen i stort set alle sange og salmer er den samme: Gud, du er stor. Du har skabt verden, du holder hånden over mig og du har frelst mig ved din søn. Og derfor vil jeg synge min tak til dig.

Den slags taknemmelighed og bekendelse er der intet galt med, men når det er så klichéfyldt og ensformigt, og der ikke er mere end det, så bliver det hurtigt frygtelig endimensionelt og upoetisk, ikke mindst i sang og salmer. Der er ingen billeder, ingen naturinddragelse, ingen omverdensbeskrivelser og som sagt intet levet menneskeliv, kun et abstraheret, svævende kristenliv. Man bliver entydigt på en lodret akse mellem Gud og menneske, for alene dér foregår det væsentlige.

Så efter seks uger i USA er det en velsignelse og en befrielse igen at komme hjem til folkekirken og synge folkeligt, menneskeligt og naturligt forankrede salmer: Høst- og efterårssalmer om skove, der falmer, og skum, der står på bølgetop. Dåbssalmer, hvor gudsfingrene grande slår kors for din pande, og hvor vi kommer til dåben fyldt af glæde over livets under, men også med bæven foran ukendt fremtid. Allehelgens-salmer hvor sorgen river i os med kærlighedens kræfter, og salmer om morgenstund med guld i mund, om sorrig og glæde, om livet, der koster livet, og om kærlighedsasylet og vidundertroen, der slår sin gyngende bro over dybet.

Man bliver klogere af at rejse. Både på, hvad der findes ude i verden, men så sandelig også på alt det værdifulde, man kommer fra og har, når man kommer hjem igen.